Det nye H.C. Andersens Hus i Odense er nu åbnet

Foto: Ard Jongsma Foto: Ard Jongsma

I dag blev Odenses nye vartegn, H.C. Andersens Hus, officielt indviet af H.M. Dronning Margrethe. Det nyopførte museum danner rammerne om den verdenskendte forfatters eventyrlige univers, og byder på magiske og kunstneriske oplevelser i særklasse.

Realiseringen af det nye museum er muliggjort med en bevilling på 258 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden, glæder sig over det nye H.C. Andersens Hus og siger i forbindelse med indvielsen:

”H.C. Andersen er nok vores allerstørste digter. Han fanger både børn og voksne med sine eventyrlige fortællinger, som mennesker over hele verden den dag i dag kan spejle sig i. Det er vores håb, at vi med det nye museum, som vi indviede i dag, har nærmet os kernen i H.C. Andersens univers.”

Det nye H.C. Andersens Hus er en enestående kunstnerisk totaloplevelse af landskab, arkitektur og nyeste udstillingsdesign, der tilbyder nye perspektiver på den folkekære og verdenskendte forfatter.

Det ambitiøse museumsbyggeri er tegnet af den japanske stjernearkitekt Kengo Kuma og rummer et eventyrhus, et børnehus og et underjordisk museum, der fletter sig sammen med den omkringliggende magiske have.

Museets udstilling rumliggør oplevelsen af H.C. Andersens litterære og flertydige univers og iscenesætter et kunstnerisk rum, hvor arkitekturen, state-of-the-art teknologier og scenografiske greb hele tiden skaber nye møder mellem den besøgende og Andersens eventyr.

Museets indholdskoncept er skabt af Event Communications, mens Odense Bys Museer er ansvarlig for udstillingen i H.C. Andersens Hus.

Der er tale om en såkaldt ’soft opening’, da dele af museet endnu ikke står helt klar. Imens publikum går på opdagelse i Andersens eventyrlige univers, vil de sidste detaljer drypvist færdiggøres frem mod efteråret.

Udover A.P. Møller Fonden har også Nordea-fonden, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og Odense Kommune bidraget til realiseringen af det nye H.C. Andersens Hus.   

LÆS MERE OM PROJEKTET