UNGDOMMENS Ø

Det historiske Middelgrundsfortet forvandles til aktivitetslaboratorium for at skabe ansvarsbevidste, unge medborgere og morgendagens ledere

Det gamle søfort Middelgrundsfortet skal nu omdannes til en ø for ungdommen. Foto: Det Danske Spejderkorps
Spejderne har allerede afholdt flere aktiviteter på den historiske ø. Foto: Middelgrundsfonden
F.eks. kan man rappelle en tur ned ad siden på de gamle befæstningsbygninger. Foto: Middelgrundsfonden
Frivillige har i sommeren 2015 udført et meget stort rydnings- og oprydningarbejde på øen. Foto: Middelgrundsfonden
En flok geder hjælper med at holde bevoksningen nede. Foto: Middelgrundsfonden
De 15.000 kvadratmeter bygninger rummer faciliteter med plads til mange unge. Foto: Middelgrundsfonden
Øen er skabt af udgravningsmateriale fra Frihavnen og har et varieret og kuperet terræn. Foto: Det Danske Spejderkorps
Ungdommens Ø vil med natur- og friluftsliv danne en ideel ramme for spejdernes arbejde med samarbejde, fællesskab og lederskab. Foto: Middelgrundsfonden

På en blæsende og klar efterårsdag skærer Spejdernes ombyggede fiskekutter sig gennem Øresund ud til Middelgrundsfortet. Det spektakulære byggeri i horisonten er en perle i Øresund, som Christian Melchiorsen, projektchef ved Middelgrundsfonden, formulerer det. Middelgrundsfonden har til opgave at varetage ejerskabet af øen og den kommende, nødvendige renovering. Søfortet er en tidligere dansk forsvarsinstallation fra slutningen af 1800-tallet og var i fordums tid en af verdens største menneskeskabte øer. Den kom i privateje i 2002.

Middelgrundsfortet fra slutningen af 1800-tallet var dengang en af verdens største menneskeskabte øer. Foto: Middelgrundsfonden Middelgrundsfortet fra slutningen af 1800-tallet var dengang en af verdens største menneskeskabte øer. Foto: Middelgrundsfonden

Søfort i landets tjeneste igen

Med en donation fra A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden fik Spejderne Middelgrundsfortet foræret i foråret 2015, og i løbet af de næste år skal det omdannes til en ø for ungdommen. En rundtur på øen afslører da også hurtigt fortets potentiale. For med dets særlige beliggenhed, unikke militær- og kulturhistorie og utallige muligheder for udendørs- og indendørsaktiviteter er det et oplagt sted for unge til at udfordre og udvikle hinanden. Med forvandlingen til en ungdomsø kommer det gamle søfort igen i landets tjeneste.

Ægte Danmarkshistorie

Middelgrundsfortet blev anlagt efter alle ingeniørkunstens regler som en del af Københavns Befæstning fra 1890 til 1894 og omfatter 65.000 kvadratmeter inklusive bølgebryder, hvoraf de 50.000 kvadratmeter er landområde. Bygningsarealet udgør 15.000 kvadratmeter, og der er kilometervis af gangtunneller.

Under bygningerne er der kilometervis af gangtunneller. Foto: Middelgrundsfonden Under bygningerne er der kilometervis af gangtunneller. Foto: Middelgrundsfonden

Øen er skabt af udgravningsmateriale fra Frihavnen og har et varieret og kuperet terræn. Det højeste sted er 21 meter over havets overflade. Byggematerialerne er beton og håndhugget bornholmsk granit, og de to store indgangsporte er lavet af solidt egetræ. I datiden var byggeriet et uhørt ambitiøst projekt, og omsat til nutidens valuta kostede Middelgrundsfortet rundt regnet, hvad det kostede at bygge Storebæltsbroen.

På et tidspunkt husede fortet 800 mand, og stedet har de fornødne faciliteter såsom køkken, bageri, kantine og mange sove- og opholdsrum. Det betyder, at stedet snildt kan give plads til mange unge.

Middelgrundsfortet er klassificeret som et fredet fortidsminde, og i forbindelse med den kommende renovering af stedet betyder det store udfordringer, fortæller Christian Melchiorsen. Spejderne er fuldt ud bevidst om den opgave, der påhviler dem: "Det er et ægte stykke Danmarkshistorie, og vi skal derfor tænke i løsninger, der sikrer kulturarven".

Spejderne går forrest

Christian Melchiorsen betoner, at ungdommen som helhed har fået en ø, og at spejderne har fået opgaven at drive den. Spejderbevægelsen har i over 100 år rustet unge til selvstændigt og ansvarsfuldt at tage del i samfundslivet. Særligt naturen og friluftslivet bruges som ramme om aktiviteterne.

I naturen lærer de unge at samarbejde og løse opgaver under vanskelige forhold. Foto: Middelgrundsfonden I naturen lærer de unge at samarbejde og løse opgaver under vanskelige forhold. Foto: Middelgrundsfonden

Gennem udfordringer i naturen lærer de unge at samarbejde og løse opgaver under vanskelige forhold. Samtidig lærer de også at lede sig selv og andre. "Ledelsesudvikling er en hjørnesten i Spejdernes arbejde. Vi bruger friluftslivet som værktøj til, at de unge lærer at tage ansvar for fællesskabet og at løse opgaver sammen", fortæller han.

Spejderne har allerede afholdt flere aktiviteter på den historiske ø. For at få input til stedets fremtid organiserede man i sommeren 2015 en workshop med 100 unge, hvoraf halvdelen ikke havde baggrund i spejderbevægelsen. "Derudover besøgte over hundrede unge frivillige øen hen over sommeren, hvor de ydede førstehjælp til stedet. Det var et vildnis, og vi fældede buske og de store træer, hvis rødder var begyndt at vokse ned i betonkonstruktionen", fortæller Christian Melchiorsen. Lige nu sørger en flok geder for at holde bevoksningen nede. En del af arbejdet med at renovere fortet baserer sig på en frivillig indsats fra Spejderne, og på den måde er projektet ideelt til at udvikle samarbejdsevner, fællesskab og lederskab.

Øen blev også taget i brug under et nyligt ledelseskursus, hvor de unge skulle arbejde med flygtningesituationen og relaterede problemstillinger. "Vi lavede et natløb, hvor de unge blev sejlet ud til øen og skulle opleve, hvordan det var selv at være flygtning. Dagen efter diskuterede de aspekterne i flygtningesituationen ud fra deres egne oplevelser natten før".

Morgendagens ledere

Spejderne har haft medlemsfremgang siden 2007 og tæller samlet over 60.000 aktive børn og unge.

Spejderbevægelsen får ansvar for at drive øen, som også kommer til at være åben for andre unge. Foto: Middelgrundsfonden Spejderbevægelsen får ansvar for at drive øen, som også kommer til at være åben for andre unge. Foto: Middelgrundsfonden

Man har fokuseret på det aktive spejderliv, på spejderarbejdet og spejderidentiteten, for "det handler ikke bare om at bage snobrød, snitte pinde og følge gamle damer over gaden", siger Christian Melchiorsen. Spejderbevægelsens levedygtige principper og arbejdsmetoder viser sig i det faktum, at et stort antal erhvervsledere og politikere i Danmark har været spejdere.

"På øen skal vi udvikle unge til at få en bedre forståelse for den demokratiske proces. Det gælder om at skabe unge mennesker, der tager ansvar for samfundet", konkluderer han.

Redaktionen afsluttet december 2015

Tags

Børn/Unge Uddannelse