10-11-2022

Nyt uddannelsescenter og skolehjem for de maritime håndværksfag

Foto: U/NORD

U/NORD har netop modtaget 88 mio. kroner fra A.P. Møller Fonden til at sikre optimale rammer for landets eneste maritime uddannelser til bådebygger og sejlmager.

Bevillingen bidrager til at omdanne Hal 19 i Værftshallerne på det tidligere Helsingør Skibsværft til et nyt og moderne center for bådebygger- og sejlmageruddannelserne. Derudover sikrer bevillingen byggeriet af et nyt skolehjem for eleverne på de maritime håndværksuddannelser.

”Danmark behøver flere håndværksuddannede. Det gælder også de maritime fag. Et nyt uddannelsescenter med et højt fagligt niveau, som viser alt det spændende, man arbejder med, frem for omverdenen, vil være et godt bidrag til at øge interessen for de maritime håndværksfag. Dertil kommer et helt nyt skolehjem med trygge rammer for unge elever fra hele landet,” siger formand for A.P. Møller Fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

De maritime håndværksfag har de senere år gennemgået store forandringer, både hvad angår arbejdsgange og anvendelsen af materialer. I dag er bådebyggeri et moderne industrielt håndværksfag, med højteknologiske processer og metoder. Det nye center vil understøtte fagets fremtidige udvikling.

Projektet er et samarbejde mellem U/NORD og Helsingør Kommune, og kommer til at blive en meget synlig del af Værftshallerne på Helsingør Havn.

Udover bevillingen fra A.P. Møller Fonden, bidrager Helsingør Kommune med 40 mio. kroner og Lauritzen Fonden med 12,5 mio. kroner til renovering af den tidligere værftshal.

Læs om andre projekter, som har modtaget støtte fra A.P. Møller Fonden