Levende musik på Riget

252 nye livekoncerter for alvorligt syge voksne patienter på intensivafdelingerne

Klassisk uddannede musikere spiller for alvorligt syge patienter på Rigshospitalet med minikoncerter og ”musikalsk stuegang” for blot én patient med familie. Foto: Pamela Morales

Da lyden af harpespil første gang nåede Christina Bratholts øre, lå hun i en hospitalsseng på Rigshospitalet efter to store leveroperationer. Forpint af smerte og savn efter sine to små børn bad hun sin mor om at åbne døren til hospitalsgangen, hvorfra musikken lød.

”På gangen stod to musikere og spillede på harpe og violin. Da de blev klar over, at jeg ikke kunne rejse mig fra sengen, kom de ind til mig på min stue og spillede et nummer for mig. Jeg havde aldrig hørt harpespil, og lyden gik lige i hjertet. Min mor og jeg hulkede. Alle de svære følelser, jeg holdt tilbage, kom ud”.

Kræfterne i musikken smitter
Christina Bratholt er 28 år, fra Nordjylland og småbørnsmor til to. Hun var indlagt for at få fjernet en tumor i leveren. Det krævede akut re-operation tre dage efter den første, og bagefter var hendes tilstand kritisk. Den musikalske oplevelse i sygesengen gav kræfter til at kæmpe videre for at overleve.

Msikken kan give et glimt af normalitet under en indlæggelse. Foto: Pamela Morales Msikken kan give et glimt af normalitet under en indlæggelse. Foto: Pamela Morales

”Jeg havde enorme smerter og kunne næsten ikke udholde at savne mine børn", fortæller hun. "Musikken var et lille mirakel midt i mareridtet. Det tog al smerte for en stund, hvor jeg oplevede et glimt af normalitet. Samtidig var det et los bagi om at blive rask. Den kærlighed, musikken fik mig til at mærke, ville jeg for enhver pris hjem og give videre til mine børn”.

Da de blev klar over, at jeg ikke kunne rejse mig fra sengen, kom de ind til mig på stuen og spillede et nummer.
Christina Bratholt, tidligere patient på Rigshospitalet

Tilpasset hver patient
Christina Bratholt er udskrevet og hjemme igen, og når hun ser tilbage på den dramatiske tid, hun var indlagt, er musikken det, hun husker bedst. Hun ønsker for alle indlagte patienter med kritisk sygdom at få en tilsvarende musikalsk oplevelse, og det ønske bliver opfyldt for en del patienter.

MusikBeRiget har siden 2009 afholdt små koncerter for børn indlagt på Rigshospitalet. Foto: Pamela Morales MusikBeRiget har siden 2009 afholdt små koncerter for børn indlagt på Rigshospitalet. Foto: Pamela Morales

Siden 2009 har projektet ”MusikBeRiget” afholdt små klassiske koncerter for børn indlagt på Rigshospitalet, aktuelt med støtte fra Det Obelske Familiefond og Børnecancerfonden. I 2015-2016 gennemførtes et pilotprojekt, ”MusikBeRiget – for voksne”, med samme type koncerter også for voksne patienter og pårørende på Rigshospitalets seks intensivafdelinger med støtte fra Noj Fonden. Det projekt har Rigshospitalet i 2020 fået midler fra A.P. Møller Fonden til en treårig fortsættelse af.

Frem til 2022 vil de klassisk uddannede musikere i ”MusikBeRiget” afholde 252 koncerter for organtransplanterede, kræftpatienter og ulykkesramte og andre alvorligt syge patienter på Rigshospitalets seks intensivafdelinger og enkelte andre specialafsnit. Musikerne spiller fortrinsvis violin, harpe og nogle gange også guitar, og det musikalske repertoire tilpasses de enkelte patienters situation og musikønsker. Der holdes minikoncerter på gange og i opholdsstuer og ”musikalsk stuegang” for blot én patient med familie – som i Christina Bratholts tilfælde.

Musik som mentalt frirum
Idéen til ”MusikBeRiget” fik violinist Lisbeth Sagen, da hendes første barn blev født for tidligt.

Nogle koncerter spilles på hospitalets gange. Foto: Pamela Morales Nogle koncerter spilles på hospitalets gange. Foto: Pamela Morales

Hun tilbragte meget tid på en hospitalsafdeling og tog på et tidspunkt sin violin med for at fylde den bekymrende ventetid med musik, som blev meget vel modtaget: ”Jeg mærkede på egen krop, hvor stor angst og bekymring man har som kritisk syg patient og pårørende, og besluttede, at jeg ville spille musik for indlagte børn, og så knopskød det derfra. At der nu også er et tilbud målrettet kritisk syge voksne på Rigshospitalet, er helt fantastisk, for de har også et kæmpe behov for det frirum og den kontakt til følelserne, musikken skaber”.

Hun har blandt andet spillet for en del døende og erfaret, hvordan musikken kan være forløsende for både den døende og de efterladte: ”En kvinde, som mistede sit barn, skrev bagefter til mig, at musikken, vi spillede for hendes barn på hospitalet, stadig er levende i hende som et lys fra den værste periode i hendes liv. At jeg som musiker kan bidrage til det, gør mig ydmygt taknemmelig”, siger Lisbeth Sagen.

Indimellem får violin og harpe selskab af en guitar. Foto: Pamela Morales Indimellem får violin og harpe selskab af en guitar. Foto: Pamela Morales

De hidtidige erfaringer er entydigt positive. ”MusikBeRiget – for voksne” blev i 2016 evalueret af Videnscenter for Patientstøtte, som fandt, at patienterne gennem musikken får et mentalt frirum, hvor de oplever glæde og ro og får hovedet tømt for tanker. Patienterne giver udtryk for, at musikken er effektfuld i forhold til den mentale bearbejdning af alle de følelsesmæssige aspekter, der er forbundet med at være i en livstruende situation.

Sidder i stilhed og bare er
Det sundhedsfaglige personale giver i evalueringen også udtryk for stor tilfredshed med rammerne for musikindsatsen og med musikernes besøg. De oplever, at musikken gavner stemningen på afdelingen og påvirker patienter og pårørende positivt. Fra sygeplejersker på intensivafdelinger på Rigshospitalet får ”MusikBeRigets” koncerter blandt andet disse vurderinger:

”Den urolige neurologiske patient falder til ro, finder fokus og underholdes af de smukke instrumenter og lydene, de frembringer”.

”Generelt fjernes den hektiske intensive stemning et kort øjeblik, og selv pårørende, som er i gråd, sidder i stilhed og bare er”.

Kirsten Møller er læge og professor ved et neurointensivt afsnit på Rigshospitalet, hvor patienter med svære traumatiske hjerne- og rygmarvsskader og andre typer akut hjerne- og rygmarvsskade behandles. Hun har flere gange set, hvordan Lisbeth Sagen og hendes ensemble skaber glæde, og betegner koncerterne som ”et ubetinget positivt tværgående initiativ”.

Hun henviser blandt andet til, at forskere har påvist, at musik kan virke angstdæmpende og nedsætte behovet for beroligende medicin hos intensivpatienter i respirator, og at nogle tilsyneladende bevidstløse patienter med svær traumatisk hjerneskade, som ikke reagerer på almindelig tiltale, reagerer på musik med aktivering af hjernen.

Redaktionen afsluttet juni 2020

Tags

Musik Sundhed