KOMFORT PÅ SKINNER

I 2010 erhvervede Jernbanemuseet i Odense én af de berømte blå sovevogne, der fortæller historien om, hvordan danskerne engang rejste ud i Europa

Restaureret fra inderst til yderst fortæller en Wagon-Lits sovevogn om fortidens rejseeventyr på Jernbanemuseet i Odense. Foto: Flemming Wedell
Vognen er en af 30 originale sovevogne, som fra 1949 til 1957 kørte på strækningen fra København til Paris. Foto: Jernbanemuseet
Nu kan museumsbesøgende opleve atmosfæren fra den eksklusive og nu svundne rejseform. Foto: Flemming Wedell / Arkiv
Der er redt op med en, to eller tre køjer i kupéerne, hvor passagerer opholdt sig på den 28 timer lange rejse. Foto: Flemming Wedell
Den originale vogn blev fundet i Tyskland, og det vakte opsigt på motorvejen, da den blev fragtet til Danmark i 2010. Foto: Johnny Wichmann
Her blev den 24 meter lange vogn skilt ad og bl.a. rustbehandlet inden lakering i originale farver. Foto: Jernbanemuseet
Indvendig var også et stort restaureringsarbejde med træpaneler, køjer, bagagehylder m.m. Foto: Flemming Wedell
Et korps af frivillige medarbejdere har ydet en uvurderlig indsats i samarbejde med museets og eksterne eksperter. Foto: Flemming Wedell

Stedet er Københavns Hovedbanegård, året 1949. Det damper fra det store sorte eksprestogslokomotiv, som skal trække "Nordekspressen" mod Paris. Jernbanepersonalet gør klar til afgang, mens de sidste passagerer er ved at finde deres pladser.

I den lange togstamme befinder sig også en spritny togvogn. Den er dybblå med gule striber og tilhører familien af de berømte sovevogne fra det franske sovevognsselskab Wagons-Lits. Her skal op mod 20 passagerer tilbringe de næste 28 timer i eksklusive rammer. Lige nu kan de sidde komfortabelt og privat i kupéerne, og når natten falder på, beder de sovevognskonduktøren rede op med stivede lagener, så de kan ankomme veludhvilet til byernes by.

Komfort var overskriften i 1950'ernes reklame for Wagon-Lits sovevogn. Foto: Jernebanemuseet Komfort var overskriften i 1950'ernes reklame for Wagon-Lits sovevogn. Foto: Jernebanemuseet

Sovevogn på museum

I dag hører udlandsrejser fra Danmark med sovevogn fortiden til. Bilen og charterrejsen tog i løbet af 1960'erne gradvist over og gav danskerne nye og billigere muligheder for at komme ud i verden.

Wagons-Lits indstillede allerede driften med de blå sovevogne i 1971, mens det sidste ordinære nattog med sovevogne kørte sydpå i 2014. Men på Danmarks Jernbanemuseum i Odense kan man nu igen opleve den luksuriøse rejseform. Med donation fra Den A.P. Møllersk Støttefond har museet erhvervet en af de legendariske sovevogne, så besøgende kan indsnuse duften af rejseeventyr og for en stund drømme sig tilbage i tiden.

En autentisk oplevelse

Vognen, der bærer serienummeret VL 3929, er en af de 30 originale sovevogne, som fra 1949 til 1957 kørte på strækningen fra København til Paris. Dermed har tusindvis af danskere i årenes løb hjembragt dyrebare rejseminder fra netop disse kupéers køjer.

Vogn 3929 i Nordexpressen på vej ud af København i 1949. Foto: Jernebanemuseet Vogn 3929 i Nordexpressen på vej ud af København i 1949. Foto: Jernebanemuseet

For fortællingen om, hvordan danskerne engang har rejst, er sovevognen en vigtig genstand. "Vognen kan med sin volumen og atmosfære langt bedre end fotos og film bringe de besøgende i nærkontakt med fortiden. Derfor er det også vigtigt, at togvognen har kørt i Danmark med danske rejsende", forklarer jernbanemuseets direktør Henrik Harnow.

