RIGSHOSPITALETS HELIPAD

Hvert minut tæller, når alvorligt tilskadekomne transporteres på tværs af landet. Helikopterlandingspladsen er en lægefaglig succeshistorie

Rigshospitalet fik i 2007 sin helikopterlandingsplads, som hvert år tager imod hundredevis af akut syge patienter. Foto: Akutlægehelikopteren, Ringsted
Helipaden befinder sig 71 meter over terræn på taget af Rigshospitalets 17-etagers hovedbygning. Foto: Philip Woodgate
Den norsk fremstillede platform består af en stålkonstruktion med et dæk af aluminium. Foto: Philip Woodgate
Med en diameter på 37 meter betjener helipaden både Forsvarets store redningshelikoptere og mindre lægehelikoptere. Foto: Philip Woodgate
Byggepladsen var Danmarks højeste arbejdsplads, når man medregner mobilkranen, der kom op i 120 meters højde. Foto: Philip Woodgate
At have landets største mobilkran stående på matriklen krævede ekstra understøttelse: 168 såkaldte soldater blev monteret i kælderen. Foto: Philip Woodgate
Underlaget på landingsbanen er opvarmet, så den kan holdes isfri året rundt. Det sker via 7,2 km ledning, der gør platformen til Danmarks største radiator. Foto: Philip Woodgate
Helipaden er den første af sin art herhjemme. Fordi den ligger på taget, er adgangen til hospitalets faciliteter umiddelbar, og det sparer minutter og redder liv. Foto: Philip Woodgate
Tidligere landede Forsvarets helikoptere i Fælledparken ved siden af Rigshospitalet, hvilket var en kompliceret og tidskrævende manøvre. Foto: Forsvarets Mediecenter
Landingspladsen er bemandet med særligt uddannet personale, og få minutter efter landing kan patienten være under specialiseret behandling. Foto: Forsvarets Mediecenter

Det er ingen hemmelighed, at hurtig og korrekt behandling øger kritisk syge patienters chance for overlevelse betragteligt. Nogle gange kan spørgsmålet om liv og død tælles i minutter. Netop derfor er Rigshospitalets helikopterlandingsplads et så vigtigt led i det, man i lægelige beredskabskredse kalder redningskæden. Det enkle regnestykke er, at akut syge patienter med mere end en halv times ambulancekørsel til højt specialiseret behandling kommer hurtigere frem med helikopter lige til døren.

Helikopterlandingspladsen - "Helipad" i daglig tale - betyder, at Rigshospitalet kan modtage patienter fra hele landet meget hurtigere end tidligere. Blandt de kritisk syge patienter, der ankommer via helikopter, finder man svært tilskadekomne, brandsårspatienter, patienter med akut lever-, hjerte- og nyresvigt og for tidligt fødte børn.

Unik i Danmark

Der er landingsmuligheder for helikoptere ved mange sygehuse i Danmark, men Rigshospitalets Helipad er unik, fortæller Annemarie Bondegaard Thomsen, overlæge, ph.d. og lægelig teamleder for akutlægehelikopteren på Sjælland. "Vores Helipad ligger på taget, og adgangen til hospitalets faciliteter er umiddelbar. Der sker ingen omladning af patienter, og det sparer minutter og redder liv".

Platformen har en diameter på 37 meter og befinder sig 71 meter over terræn på Rigshospitalets tag. Foto: Philip Woodgate Platformen har en diameter på 37 meter og befinder sig 71 meter over terræn på Rigshospitalets tag. Foto: Philip Woodgate

Den norsk fremstillede helikopterplatform har en diameter på 37 m og befinder sig 71 m over terræn på Rigshospitalets tag. Platformen har status som lufthavn, hvorfor en særlig bemanding og en række sikkerhedsprocedurer altid skal være på plads. Eksempelvis er et brandberedskab til stede ved alle landinger. Endvidere er helikopterlandingspladsen bemandet med personale, særligt uddannet i kommunikation og patientmodtagelse. Tilmed er underlaget på landingsbanen opvarmet, så platformen er isfri året rundt. Helikopterlandingspladsen er dimensioneret, så Forsvarets tunge helikoptere kan lande sikkert. De varetager nemlig mange transporter mellem landets hospitaler og serviceringen af øerne.

