Endnu et sygehus får heliport på taget

Foto: Region Syddanmark / Christer Holte Foto: Region Syddanmark / Christer Holte

Hvert minut tæller, når alvorligt tilskadekomne og kritisk syge skal transporteres til behandling på hospitalet. Det var derfor en afgørende begivenhed, da Sydvestjysk Sygehus ved Esbjerg lørdag den 7. september fik sin egen heliport - en 105 tons tung helikopterlandingsplads - løftet op på taget af hospitalets gamle sengeafsnit og fastmonteret.

Sydvestjysk Sygehus, der er i færd med at blive ombygget til akutsygehus, vil med den nye heliport fremover kunne modtage alvorligt tilskadekomne og kritisk syge patienter fra hele region Syddanmark. Patienter, der tidligere blev transporteret til akutsygehusene i Aabenraa, Odense og Kolding.

Heliporten har en diameter på 28,6 meter plus en faldsikring på to meter hele vejen rundt. Den er bygget til at kunne modtage såvel mindre akutlægehelikoptere som forsvarets noget større redningshelikoptere.

Heliporten forventes at blive taget i brug fra marts 2020 med ca. 90 årlige landinger, når den er færdigbygget, og sygehusets personale er trænet i at bruge den. Det samlede budget for byggeriet af heliporten er på 26,7 mio. kr., hvoraf A.P. Møller Fonden har støttet selve landingspladsen med 10 mio. kr.

LÆS OM RIGSHOSPITALETS HELIPORT