24 meter lang, 50 tons tung

En sovevogn med netop den historie har i mange år stået højt på museets ønskeliste. Men de fleste er for længst hugget op. I 2009 fandt museet dog frem til en velegnet kandidat hos en veteranbaneklub i Tyskland. På trods af mere end 60 år i fri luft var vognkassen i nogenlunde stand, ligesom de originale detaljer var velbevarede. Året efter blev sovevognen fragtet til museets værksted i København, hvor der forestod flere års gennemgribende restaureringsarbejde, så vognen både kunne blive skinneklar og fremstå i sit oprindelige look.

Først blev den 24 meter lange og over 50 tons tunge vogn skilt fuldstændig ad inden rustbehandling og pladearbejde. Herefter blev den i 2013 fragtet til Bombardier-fabrikken i Randers, hvor den skulle lakeres op i sine originale farver.

Spejlblank med monogrammer

I begyndelsen af 2014 ankom togvognen så omsider til jernbanemuseet. Her har publikum kunnet følge den sidste del af arbejdet, blandt andet den indvendige aptering med træpaneler, køjer, skabe, bagagehylder og vaskekummer, som ikke var nogen let opgave, fordi kupéerne er forskellige, og de mange mekaniske dele derfor også er forskellige fra kupé til kupé, fortæller museumsdirektøren.

To store Wagons-Lits-monogrammer i forgyldt bronze blev som noget af det sidste monteret på den restaurerede vogn. Foto: Jernebanemuseet To store Wagons-Lits-monogrammer i forgyldt bronze blev som noget af det sidste monteret på den restaurerede vogn. Foto: Jernebanemuseet

Som det sidste blev to store svungne Wagons-Lits-monogrammer i forgyldt bronze monteret på vognen i sommeren 2015. Nu kan publikum så igen spejle sig i de lakerede træpaneler og den blanke messing, når de går igennem vognen for at kigge ind i kupéerne, der er redt op med en, to eller tre køjer.

Hele projektet er gennemført i samarbejde med eksterne konservatorer, eksperter i gammelt håndværk og med en uvurderlig indsats fra museets frivillige medarbejdere.

Komfort, pris og hastighed

Sovevognen fortæller om en tid, hvor det ikke var almindeligt at rejse til udlandet, og hvor dét at overkomme store afstande var en anderledes udfordring. Dermed blev selve rejsen en vigtig del af ferieoplevelsen og behovet for komfort større.

Sovevognen fortæller om en tid, hvor det at overkomme store afstande var en anderledes udfordring. Foto: Jernebanemuseet Sovevognen fortæller om en tid, hvor det at overkomme store afstande var en anderledes udfordring. Foto: Jernebanemuseet

I dag er familien Danmark langt mere rejsevante. Mange tager regelmæssigt ud i verden og lever fint med den trange plads i flyet på vejen til Thailand eller USA. Det handler om at komme hurtigt og billigt frem og tilbage, så man ude på destinationen kan opleve og slappe af.

Mødet med sovevognen, som den fremstår på Jernbanemuseet, kan derfor etablere en bevidsthed om, at vi 'ikke altid har fløjet', men at rejseformerne tværtimod har undergået store forandringer gennem de sidste 60 år.

For de ældre besøgende på museet vækker en tur gennem vognen måske minder, men for rigtigt mange vil det være første møde med en eksotisk og svunden rejseform.

Fra eksklusivitet til rygsækrejse

Derfor er museet i gang med at planlægge "Drømmenes kupé" - en ny udstilling, som skal fortælle om danskernes togrejser ud i Europa, og hvordan rejserne har forandret sig siden 1950'erne. Sovevognen bliver et centralt element. Som kontrast til denne noget eksklusive rejseform fik de unge fra starten af 1970'erne en enestående mulighed for at tage på en måneds rygsækrejse i Europa, da den europæiske Interrail-ordning trådte i kraft. Den del af historien får også en vigtig plads i "Drømmenes kupé", som ventes at åbne i december 2016.

Redaktionen afsluttet september 2015

Tags

Historie/Kulturhistorie Restaurering