Havnefrontens grønne plet

Amaliehaven er en af Københavns yngste parker med nogle af storbyens smukkeste udsigter


Den 10. maj 1983 åbnede Amaliehaven for offentligheden. Parken er dermed en af Københavns yngste, placeret på det, der tidligere hed Larsens Plads, lige bag Amalienborg.

I dag kan det være svært at forestille sig, at der engang lå et skibsværft og siden et travlt havnekvarter med pakhuse og kaj dør om dør med kongefamiliens residens. Store oceangående lastskibe lagde til, og ud sejlede Amerikabådene med indvandrere på vej mod et nyt liv. Pakhusene, havnearbejderne og travlheden er for længst borte, og i stedet finder man en moderne og stramt komponeret have. Den byder på en rolig stund omgivet af vandkunst, blomster og grønne planter, og i tilgift får man en af Københavns smukkeste udsigter.

sigtelinje artAmaliehaven er opført symmetrisk omkring Frederiksgades akse og ligger på én af dansk arkitekturs mest berømte sigtelinjer fra Marmorkirken gennem Frederiksstaden over Amalienborg Slotsplads til havneløbet. I dag kan man desuden kaste et blik over på den anden side af havnen og føje Operaen til sigtelinjen. Haven er en gave fra A.P. Møller Fonden til det danske folk og er tegnet af den belgiske landskabsarkitekt Jean Delogne. Den italienske billedhugger Arnaldo Pomodoro har skabt de iøjnefaldende fire bronzesøjler, springvandet i midten og kaskadefontænerne i siderne.

En fremsynet placering

Amaliehaven skabte røre, inden den åbnede. Nogle hævede, at den var ødelæggende for stedets ånd. Andre mente, at haven ikke var i overensstemmelse med arkitekt Nicolai Eigtveds oprindelige plan fra 1700-tallet om en plads for enden af Frederiksstadens hovedakse. Langt de fleste bød dog parken velkommen som en markant og tiltrængt tilføjelse til det københavnske byrum. Nu, tredive år senere, kan anlæggelsen af Amaliehaven ses som et tidligt tegn på den udvikling, som hele Københavns Havn har gennemgået siden slutningen af 1990'erne, nemlig at den gamle industrihavn langsomt er blevet omdannet til beboelses- og rekreativt område.

Amaliehaven er en velbesøgt park året rundt. Hyppige gæster er de mange mennesker, der arbejder og bor i kvarteret, men havens nærhed til Amalienborg betyder også, at turister besøger den året rundt og oplever København fra en af byens smukkeste sider. Foruden Amalienborg, Marmorkirken og Operaen kan man nyde fremtrædende nye og gamle bygningsværker i hele inderhavnen, såsom Skuespilhuset, Vestindisk Pakhus og Mastekranen.

baenk artEt strejf af patina

De sidste 30 år er haven blevet mere frodig og har fået et strejf af patina, der gør den endnu mere indbydende. De smukt irrede kapper på Pomodoros bronzesøjler klæder Marmorkirkens kuppeltag og rytterstatuen midt på Amalienborg Plads. Havens rolige stringens bliver understreget af havemurenes og bygningsvæggenes lysegrå, franske kalksten. Flisebelægningen, anløbstrapperne og vandkunsten er af bornholmsk Hellestbakke- eller Moseløkkegranit, og de mange træbænke er udført i flødebrun iroko, også kaldet afrikansk teaktræ.

På begge sider af vandkunsten fremstår haven i to niveauer med hække og mure, der skærmer mod Toldbodgade på den ene side og havnen på den anden. Bænkene i de midterste haverum er integreret i højbedenes granitkanter, og her kan gæster trække sig tilbage i læ fra det ofte vindblæste havneløb. Et gangareal op til hver af de to kaskadefontæners udspring er prydet med formklippede buske og duftende rosenbede.

Nænsom revidering af beplantningen

En del af landskabsarkitekt Jean Delognes oprindelige beplantning gik til i havens første år på grund af vanskelige jordbundsforhold fra områdets fortid som skibsværft. Havens beliggenhed tæt på saltvand og havgus betød endvidere, at ikke alle planter egnede sig til lokaliteten.

De seneste år har Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, der sammen med Københavns Kommune ejer haven, foretaget en nænsom revidering af havens beplantning i respekt for Jean Delognes oprindelige vision. På et tidspunkt var der mange store træer, som man endte med at fælde en del af for at skabe mere lys og luft og bedre balance i havens fine proportioner. Udtyndingen var også nødvendig for at etablere bedre vækstbetingelser for planter i bunden af anlægget. Nu er der staudebede i nogle af de midterste højbede, og de tilfører havens udtryk farve, stoflighed og bevægelse.

Gartnere retter løbende op på formklippede buske, så firkanter og kugler fremstår med skarpe konturer. I havens store beplantningskasser etagerer man, som det hedder i fagsproget, så der forrest er lave vækster, hvorefter man gradvist bygger op i højden. Her bidrager alt fra blomsternes farver til bladenes former til at fremkalde variation og dybde og øge oplevelsen af haven.

Redaktionen afsluttet marts 2013

  • A.P. Møller og Hustru Chastine MC-kinney Møllers Fond til almene Formaal  //
  • Esplanaden 50  //
  • 1098 København K  //
  • +45 33 63 34 02

NB!

APMOLLERFONDE.DK BRUGER COOKIES FOR AT UDARBEJDE STATISTIK OVER ANVENDELSE AF SITET.

DU KAN ALTID SLETTE COOKIES FRA APMOLLERFONDE.DK IGEN.