Studenterboliger på 15 etager

De første beboere indtog i september 2015 højhuskollegiet på Syddansk Universitet i Odense


Med sine knap 50 meter er Campus Kollegiet en af Odenses højeste bygninger, der som et skulpturelt vartegn viser vej til SDU, Syddansk Universitet. Men først og fremmest er kollegiet et hjem for det første hold af kollegianere, der for nylig indtog de 250 spritnye boliger. 

Markant vækst i antallet af studerende

Kollegiet dækker et øget behov for studieboliger i Odense. Alene fra 2006 til 2012 er antallet af studerende på SDU vokset med 44 %, og i dag er der på universitetets campus i Odense over 18.000 studerende. Ikke mindst en øget søgning fra internationale studerende har bidraget til væksten. I dag er én ud af fem studerende fra udlandet. Den internationale atmosfære sætter derfor også sit præg på kollegiet, hvor 1/3 af beboerne kommer fra andre lande.

Kollegie landskab440"Hvis SDU i konkurrence med andre universiteter i verden skal tiltrække de bedste studerende, er tilbuddet om gode studieboliger et parameter", siger professor Jens Oddershede. Han er medlem af kollegiefondens bestyrelse og var i sin tid som rektor for universitet en af idémændene bag ønsket om at bygge et campuskollegie.

Richard Cowie fra Storbritannien, der er i gang med en master i fysik og teknologi, kan bekræfte det billede. Da han skulle vælge uddannelsessted i Danmark, var det udslagsgivende, at SDU i modsætning til universiteter i København havde mulighed for at garantere en studiebolig. At han kunne flytte ind i Campus Kollegiet, var en tillægsgevinst, fortæller han, da vi møder ham og Benedicte Karlog Mortensen for at høre, hvordan det er at bo på kollegiet. De er henholdsvis formand og næstformand i bygningen og beboernes repræsentanter i Fonden Universitetskollegiet i Odense. 

Fællesskaber som bærende idé

På længere sigt kan de internationale SDU-studerende være med til, at Danmark indfrier sin målsætning om at tiltrække højt kvalificerede internationale medarbejdere til virksomhederne i landet. I det omfang de falder til og får opbygget danske netværk, kan det medvirke til, at de efter endt uddannelse etablerer sig i Danmark, vurderer Jens Oddershede.

Tårne 440Den proces kan det nye kollegium i høj grad understøtte, for fællesskaber er den bærende idé bag arkitekturen. Arkitekterne fra C.F. Møller har skabt kollegiet som tre selvstændige tårne samlet omkring en fælles kerne. Det gør det muligt at opbygge mindre fællesskaber omkring de syv værelser, der ligger på hver tårnetage, og etablere etagefællesskaber for alle 21 værelser i den centrale kerne.

Samtidig er der tænkt på en balance mellem fællesskabet og behovet for at være privat. Når man forlader værelset, skifter arealerne gradvis karakter. Fra boligen kommer man først ud i et semiprivat område, der fungerer som socialt mødested og studiezone for de syv værelser. Siden følger det store fællesareal med et veludstyret køkken, spiseplads til langt over 20 personer og et loungeområde med moderne og behagelig møblering.

"Vi bruger fællesarealet rigtig meget", siger Benedicte, der forklarer, at der er mest liv ved 8-9-tiden, omkring frokosttid og ikke mindst om aftenen, hvor der laves mad og spises mellem kl. 19 og 23. "De er også populære til fælles middage. Det, tror jeg i høj grad, skyldes den høje kvalitet, som fællesarealet har", tilføjer Richard.

studerende 440Benedicte har også observeret, at kollegianerne er begyndt at udnytte den semiprivate zone bl.a. til studieformål. "Når man sidder derude, kan man følge med i, hvad der foregår på etagen. Men samtidig respekterer folk, at du er der for at arbejde". Arealet uden for værelserne fungerer samtidig som en bufferzone, der dæmper støj og festlarm fra fællesområdet, uddyber hun.

Ud over boligetagernes fællesområder er der også fælles faciliteter i stueplan. Her er bl.a. cykelparkering, offentlig café og et topmoderne vaskeri, hvor man fra sin tablet eller telefon kan tjekke, om der er ledigt. De to øverste plan med en enestående udsigt over Odense og Fyn rummer bl.a. grupperum, studiepladser, festsal og udendørs tagterrasser. 

Kvalitet øger holdbarheden

For at øge byggeriets holdbarhed og give beboere og besøgende en god oplevelse er der ude som inde tænkt i kvalitetsmaterialer, ligesom man har afprøvet indretning og valg af materialer i en etagemodel i målestokken 1:1, før man traf de endelige beslutninger.

Moebler 440I hele den proces har studerende fra SDU fungeret som brugergruppe for at sikre, at byggeriet er funktionelt og matcher de behov, der er til en moderne studiebolig. Brugergruppen var også med til at vælge møblering. "Jeg elsker de rene linjer og møblerne, og indretningen fungerer vældig godt. Ikke mindst er der nemt at gøre rent", siger Benedicte.

Selvom kollegiet er en selvejende institution, har det et tæt samspil med universitetet. Universitetets boligkontor har til huse i stueetagen, SDU disponerer over to boliger til gæsteforskere, ligesom grupperum og festsal i de øverste niveauer kan bruges i universitetsregi. Det er da også visionen, at kollegiet er med til at skabe en mere aktiv studenterby og gavne byudviklingen omkring universitetet.

Richard Cowie, der tidligere har læst to semestre på SDU, mener, at han kan se en forskel: "I dag ser du mange flere gående på vej frem og tilbage. Før cyklede folk bare forbi. Caféen, der er åben for alle, bidrager selvfølgelig også til at skabe nyt liv".


For opførelsen af Campus Kollegiet har Odense Kommmune i 2016 præmieret C.F. Møller A/S som arkitekter og A.P. Møller Fonden som bygherre med Diplom for prisbelønnet byggeri.

I marts 2017 modtog byggeriet den fornemme engelske arkitekturpris Civic Trust Award. Prisen er blevet uddelt siden 1959 og gives til byggerier, der bidrager positivt til lokalsamfundet.


Redaktionen afsluttet juni 2014

Artiklen opdateret maj 2015 og januar 2016

  • A.P. Møller og Hustru Chastine MC-kinney Møllers Fond til almene Formaal  //
  • Esplanaden 50  //
  • 1098 København K  //
  • +45 33 63 34 02

NB!

APMOLLERFONDE.DK BRUGER COOKIES FOR AT UDARBEJDE STATISTIK OVER ANVENDELSE AF SITET.

DU KAN ALTID SLETTE COOKIES FRA APMOLLERFONDE.DK IGEN.