DEN ARKTISKE RING

I isbjørnenes nye anlæg er berigelse kodeordet

I Den Arktiske Ring kan publikum komme helt tæt på isbjørnene og få ny indsigt i de store dyr. Foto: Christina Haugaard Kristensen
En afvekslende hverdag for de nysgerrige og aktive isbjørne har været et af målene med opbygningen af deres nye hjem. Foto: Michael Petersen
Dyrepasserne gemmer foder i fordybninger i terrænet, så bjørnene ligesom i naturen skal grave efter føden. Foto: Michael Petersen
Gennem en stor bueformet rude kan publikum opleve isbjørnenes færden under vandet. Foto: Michael Petersen
Ovenlys fra geometriske, isflagelignende former og lyse betonflader skærper oplevelsen af sne, is og gletsjere. Foto: Michael Petersen
Model af Den Arktiske Ring. Anlægget gør det muligt at se dyrene fra mange vinkler og få kendskab til dyrelivet og miljøet i de arktiske områder. Foto: Zoo
Anlægget tog ca. fire år at bygge og var ventet med spænding, da det stod færdigt i foråret 2013. Foto: Zoo
Anlæggets 2.400 m3 vand bliver renset cirka én gang hver anden time i et avanceret system. Foto: Michael Petersen
På det nordatlantiske fuglefjeld kan publikum opleve søpapegøjer, lomvier og alke. Foto: Zoo

Zoologisk haves store isbjørne har fået 3.100 m2 til deres rådighed i Den Arktiske Ring, der åbnede for publikum i foråret 2013. I det nye anlæg mødes arkitektur, dyrevelfærd og publikums oplevelser under kodeordet "berigelse". For de langt større forhold byder på en afvekslende hverdag for de nysgerrige og aktive isbjørne og nye oplevelser med det ikoniske dyr for de næsten 1,2 millioner gæster, der hvert år besøger haven.

Zoologisk Have er med Den Arktiske Ring det eneste sted i Europa, hvor publikum kan se isbjørne under vandet. Foto: Michael Petersen Zoologisk Have er med Den Arktiske Ring det eneste sted i Europa, hvor publikum kan se isbjørne under vandet. Foto: Michael Petersen

"Det betyder meget for Zoologisk Have at få Den Arktiske Ring. Vi kan give isbjørnene bedre levevilkår, foruden at de efter europæisk standard får et helt unikt område. Vi kan også tilbyde en markant udvidelse af publikums oplevelser, for nu kan man se isbjørne under vandet, hvilket man ikke kan andre steder i Europa. At se, hvordan de enorme dyr svømmer og gebærder sig under vandet, vil give folk en spændende og ny indsigt i isbjørnene", siger Steffen Stræde, administrerende direktør for Zoologisk Have.

Zoologisk Have har haft isbjørne, næsten siden Haven åbnede i 1859, for allerede i året 1860 blev den første isbjørn fremvist.

Ikke lutter sæljagt

Der er tale om et ensrettet forløb gennem anlægget, og allerførst får publikum et kig ud over et typisk arktisk kystlandskab, som er det, isbjørnene holder til i om sommeren. En ferskvandskilde bevæger sig gennem sten, jord og planter og sørger for frisk drikkevand. For foden af livagtige klippeformationer er det store saltvandsbassin, der længere inde i anlægget opnår en dybde på over seks meter. Skjult forskellige steder i anlægget er foderautomater, og på tilfældige tidspunkter i løbet af dagen kaster de fisk ud over vandet. Det vil anspore bjørnene til at hoppe i bassinet efter en levende lækkerbisken til glæde for publikum og bjørnene selv.

Også oven vande kan gæsterne se isbjørnene helt tæt på, når dyrepasserne træner dyrene gennem en gitterlåge. Foto: Michael Petersen Også oven vande kan gæsterne se isbjørnene helt tæt på, når dyrepasserne træner dyrene gennem en gitterlåge. Foto: Michael Petersen

Gæsterne i Zoologisk Have har mulighed for at se dyrene helt tæt på gennem store glaspartier i den ene ende af indgangen til anlægget. Der er indbygget en træningslåge med gitter, så dyrepasserne kan stå blandt gæsterne og vise, hvordan man træner dyrene. For en del af isbjørnenes hverdag er at modtage såkaldt managementtræning, så dyrepasserne kan veje dem, tage blodprøver, skille dem ad eller flytte dem fra anlæg til anlæg. Rundt omkring i terrænet er der flere fordybninger, som dyrepasserne kan fylde med flis, grus eller jord til at gemme foder i. På den måde skal bjørnene grave efter føde, præcis som de gør i naturen. For livet er ikke lutter sæljagt for isbjørne, og store dele af året lever de af rødder, bær og smådyr. For at de kan blive stimuleret af duftstoffer fra fremmede dyr, vil andre af Zoologisk Haves bjørne blive lukket ind i anlægget, når isbjørnene ikke selv er der.

