KONGERNES JELLING

Pladsen med Danmarks vigtigste mindesmærker omskabt til stort grønt oplevelsesrum

Med den nye, åbne monumentplads kan de besøgende for alvor opleve dimensionerne i vikingernes store bygningsværk. Foto: Vejle Kommune
En enorm skibssætning omkring Thyras gravhøj er blevet markeret med skråtstillede betonfliser i græsset. Foto: Nils Rosenvold
I 2005 opdagede arkæologer sporene af et kæmpemæssigt rombe-formet hegn omkring de to høje og skibssætningen. Foto: Vejle Kommune
Hundredvis af betonstolper markerer nu det oprindelige hegn af egetræsstolper rundt om den hellige plads. Foto: Vejle Kommune
Indtil for nylig var bymasse og vejnet så godt som groet sammen med monumentpladsen, så skellet mellem nutid og fortid fremstod uklart. Foto: Vejle Kommune
Nu er biltrafik og bebyggelse flyttet, og et stort grønt rum åbnet omkring monumentpladsen. Foto: Vejle Kommune
Det giver samtidig en beskyttende bufferzone omkring det betydningsfulde mindesmærke, som er at finde på UNESCOs 'World Heritage List'. Foto: Nils Rosenvold
150.000 mennesker besøger hvert år Jelling for at se højene og 'Danmarks dåbsattest', som Harald Blåtands runesten kaldes. Foto: Jens Lindhe
Også formidlingen af stedet er blevet styrket, omend man til daglig ikke kan møde vikinger som disse, der kom til indvielsesfesten. Foto: Nils Rosenvold

Selv på en regnfuld efterårsdag aftvinger de to gravhøje respekt, når monumentpladsen dukker op bag ved Jellings lille bykerne. De to græsklædte kæmper med runestenene og kirken i midten kan bestiges. Og hvad enten man vælger Thyras eller Gorms gravhøj, åbner det smukke terræn sig for ens fødder mod nordøst, så snart man når op.

Landets største gravhøje

Fra toppen er det let at forestille sig, hvor overvældende det må have virket på vikingetidens tilrejsende at komme til denne hellige plads, hvor gravhøjene med en højde på 11 meter og en diameter på 70 den dag i dag troner som Danmarks største.

De to gravhøje er med en højde på 11 m og en diameter på 70 m Danmarks største. Foto: Vejle Kommune De to gravhøje er med en højde på 11 m og en diameter på 70 m Danmarks største. Foto: Vejle Kommune

Vi ved nu, at hele området på daværende tidspunkt var omkranset af et tre meter højt palisadehegn bygget af egetræsstolper. Stolpehullerne dukkede op i 2005 i forbindelse med nye arkæologiske udgravninger, som afslørede, hvordan 10-15 cm tykke stolper har stået side om side og dannet et kæmpemæssigt parallelogram på 360 x 360 meter. Palisaden tjente formentlig som markering af et helligt område, mener arkæologerne, men har om alle omstændigheder udgjort en tydelig markør for overgangen mellem den omkringliggende natur og pladsen.

Civilisationen og byen

I dag har civilisationen naturligvis rullet sig ud over terrænet med opdyrkede landbrugsarealer, vejnet og bygninger i takt med områdets udvikling. Indtil for nylig var bymassen så godt som groet sammen med monumentpladsen, mens vejnettet, der førte biler igennem Jellings centrum, løb klos op og ned ad Gorms gravhøj, så skellet mellem nutid og fortid fremstod uklart.

Sådan er det ikke længere. I september 2013 så en ny udformning af monumentpladsen dagens lys som resultatet af en helhedsplan udtænkt af Vejle Kommune og støttet af A.P. Møller Fonden med 70 millioner kr.

Det nye, grønne rum

Landskabsarkitekt Kirstine Jensens tegnestue står bag den nye monumentplads i samarbejde med kunstneren Ingvar Cronhammar. Sammen har de skabt et stort grønt rum med luft omkring gravhøjene, runestenene og kirken. Det er sket gennem opkøb og nedrivning af den bebyggelse, der lå tættest på højene, og ved at flytte biltrafikken væk fra pladsen via etablering af en ny omfartsvej nord og syd om Jelling.

Skråtstillede betonfliser viser, hvor skibssætningen omkring Thyras gravhøj engang gik. Foto: Vejle Kommune Skråtstillede betonfliser viser, hvor skibssætningen omkring Thyras gravhøj engang gik. Foto: Vejle Kommune

Disse forandringer har skabt et harmonisk og langt mere sammenhængende monumentområde, hvor den enorme skibssætning omkring Thyras gravhøj nu er markeret med skrå betonfliser i græsset. Det samme gælder de huse, man for få år siden fandt i udkanten af området langs palisadehegnets nordlige og østlige side, og som i størrelse nøje svarer til Trelleborgs huse. Denne 360 x 360 meter store palisadeafgrænsning fra 900-tallet er mærket op med hundredvis af betonstolper placeret med forskellig afstand; ikke som en rekonstruktion af palisadehegnet, men som en fortolkning, der giver de besøgende en klar fornemmelse af dimensionerne på det omfattende bygningsværk.

Danmarks dåbsattest

Hvert år besøger 150.000 mennesker Jelling for at se højene og de to runesten. Gorm den Gamles, sat over hans hustru Thyra Danebod omkring år 950, står side om side med den, som hans søn Harald Blåtand satte i år 965, og hvis inskription bekendtgør, at han samlede riget og ændrede danernes religiøse tilhørsforhold fra hedenskab til kristendom. 'Danmarks dåbsattest' har man naturligt nok kaldt stenen, placeret præcis i centrum mellem de to høje - på nøjagtigt samme sted, hvor Harald satte den for over tusind år siden.

Mellem gravhøjene står de to runesten. Den største, Harald Blåtands, på nøjagtig samme sted, hvor han placerede den i 900-tallet. Foto: Jens Lindhe Mellem gravhøjene står de to runesten. Den største, Harald Blåtands, på nøjagtig samme sted, hvor han placerede den i 900-tallet. Foto: Jens Lindhe

Verdensarv

Jelling Monumenterne har siden 1994 været på UNESCOs 'World Heritage List' i selskab med så storslåede historiske bygningsværker som Akropolis i Grækenland og Angkor Wat i Cambodja. Den fornemme status bekræfter, at gravhøjene, kirken og runestenene samlet set er ét af Danmarks betydningsfulde mindesmærker med værdi af verdenskulturarv, vi er forpligtet til at værne om for eftertiden. Som monumentpladsen er udformet nu, imødekommer den kravet om en større bufferzone omkring verdenskulturarven, samtidig med at den styrker formidlingen af stedet og præsenterer en samlet fortælling om dets historie.

Redaktionen afsluttet september 2013

Tags

Anlæg/Parker Formidling Historie/Kulturhistorie Kulturarv Landskab Museum