For eliten og for de mange

I respektfuldt samspil med den fredede natur omkring Bagsværd Sø får Danmark nyt nationalt rostadion i verdensklasse

Der er blevet dyrket rosport på Bagsværd Sø siden 1930’erne. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen

Livlig aktivitet præger stien foran rocenteret ved Bagsværd Sø denne helt almindelige eftermiddag i september. De lokale lufter hunde, nogle kører på mountainbikes, og andre sidder på en bænk, nyder det bløde efterårslys og følger med i roningen på søen. En gruppe eliteroere har travlt med at klargøre deres båd, inden de selv skal i gang. En af roerne spejder ud over området og bemærker, at Bagsværd Sø rummer "et af verdens smukkeste rostadioner".

Snart bliver det endnu smukkere. Rosporten får et nyt rocenter med topmoderne indendørs træningsfaciliteter. Der kommer også et nyt dommertårn, en tribune samt et nyt start- og målområde. Tilmed vil man udvide de rekreative områder omkring søen for almindelige idrætsudøvere og naturelskere med stiforløb, et trail-center og meget andet. Alt sammen skabt i samklang med den fredede natur og den eksisterende bebyggelse. 

"Det kræver et enkelt og forfinet hus, som placerer sig på kanten mellem skoven og vandet", arkitekt Rasmus Højkjær Larsen
Det nye rostadion vil stå opført i 2020, så man året efter kan afholde VM i kano og kajak i sprint. Tegning: AART Architects
I det nye center får roerne topmoderne indendørs træningsfaciliteter. Tegning: AART Architects
Selve stadion får bl.a. nyt dommertårn og tribune - her ses de nuværende forhold. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen
De rekreative områder omkring søen udvides også med bl.a. et trail-center. Tegning: AART Architects
Topatleter såvel som almindelige klubroere og veteraner får glæde af de nye faciliteter. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen
Det nye byggeri er tilpasset den fine natur på kanten mellem skoven og vandet. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen

Det nye, nationale rostadion bliver virkeliggjort blandt andet ved en donation fra A.P. Møller Fonden. Bygningskomplekset vil stå opført i 2020, så man året efter kan afholde VM i kano og kajak i sprint, som Danmark netop er blevet tildelt værtskabet for.

På kanten mellem skov og sø
Bagsværd Sø har i mange år været et yndet rekreativt område og et eftertragtet boligkvarter med mange smukke villaer ud til søen. Siden 1930’erne er her blevet dyrket rosport. "Det kræver følsomhed at skabe en bygning, der forstår at indskrive sig i dette fantastiske sted. Rent arkitektonisk må man ikke råbe for højt ude ved Bagsværd Sø", siger arkitekt Rasmus Højkjær Larsen fra AART Architects. "Det kræver et enkelt og forfinet hus, som placerer sig på kanten mellem skoven og vandet på samme måde som de historiske villaer omkring søen".

Huset er karakteriseret ved en kombination af røde cedertræslameller og åbne glaspartier. Tegning: AART Architects Huset er karakteriseret ved en kombination af røde cedertræslameller og åbne glaspartier. Tegning: AART Architects

Det kommende rocenter bliver bygget i tre forskudte etager med den 1.000 m2 store bådhal nederst. Huset er karakteriseret ved en kombination af røde cedertræslameller og åbne glaspartier, og næsten alle rum får et fantastisk udkig til søen, fremhæver arkitekten. Transparens mellem det udvendige og indvendige er i højsædet, og samtidig vil der være transparens i selve huset mellem administrationskontorer, træningslokaler og husets øvrige aktiviteter og faciliteter. 

Træningen får et kæmpeløft
Danmark hører til i den absolutte, internationale elite inden for roning, kano og kajak på trods af, at de eksisterende træningsfaciliteter langt fra er optimale. Det nye rocenter vil skabe en tidssvarende ramme om den dedikerede indsats, der skal til for fortsat at hente medaljerne hjem.

Indbydende opholdsrum skal gøre det rart at være i rocenteret. Tegning: AART Architects Indbydende opholdsrum skal gøre det rart at være i rocenteret. Tegning: AART Architects

Nu får topatleterne indendørs træningsfaciliteter i verdensklasse, og det vil i den grad højne kvaliteten i træningen, vurderer tidligere sportschef i Dansk Forening for Rosport, Lars Balle Christensen, nu Sports Manager, Team Danmark. "Vi får nogle rammer, der lever op til det sportslige niveau, vores atleter har". Han ser frem til større træningslokaler, hvor atleterne kan træne på det mest optimale tidspunkt for den enkelte. Det er ikke muligt under de nuværende forhold.

Nærvær vigtigt for sportslige præstationer
Bygningens transparens vil skabe mere nærvær mellem atleter og trænere. Det er noget, begge forbund ser frem til. "Det bliver muligt at have en meget tættere kontakt med de enkelte atleter", siger Bo Vestergaard, sportschef for elitearbejde i Dansk Kano og Kajak Forbund. Han fortæller, at det er en afgørende faktor i udviklingen af eliteroere, for der er tale om unge mennesker, der også har brug for psykologisk støtte. Det kræver store ofre og ekstrem målrettethed at blive en del af eliten.

"Hvis man skal understøtte den indsats, skal man virkelig forstå deres situation", siger arkitekt Rasmus Højkjær Larsen. Eliten inden for rosport træner mellem 20 og 25 timer om ugen, så de tilbringer en stor del af deres liv på rocenteret. I det nye rocenter er der lagt vægt på, at det er et rart sted at være. Her er stillerum til studierne, hvilerum mellem træning og indbydende opholdsrum og køkkenfaciliteter. 

Rocenterets hjerte bliver en ny og bedre indrettet bådhal til de lange, elegante både. Tegning: AART Architects

Rocenterets hjerte
Alle byggerier til det nye rostadion, blandt andet rocenteret, dommertårnet og trail-centeret, henvender sig også til offentligheden. "Det er ikke kun unge topatleter, der færdes i rocenteret. Klubmedlemmer har også adgang, ligesom veteraner inden for sporten har deres både liggende. De opmuntrer og snakker med de yngre sportsfolk efter stævner. Det er et projekt til eliten og til de mange", understreger arkitekt Rasmus Højkjær Larsen.

Det nye rocenter byder på en bedre indrettet bådhal, som mange kalder rocenterets hjerte. Det er herfra, de kostbare både med de elegante linjer bliver båret ind og ud til klargøring og dagens træning. En otter med styrmand vejer kun 90 kg, men er 16-18 meter lang. "Den er lavet af et let og skrøbeligt materiale, så det kræver, at man kan få bådene ud og ind uden at støde dem undervejs", siger Lars Balle Christensen.

Rosport er i høj grad båret af frivillige, så mange mennesker kommer i fællesskab til at drive centret. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen Rosport er i høj grad båret af frivillige, så mange mennesker kommer i fællesskab til at drive centret. Foto: Nicolai Nohr Jørgensen

Robust og enkelt
Et særkende ved dansk rosport er, at den i høj grad er båret af frivillige. Det afspejler sig i, at det nye rocenter, selvom det har et enkelt og forfinet udtryk, også bliver robust og funktionelt. "Huset skal drives af en masse mennesker, så det skal kunne tåle et mylder ud og ind hver eneste dag", fortæller arkitekten.

Redaktionen afsluttet oktober 2017

Tags

Bevægelse/Sport Landskab Nybyggeri