Tidligere landede Forsvarets helikoptere i Fælledparken ved siden af Rigshospitalet, hvilket ofte var en kompliceret manøvre, når mange mennesker stimlede sammen i parken. Derudover tog det kostbar tid at flytte de kritisk syge patienter fra helikopter til ambulance og fra ambulance videre til traumecenter, nogle gange helt op til 45 minutter under dårlige vejrforhold.

"Jeg flyver lægehelikopter på Sjælland, og det er fantastisk at lande på taget. Der står professionelle folk og tager imod, og få minutter efter landing står vi nede i traumecenteret, i kardiologisk laboratorium, eller hvor det nu er relevant", siger Annemarie Bondegaard Thomsen.

Startskud for et nyt nationalt beredskab

Siden indvielsen af helikopterlandingspladsen den 2. november 2007 er antallet af landinger steget støt, fra 222 i 2008 til 664 i 2011. Den store vækst i antallet af landinger skete efter 1. maj 2010, hvor Rigshospitalets Helipad som led i et forsøgsprojekt begyndte at tage imod landinger fra akutlægehelikoptere på Sjælland. Året efter kom et lignende projekt i gang med udgangspunkt fra Karup. Helikopterne tilknyttet disse tjenester er meget mindre end Forsvarets, og på skadesteder kan de under gunstige forhold lande på små arealer svarende til cirka 20 x 20 m. Annemarie Bondegaard Thomsen forventer, at tallet for alle landinger på Rigshospitalets Helipad vil overstige 700 i 2012.

Rigshospitalets Helipad har siden 2010 taget imod de små akutlægehelikoptere, hvilket har betydet en stor vækst i antal landinger. Foto: Akutlægehelikopteren, Ringsted Rigshospitalets Helipad har siden 2010 taget imod de små akutlægehelikoptere, hvilket har betydet en stor vækst i antal landinger. Foto: Akutlægehelikopteren, Ringsted

De nyeste data fra akutlægehelikopter- ordningen på Sjælland viser, at traumepatienterne når betydeligt tidligere frem og direkte ind til den højt specialiserede behandling. "For de sværest kvæstede har man halveret dødeligheden fra 29 procent til 14 procent. Det er resultater, der er til at tage og føle på", siger Annemarie Bondegaard Thomsen. Det er ikke muligt at skelne, hvilke af de mange led i redningskæden der er vigtigst. Er det helikopteren? Er det tilstedeværelsen af dygtige læger på skadestedet? Er det traumeteamet? Det er hele kæden, der er vigtig, fastslår hun, og en Helipad er vigtig for hele redningskædens effektive funktion. Med den kan man noget, som man ikke kunne før.

Afgørende minutter

Mange patientgrupper nyder godt af Rigshospitalets Helipad. Det kan være mennesker, der har været tæt på at dø i en drukneulykke, eller brandsårspatienter, som risikerer at blive voldsomt afkølet under langvarig transport. Det gør en vigtig forskel, om man kører to en halv time fra Randers i ambulance, eller om man kan flyve og efter 50 minutter lande på Rigshospitalets tag. En anden af de store patientkategorier, der bliver modtaget via Rigshospitalets Helipad, er akutte hjertepatienter. Her er målet at få patienterne frem til specialiseret behandling inden for to timer, som ifølge Annemarie Bondegaard Thomsen er international standard. Her handler hurtig behandling ikke blot om overlevelse, men også om, hvordan patienterne overlever. Hurtig reetablering af blodforsyning til hjertemusklen mindsker tab af hjertemuskulatur og sikrer patienten et bedre funktionsniveau efterfølgende. Så hvert eneste minut tæller. Det samme gælder for patienter med blodprop i hjernen.

"Det var fantastisk at få helikopterlandingspladsen i 2007, og den har klart været afgørende for, at vi kunne arbejde videre med en national lægehelikoptertjeneste i Danmark", siger Annemarie Bondegaard Thomsen. Til glæde for patienter over hele landet.

Redaktionen afsluttet januar 2013

Tags

Lægevidenskab Nybyggeri Sundhed Teknisk udstyr