Kompetenceudvikling, der går i lærerhjertet

Det er bare et mikroskopisk eksempel på, hvordan Tina Elmbæk nu som noget naturligt bruger krop og drama i sin danskundervisning. Teaterets værktøjskasse kan bruges til mange ting i dansk. Det har Tina Elmbæk og hendes kolleger fået blik for gennem to forløb med initiativet ’Ej Blot Til Lyst’ på Aarhus Teater. ”Tidligere tænkte jeg, ’drama, det er noget med at sætte en skoleforestilling op’. I dag bruger jeg bevidst drama til at åbne tekster og sprog for børnene. Vi har fået en masse redskaber og metoder til, hvordan vi kan bruge drama til at lave hurtige nedslag i teksterne”, forklarer hun.

Kroppen husker de svære ord
I dag er lærerne fortrolige med 20-30 dramaøvelser, som de kan bruge i danskundervisningen. Tina Elmbæk bruger f.eks. øvelserne til at forklare svære ord. ”Hvad betyder det at være sørgmodig? Det udforsker vi gennem kroppen, når jeg beder eleverne om at agere sørgmodige. Typisk kan mindst én af eleverne vise det, så de andre kan kopiere og forstå. Når vi senere kommer til ordet i teksten, er det slet ikke et svært ord mere, fordi de har haft det i kroppen. Og kroppen husker”, forklarer Tina Elmbæk.

Hun og hendes klasse samarbejdede med Aarhus Teater gennem to år, og nu overfører hun mange af metoderne til sin nye 1. klasse. De var på Aarhus Teater flere gange sammen til workshops og forestillinger. ”Projektet har været koblet meget tæt til undervisningen og vores hverdag. Det er ikke, fordi vi skal bruge krop og drama hver gang, vi læser en tekst, men jeg kigger konsekvent teksterne igennem og vurderer, om der er nogle tekster, som egner sig til nogle af de øvelser, vi har med fra teateret. Jeg har taget krop og drama meget ind i min praksis, fordi jeg kan se på eleverne, at det virker. Jeg føler, at jeg er blevet en bedre lærer, fordi jeg kan give en mere varieret undervisning med en masse bevægelse. Jeg har flere øvelser at spille ind med. Og for eleverne har det også betydet, at de har fået et forhold til teateret”, forklarer hun og understreger, at det tager tid. Derfor var det en fordel at være med i initiativet to år i træk. ”På første år lærte vi øvelserne at kende. Og på det andet år faldt brikkerne på plads, så mange af øvelserne nu er redskaber, jeg inddrager helt naturligt”.

Rum til refleksion
I Kolding har historielærer Agnethe Sandfeld sammen med historiekolleger fra fem andre skoler i Kolding været med i initiativet ’Arkivet i den åbne skole’ sammen med Kolding Stadsarkiv. ”Vi har spillet faglig bold på den bedste måde. De har en masse historiefaglig viden og en masse materialer, og vi har en stor viden om vores elever og om det, vi skal med undervisningen. Og vi ved, hvornår historieundervisningen er optimal, og hvornår den falder til jorden”.

Da historielærerne trådte ind på stadsarkivet til den første workshop, lå der et blankt A4-ark på bordet, fortæller hun med begejstring i stemmen. Det eneste, der stod på papiret, var ’3.-6. klasse’. Ikke andet. Arkivets folk bad lærerne om at skrive ned, hvad der var det vigtigste for dem, at deres elever fik ud af historieundervisningen. ”Det var en gave, at arkivet ikke bare kom med en færdig pakke, men tog sig tid til at lytte til vores vinkel og vores viden om vores elever. Det var en øjenåbner at blive mødt med nysgerrighed og få rum til at reflektere over, hvad vi egentlig ville med vores elever i historieundervisningen”, siger Agnethe Sandfeld.

Lærernes viden og erfaring bruges
På Stadsarkivet var der tid til fordybelse og til at reflektere i samspil med arkivets fagmedarbejdere. ”På den måde fik vi koblet arkivets specifikke faglige viden med den viden, vi har om eleverne, hverdagen og kravene i historiefaget. Vi kvalificerede hinanden”.

