Folkeskolen

A.P. Møller Fondens folkeskoledonation på en milliard kroner skal bidrage til en endnu bedre folkeskole i Danmark


Fondens bestyrelse besluttede i 2013 at donere en milliard kroner til at styrke undervisningen i den danske folkeskole. Den ekstraordinære donation markerede 100-året for Fondens mangeårige formand, Hr. Mærsk Mc-Kinney Møller.

Med donationen ønsker Fonden at bidrage til at højne elevernes læring og trivsel ved bredt at støtte opkvalificering og efteruddannelse af lærere, pædagoger og skoleledere samt udvikling af undervisningsmetoder og hjælpemidler.  


Elever august 2015-440Bevillinger

De første projektbevillinger blev uddelt i 2014, hvor 200-året for undervisningspligten i Danmark blev markeret. I de første fem ansøgningsrunder har Fonden modtaget i alt ca. 475 ansøgninger, hvoraf 114 er blevet imødekommet med et samlet bevillingsbeløb på ca. 430 mio. kr. 

De støttede projekter fokuserer på kompetenceudvikling inden for et bredt spektrum af folkeskolens faglige og pædagogiske områder. Det kendetegner projekterne, at de udspringer af skolernes behov og har som mål at styrke undervisningens kvalitet.

Læs mere om projekterne


Ansøgninger i 2017

Fonden har siden foråret 2014 gennemført fem ansøgningsrunder, hvor det har været muligt at søge om støtte til efter- og videreuddannelsesprojekter i den danske folkeskole. Fire af ansøgningsrunderne har været gennemført med brede opslag, hvor det har været muligt at søge om støtte til indsatser indenfor alle faglige og pædagogiske områder, mens der i foråret 2016 blev sat fokus på det naturfaglige område og på historiefaget.

Fonden er i løbende dialog med kommuner, professionshøjskoler og andre aktører på folkeskoleområdet. Det betones fortsat, at efteruddannelsesindsatsen mange steder har nået et niveau, hvor der ikke er kapacitet til at søsætte nye større projekter, før igangværende er afsluttet. Andre steder er der imidlertid både behov for og kapacitet til at igangsætte nye indsatser eller at tage initiativer, der tager sigte på at videreføre, konsolidere eller udbrede igangværende udviklingsprojekter, der afsluttes i det kommende år.

Derfor vil der i 2017 være følgende muligheder for at søge om støtte fra folkeskoledonationen:

  • I efteråret kan der søges om støtte til efter- og videreuddannelsesprojekter indenfor alle faglige og pædagogiske områder i folkeskolen. Ansøgningsfristen er torsdag den 12. oktober 2017 kl. 12.00.
  • Det vil hele året være muligt at søge om støtte til indsatser, der udspringer af og tager sigte på at videreføre eller på anden vis følge op på igangværende projekter, der allerede har modtaget støtte fra Fonden. Bevillingsmodtagere, der ønsker at benytte denne mulighed, opfordres til at kontakte Fondens folkeskolesekretariat inden fremsendelse af ansøgningen.

Læs mere om kriterier for ansøgning i 2017


Vurderingsudvalget

Fonden har i perioden for udmøntningen af donationen nedsat et udvalg bestående af seks personer med relevante kompetencer i forhold til folkeskoleområdet. Det er udvalgets opgave at vurdere ansøgningerne og bevilge støtte til de projekter, der kan gøre en forskel i folkeskolen. Fondens direktør er formand for Vurderingsudvalget.

Læs om Vurderingsudvalgets medlemmer


 

  • A.P. Møller og Hustru Chastine MC-kinney Møllers Fond til almene Formaal  //
  • Esplanaden 50  //
  • 1098 København K  //
  • +45 33 63 34 02

NB!

APMOLLERFONDE.DK BRUGER COOKIES FOR AT UDARBEJDE STATISTIK OVER ANVENDELSE AF SITET.

DU KAN ALTID SLETTE COOKIES FRA APMOLLERFONDE.DK IGEN.