Under Polarhavet

Længere fremme i Den Arktiske Ring dykker publikum bogstavelig talt ned under Polarhavet, hvilket blandt andet bliver signaleret af ovenlys fra geometriske, isflagelignende former. Overalt skærper lyse betonflader oplevelsen af sne, is og gletsjere. En stor bueformet rude åbner op for at opleve isbjørnenes færden under vandet. Oplevelsen bliver intensiveret af en tur gennem den spektakulære otte meter lange akryltunnel. Den er anlagt, så man kan se isbjørne svømme hen over og rundt om tunnelen i det dybe blå vand.

Anlæggets nye bassin til grønlandssælerne støder op til isbjørnebassinet, om end adskilt af en glasfacade. Det skaber en illusion om, at her deler isbjørne og sæler samme vandmiljø. Det dybe vand betyder, at både isbjørne og sæler vil kunne udfolde flere aspekter af deres naturlige adfærd.

Et stykke færøsk fuglefjeld

Et nordatlantisk fuglefjeld befinder sig i centrum af det ellipseformede anlæg med en broget flok søpapegøjer, lomvier og alke. Æggene til søpapegøjerne har Zoologisk Have selv hentet på de færøske fjelde, udruget og derefter håndopfostret i København. Zoogæster kan iagttage fuglenes liv på de smalle klippehylder og se dem tæt på, når de dykker under vandet. Her og i passagerne, der leder rundt i anlægget, er en række faciliteter til formidling og simulering af nordlys.

For at de kan blive stimuleret af duftstoffer fra fremmede dyr, vil andre af Zoologisk Haves bjørne blive lukket ind i anlægget, når isbjørnene ikke selv er der. Foto: Michael Petersen For at de kan blive stimuleret af duftstoffer fra fremmede dyr, vil andre af Zoologisk Haves bjørne blive lukket ind i anlægget, når isbjørnene ikke selv er der. Foto: Michael Petersen

Forløbet i Den Arktiske Ring indebærer, at publikum i løbet af besøget kan beskue anlægget og isbjørnene fra mange vinkler og forøge sit kendskab til dyrelivet og miljøet i de arktiske områder. I tilgift betyder de mange indendørs arealer, at Zoologisk Have får mulighed for at skabe oplevelser om vinteren og i dårligt vejr.

Tekniske raffinementer

For at drive den fine illusion af et arktisk landskab har man opbygget et avanceret system af energirigtige tekniske installationer. De huses i et toetagers teknikområde, som udgør selve "hjertet" af Den Arktiske Ring og sørger for vand og vandrensning, varme, ventilation, køling, el og CTS-styring. Anlæggets 2.400 m3 vand bliver eksempelvis renset cirka en gang hver anden time. Den kraft, vandet løber igennem systemet med, skaber energi, som bliver genbrugt til nedkøling af det nordatlantiske fuglefjeld. Saltvandet i bassinerne bliver produceret på stedet ved hjælp af en stor silo fyldt med salt. Herfra henter vandrensningsanlægget salt i rette doser tilpasset isbjørne, sæler og fugle. Et sindrigt ventilationssystem betyder, at man undgår kondens på ruderne ind mod dyrere og ud mod publikum. Det er afgørende for, at publikum får den optimale oplevelse af Den Arktiske Ring.

Et ekstra raffinement i Den Arktiske Ring er, at man vil berige bjørnene med levende fisk. Derfor har man etableret tre store kar til eget fiskehold i teknikkælderen. Fiskene bliver hentet fra saltvandsdambrug, og efter en akklimatiseringsfase bliver fiskene sat ud i isbjørnebassinet. Her er der indbygget et skjul til dem, hvilket vil stimulere bjørnene til at jage og fange fiskene til spisning.

Redaktionen afsluttet februar 2013

Tags

Anlæg/Parker Nybyggeri