IDRÆTSBYGGERI I TOPFORM

Fra inderst til yderst er Kalundborgs Bevægelseshus Spiralen en nytænkning af den traditionelle hal

Lyse, parallelle træbjælker vrider sig som en skråning op til taget på Bevægelseshuset Spiralen. Foto: Kalundborg Kommune
Indvendigt er den nye sportshal lys og indbydende med et råt, upoleret look. Foto: Kalundborg Kommune
Med hallen har Kalundborg fået bedre faciliteter til byens populære kampsportsgrene. Foto: Kalundborg Kommune
Øverst oppe er der bag en glasfacade plads til aktiviteter, der kræver stilhed og ro - og også udsigt ud over hele Spiralen. Foto: Kalundborg Kommune
Bevægelseshuset er blevet til med stor brugerinddragelse, og der var fulde huse til indvielsen 4. februar 2017. Foto: Kalundborg Kommune

En ny sportshal er skudt op af den kuperede jord i Kalundborgs nordlige byudviklingsområde omkring Herredsåsen. En udvendig beklædning af lyse, parallelle træbjælker markerer Bevægelseshuset Spiralens utraditionelle kubeform med en stejl skråning, der vrider sig op fra indgangsfacaden til taget.

Den nye sportshal Spiralens utraditionelle kubeform skyder op af den kuperede jord i det nordlige Kalundborg. Foto: Kalundborg Kommune Den nye sportshal Spiralens utraditionelle kubeform skyder op af den kuperede jord i det nordlige Kalundborg. Foto: Kalundborg Kommune

Hal til 900 børn

Den vestsjællandske købstad har en lang tradition for at markere sig inden for kampsport, men netop den type sportsgrene har længe haft dårlige træningsfaciliteter i kommunen. For at imødekomme deres behov er Spiralen specielt udviklet til at danne rammen om karate, jiu-jitsu, fægtning, boksning, dans og gymnastik snarere end boldspil og badminton, fortæller Kalundborg Kommunes kulturchef, Jane Hald Christiansen.

Spiralens placering tæt på kommunens største skole, Skolen på Herredsåsen, betyder også, at næsten 900 børn nu får en idrætshal at boltre sig i. Hidtil er de blevet kørt til idrætsundervisning andre steder.

Det nyskabende idrætsbyggeri er realiseret ved en donation fra A.P. Møller Fonden.

Opvarmning på Bjergstien

Indvendig er den store hal lys og indbydende med et råt, upoleret look og en behagelig akustik. Enten smider man skoene straks ved indgangen, eller også må man trække blå overtrækssko over det beskidte fodtøj. På den måde sparer kommunen store udgifter på drift og slid.

Husets fire idrætsområder med grønne flader i forskellige størrelser er placeret i en opadgående spiral med den største flade i gulvplan og den mindste allerøverst. Områderne åbner ud mod hinanden, så derfor er akustikken særlig vigtig. Det øverste område er skærmet af med en glasfacade og indbyder på den måde til aktiviteter, der kræver stilhed og ro. Her er der også udsigt ud over hele Spiralen.

De grønne flader er idrætsområder i forskellige størrelser, placeret i en opadgående spiral. Langs ydervæggen løber Bjergstien med bl.a. en bølget etape. Foto: Kalundborg Kommune De grønne flader er idrætsområder i forskellige størrelser, placeret i en opadgående spiral. Langs ydervæggen løber Bjergstien med bl.a. en bølget etape. Foto: Kalundborg Kommune

En blå trappe langs ydervæggene forbinder alle områderne. "Vi kalder den Bjergstien, og den er tænkt som en aktivitet i sig selv. Den kan for eksempel bruges som opvarmning", fortæller Jane Hald. Effekten er tydelig, når man går på trappen, for i første trappeløb har trinnene forskellige højder og bredder. Det gælder om at holde tungen lige i munden for ikke at snuble. Næste trappeløb er slet ikke en trappe, men en sti, der bølger sig op til sidste fag, hvor man skal navigere mange diagonale trin.

En kerne lidt forskudt for midten af hallen byder på en elevator omgivet af en mere traditionel trappe. Her er udkigsposter undervejs, så man eksempelvis kan blive inspireret til at tage en omgang i bokseringen eller træne spark og slag på sandsækkene, der hænger fra loftet.

"Her er tænkt i kubikmeter, og ikke kvadratmeter", påpeger kulturchefen, og man har rigtignok udnyttet hele husets rumfang. Det betyder, at der er rigeligt med depotrum til specialudstyr, omklædnings- og badefaciliteter og flere mindre rum til andre former for træning og aktiviteter.

Brugerne bestemmer

Fem af Kalundborgs kampsportsforeninger og Skolen på Herredsåsen har bidraget til udtænkningen af Bevægelseshuset Spiralen. Sammen med kommunen og arkitektfirmaet Mutopia, der specielt arbejder med brugerfokuseret design, har de forskellige interessegrupper deltaget i en række workshops. Her blev deres behov indkredset og dannede baggrund for formgivningen af huset.

På to fægtebaner i metal kan fægterne koble deres el-udstyr til, men området kan også bruges til andre sportsgrene. Foto: Kalundborg Kommune På to fægtebaner i metal kan fægterne koble deres el-udstyr til, men området kan også bruges til andre sportsgrene. Foto: Kalundborg Kommune

I fægternes særlige træningsområde er for eksempel to fægtebaner i metal, som fægterne kan koble deres el-udstyr til. Fordi fægtebanerne er i niveau med det øvrige gulv, kan andre sportsgrene bruge fægternes område, når de ikke står en garde med kårde, maske og fægtejakke. "Der er tænkt på det hele, fordi sportsforeningerne har været med fra start", siger en tilfreds Jane Hald.

Det har handlet om at skabe en fleksibel hal, og en hal, hvor mange aktiviteter kan foregå samtidig. "Ligesom mange andre kommuner har vi noget, der hedder 'prime time' for foreninger fra 17-20. Og når man deler en hal op i fire, kan man tilgodese flere grupper med skiftende behov inden for samme tidsrum", forklarer Jane Hald.

En positiv spiral

Den store brugerinddragelse gør, at Bevægelseshuset Spiralen bliver drevet på en helt ny måde. Det første halve år skal brugergrupperne selv finde ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. "Fra starten tager de fem foreninger, vi har haft med, et kæmpeansvar, for de føler et stort ejerskab for stedet", siger Jane Hald. I dagtimerne vil skolens idrætsundervisning dominere stedet, og hvordan spiller skolens udstyr sammen med klubberne og deres udstyr? I thaiboksning hører man musik under træningen, og hvordan fungerer det sammen med mere stille aktiviteter? Alt det og meget mere skal brugerne finde ud af indbyrdes, for den alternative idrætshal får ingen decideret halinspektør, fremhæver kulturchefen. Nye samarbejdsformer kommer til at skabe en positiv spiral for den fremtidige brug af bevægelseshuset.

Redaktionen afsluttet februar 2017

Tags

Bevægelse/Sport Børn/Unge Nybyggeri