30-03-2022

Udvikling af streetbasketmiljøer i Danmark

BørneBasketFonden har modtaget en bevilling på 7 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden til projektet ”Én bane – én forening”. Bevillingen går til udviklingen af streetbasket i ni byer i Danmark gennem opstart af streetbasketforeninger og etablering af flere streetbasketbaner landet over.

Med projektet vil BørneBasketFonden engagere nuværende og kommende gadeidrætsudøvere til at spille streetbasket og genskabe den unikke streetkultur og de communities, der opstår gennem streetbasket, som man kender fra de berømte streetbasketbaner i blandt andet New York City og Los Angeles.

Bevillingen fra A.P. Møller Fonden skal helt konkret gå til:

  • Etablering af nye streetbasketfaciliteter i byer i Jylland, på Fyn og Sjælland.
  • Organisering af fællesskaber omkring banerne gennem streetbasketforeninger.
  • Afholdelse af aktiviteter for børn og unge i skoler og på de nye baner.

Projektet starter i byer, hvor der kun er få eller slet ingen udendørsfaciliteter i forvejen.

Fire af de ni byer, hvor BørneBasketFonden vil oprette streetbasketforeninger, har allerede faciliteterne klar. I de resterende fem byer vil der blive etableret spritnye streetbasketfaciliteter, der skal gøre det attraktivt for lokale gadeidrætsudøvere at deltage i netop streetbasket.

De ni lokaliteter, der indgår i indsatsen om opbygning af streetbasketmiljøer er: Under Bispeengbuen på grænsen mellem København og Frederiksberg, Tårnby, Københavns Vestegn (placering skal afklares), Liseleje, Kalundborg, Aarhus, Horsens, Svendborg, Middelfart eller Nyborg (placering skal afklares).

Projektet forventes at starte op i foråret 2022 og med de første nye faciliteter klar i 2023.

Læs om andre projekter, som har modtager støtte fra A.P. Møller Fonden