Forløbet med Kolding Stadsarkiv var individuelt tilrettelagt og adskilte sig fra en del traditionel efteruddannelse for lærere. Det var forbilledligt samspil mellem lærerfagligheden og fagligheden hos medarbejderne på arkivet, påpeger Agnethe Sandfeld. Det er endt med nogle elevforløb, hvor arkivet har fundet frem til nogle personlige kilder, og hvor eleverne i høj grad er medskabende, fortæller hun. ”Jeg har haft oplevelsen af at være medspiller og blive taget seriøst. Her var nogle mennesker, der var oprigtigt interesserede i min undervisning, mine elever og mine metoder, og som havde noget at byde ind med, som kunne løfte min undervisning. Det har været et kompetenceløft og en vitaminindsprøjtning af dimensioner. Det blev en øjenåbner for, hvad jeg allerede besidder, og hvad jeg vil med mit fag og mine elever”.

Ikke nok bare at blive tanket op
”Min overskrift på, hvad historieundervisningen skal, er, at den skal gøre eleverne nysgerrige på, hvad der er sket førhen, og hvad det betyder for os i dag. Den skal få dem til at reflektere over, hvordan det kan gøre os bedre til at leve i dag”.

Og det var lige præcis også det, Agnethe Sandfeld skrev på det blanke papir den første dag på Stadsarkivet. Hun peger på, at tiden er løbet fra kompetenceudvikling, hvor en gruppe lærere kommer på kursus og bliver tanket op med ny viden. ”Det er en gammeldags tankegang. Jeg beskæftiger mig jo med læring og didaktik, og dér, hvor man lærer mest, er, når det bliver gensidigt. Vi vil jo grundlæggende alle sammen gerne bidrage. Det rykker for alvor, når eleverne selv byder ind med noget og føler sig værdifulde. Nøjagtig sådan er det også for mig som lærer, når jeg skal lære nyt”, siger Agnethe Sandfeld og tilføjer, at det har været meget givende, at kompetenceudviklingen foregik sammen med eleverne. ”Det gør, at man bliver tvunget til at forholde sig til sin praksis på en anden måde, end hvis hverdag og kompetenceudvikling er to adskilte verdener. Det er naturligt for mig, at vi lærer nyt sammen, og elevernes reaktioner er jo min ultimative feedback. Det har givet SÅ god mening”.

På kursus med børnene
Samme oplevelse af samspil med eksterne fagfolk og eleverne om indhold i undervisningen oplevede lærer Anne-Mette Pihl Bisgaard fra Vallensbæk Skole i initiativet ’Laboratorium for Kreativ Læring’ på kunstmuseet ARKEN syd for København. Her skabte hun i samspil med museet to forløb for sine elever først i 4. og igen i 5. klasse om udstillinger med henholdsvis installationskunstneren Ugo Rondinone og maleren J.F. Willumsen. ”Det var enormt godt at være på kursus sammen med børnene. Det er fedt at opleve, at børnene har taget tingene til sig. Vi har lært nogle nye måder at se på verden på. Vi er blevet dygtigere sammen og har fået nogle fælles referencer, som vi kan bygge videre på. Vi har løftet os sammen med folkene fra ARKEN”, forklarer hun.

Da børnene arbejdede med Willumsen, lavede de tegneserier sammen med ARKENs medarbejdere og lærte om tale- og tænkebobler og om frø-, fugle- og normalperspektiv. ”Folkene på ARKEN havde masser af idéer, men ikke noget færdigpakket program fra starten. Og det er næsten det, der er allerbedst: De lytter til os som undervisere og bruger vores erfaringer og viden. Vi havde en reel dialog om både form og indhold. Vi lærere kom ikke som statister, men som medspillere”, siger Anne-Mette Pihl Bisgaard og fortæller, hvordan medarbejderne fra ARKEN gav åbent udtryk for, at de sugede lærernes erfaringer inden for f.eks. klasseledelse til sig.

Anne-Mette Pihl Bisgaards klasse arbejdede blandt andet med at formidle tekster med kroppen med hjælp fra museets rigt udstyrede teaterkælder under forløbet med Ugo Rondinone. Mange vil nok genkalde sig udstillingen, der havde 45 klovne i naturlig størrelse i forskellige positioner i farvestrålende kostumer som vartegn. Børnene arbejdede med deres egne kroppe og skulle blandt andet spejle klovnene. Sidst i forløbet var deres forældre til fernisering på ARKEN og se frugten af børnenes arbejde. ”Jeg har sjældent set forældrenes mundvige komme så langt op til ørerne, som da deres børn lå dér og var en levende del af kunstværket”, smiler Anne-Mette Pihl Bisgaard og tilføjer: ”Det har været sjovt og lærerigt. Og det var i dén grad seriøst og praktisk, for efter forløbene kunne jeg hakke af i min årsplan, at nu havde vi både arbejdet med tegneserier og kropslig formidling af tekster”, siger hun.