31-10-2025

Fountain House vil skabe et campus på Østerbro for mennesker med psykiske udfordringer

Foto: Fountain House, København

Foto: Fountain House, København

På Teglværksgade i København driver Fountain House sine tilbud til mennesker med psykiske udfordringer, mens Fontanaskolen tilbyder en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) i nabobygningen.

Med to bevillinger på hver 40 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden og den filantropiske forening Realdania bliver det nu muligt at bygge om, så de to tilbud bliver samlet på et fælles campus. I de nye rammer bliver der plads til socialpsykiatri, ungdomsuddannelse, specialundervisning og beskæftigelsesstøtte i et fælles miljø. Byggeriet sker ud fra tilgangen om helende arkitektur om at understøtte helbred og trivsel.

A.P. Møller Fonden støtter det nye campus for at løfte rammerne for Fountain Houses vigtige arbejde med at give medborgere med psykiske udfordringer bedre mulighed for at finde deres vej i livet – med udgangspunkt i den enkeltes ressourcer frem for terapi og behandling.

Projektet forventes at gå i gang i 2026 og stå klar i 2028.

Læs mere: Campus Fountain House