Fremtidens SMK Thy kan nu præsenteres

Visualisering: Reiulf Ramstad Arkitekter Visualisering: Reiulf Ramstad Arkitekter

Vinderen i arkitektkonkurrencen om ombygning af Doverodde Købmandsgård i Thy er fundet. Det er arkitektfirmaet Reiulf Ramstad Arkitekter, der har tegnet den nye museumsfilial af Statens Museum for Kunst.

Det nye SMK Thy finansieres med en donation på 37,5 mio. kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

I forbindelse med offentliggørelsen af donationen sagde Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden:

”Det har stor betydning, at mennesker i hele Danmark kan opleve noget af det ypperligste, som kunsten har at byde på. Derfor er det en glæde, at A.P. Møller Fonden kan støtte en visionær og gennemgribende ombygning af de særlige udstillingsrammer i Doverodde Købmandsgård i Thy. Med donationen bliver det muligt for Statens Museum for Kunst også i Thy at vise udstillinger af samme høje internationale standard, som på museet i København”.

Siden 2018 har Statens Museum for Kunst i samarbejde med Thisted Kommune inviteret besøgende til at opleve og udforske kunsten i den gamle købmandsgård. Med ombygningen kan stedet omdannes til en fast museumsfilial, hvor besøgende kan opleve alle typer værker fra SMK’s enestående samling. I de nye rammer vil der også vises udstillinger skabt særligt til SMK Thy og med undervisning og kunstformidling af international standard.

Reiulf Ramstad Arkitekter har præsenteret en ombygning, der med få, men præcise greb iscenesætter de karakteristiske, eksisterende bygninger og gør hele området til kulturens rum med tilføjelser som en ny ankomstbygning og nye indgangspartier.

Udover at danne rammerne for SMK Thy skal købmandsgården fortsat huse Thisted Kommunes natur- og friluftsvejledning. Med det nye byggeprojekt styrkes samspillet mellem de to institutioner, og der etableres et særligt område med blandt andet kajakhus, foreningslokale og serviceværksted.

Det nye SMK Thy forventes at stå klar i foråret 2024.

Udover donationen fra A.P. Møller Fonden har projektet modtaget en mindre donation fra Færchfonden. SMK Thy får fremover også driftsstøtte fra Staten, ligesom Thisted Kommune finansierer 14,8 mio. kroner af det samlede projekt i Doverodde.

Læs om andre projekter, som har modtaget støtte fra A.P. Møller Fonden