EDVARD MUNCH I AARHUS

150 år efter den norske kunstners fødsel har hans værker fortsat relevans for moderne mennesker

Maleriet Aften på Karl Johan (1892) var blandt de over 80 udstillede værker i Aarhus. © Munch-museet/Munch-Ellingsen gruppen/billedkunst.dk 2013
Munch blotlægger psykologiske tilstande og smertefulde følelser, som her i Jalousi fra 1895. © Munch-museet/Munch-Ellingsen gruppen/billedkunst.dk 2013
Munchs motiver fortsætter med at have relevans for moderne mennesker. Maleriet Melankoli er fra 1894-95. © Munch-museet/Munch-Ellingsen gruppen/billedkunst.dk 2013
Interessen for Munchs motivverden er stor: Flere end 280.000 besøgte udstillingen i Aarhus. Foto: ARoS
Udstillingen blev af mange anmeldere rost for at være klart disponeret og velophængt. Foto: ARoS
På museets "Munch O-meter" kunne man følge publikums favoritværker, der kunne "likes" på facebook eller scannes med QR-kode. Foto: ARoS

I 2012 slog Kunstmuseet ARoS dørene op til den retrospektive Edvard Munch-udstilling Angst/Anxiety. Det er ikke ofte, den nordiske ekspressionismes fader udstilles i Danmark; sidst hans værker fandt vej til Aarhus var i 1975. Til trods for dette virker interessen for hans motivverden fuldstændig usvækket, tør man godt konkludere på baggrund af publikumstilstrømningen, som i foråret 2013 - 4½ måned efter åbningen - rundede 280.000 besøgende.

Fejret over hele verden

Udstillingen føjede sig til lignende udstillinger rundt om i verden, der alle i 2013 fejrer 150-året for den verdensberømte kunstners fødsel.

Centrale værker fra Munchs enorme produktion, som Kvinnen i tre stadier (1894), blev stillet til rådighed af prominente museer fra Norge og Danmark. © Munch-museet/Munch-Ellingsen gruppen/billedkunst.dk 2013 Centrale værker fra Munchs enorme produktion, som Kvinnen i tre stadier (1894), blev stillet til rådighed af prominente museer fra Norge og Danmark. © Munch-museet/Munch-Ellingsen gruppen/billedkunst.dk 2013

En række prominente museer i Norge og Danmark medvirkede til at gøre begivenheden på ARoS mulig. Det drejer sig om Bergen Kunstmuseum, Munch-museet i Oslo, Nasjonalmuseet i Oslo, privatsamleren Pål Gundersen samt Statens Museum for Kunst i København. Alle stillede de centrale værker fra Munchs enorme produktion til rådighed for en udstilling, som af mange anmeldere blev rost for blandt meget andet at være klart disponeret og velophængt.

Rystet i Bergen

I udstillingskataloget beretter ARoS' direktør Jens Erik Sørensen om sin langvarige fascination af Edvard Munch. Den strækker sig tilbage til 1969, da han som ung var på rejse til Bergen og slog et sving omkring det lokale kunstmuseum for at se, hvad stedet mon kunne byde på. Her, foran mesterens værker, måtte han konstatere, at han aldrig havde set noget lignende. Mødet med Munchs dæmoner og stærkt personlige penselstrøg fik ham så aldeles fra koncepterne, at han kort efter forlod sin elektrikeruddannelse og søgte ind på kunsthistoriestudiet. Med præsentationen af en Munch-udstilling som én af sine sidste på ARoS er ringen således på smuk vis sluttet.

ARoS markerede med den retrospektive udstilling 150-året for Edvard Munchs fødsel i 2013. Foto: ARoS ARoS markerede med den retrospektive udstilling 150-året for Edvard Munchs fødsel i 2013. Foto: ARoS

Angst i Aarhus

Udstillingen omfattede over 80 unikke værker inden for maleri og grafik, herunder en række af de mest anerkendte som Aften på Karl Johan, Melankoli, Sjalusi og Kvinnen i tre stadier. En ledetråd i Edvard Munchs tilgang til verden både som menneske og kunstner var angst - angst for livet, angst for andre mennesker og ikke mindst angst for døden. Tabet af hans mor og senere søsteren Sofie satte sig dybe, sjælelige spor, som plagede ham livet igennem og hurtigt blev til selve grundsubstansen i hans værker. Han malede ikke det, han så omkring sig, pointerede han selv, men brugte sit indre liv som medie og skabte herigennem følelsesmæssige og oftest stærkt symbolladede fortolkninger af det sete.

Rejsen til de indre landskaber

Efter Jens Erik Sørensens mening handler Munchs kunstneriske budskaber "om os alle og vores væren". Netop derfor trænger hans motiver sig på og fortsætter med at have relevans for moderne mennesker. Hvad enten de cirkler om dødens skånselsløshed i Ved dødssengen (1895) og Det syge barn (1896) eller blotlægger psykologiske tilstande og potenserer smerten i alment menneskelige følelser som i Melankoli (1894-95) og Sjalusi (1895), går man ikke upåvirket fra en Munch-udstilling. Heller ikke i Aarhus, hvor samlingen tog modtagelige beskuere på rejse til de indre landskaber og skabte oplevelser af dyb, eksistentiel karakter.

Redaktionen afsluttet april 2013

Tags

Formidling Kunst Museum Udstilling