6-11-2023
A.P. Møller Fonden støtter den romantiske landskabshave Christinero ved Christiansfeld
A.P. Møller Fonden støtter restaureringen af den romantiske have Christinero tæt ved Christiansfeld, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Fonden støtter med 11 millioner kroner.
Christinero er en landskabshave, som har overlevet som romantisk haveanlæg i sin oprindelige udstrækning, siden det blev anlagt i slutningen af 1700-tallet. Haven hører til en af Danmarks første landskabshaver inspireret af engelsk romantisk havestil. Det er havehistorisk ganske enestående, at haven har overlevet i mere end 200 år.
Det originale stisystem eksisterer stadig. En pavillon formet som et græsk tempel, et gotisk kapel for adelsdamen Christina Friederica von Holstein, og desuden et lille hus kaldet ”Kogehuset” skal restaureres sammen med selve haven. En lindeallé fra stedet, hvor Christina Friedericas gård Favrvrågård lå, skal ligeledes restaureres og en parkeringsplads etableres.
I Danmark findes endnu yderst få af denne type havekulturhistoriske anlæg fra denne periode. Restaureringen har derfor både lokal og national interesse. Der er offentlig adgang til Christinero, som er et yndet sted at gå tur.