24-10-2025

Gennemgribende modernisering af Køge Bugt Strandpark

Foto: Henrik Hedelund

Foto: Henrik Hedelund

A.P. Møller Fonden har doneret 210 millioner kroner til en gennemgribende modernisering af Køge Bugt Strandpark. Strandparken har nu gennem 45 år beskyttet de store bysamfund langs bugten mod stormflod, og givet de mange borgere adgang til strand og friluftsliv. Strandparken er i dag noget slidt og beskytter ikke nok mod fremtidens stigende vandstande, og derfor har kommunerne ved Strandparken igangsat et kystbeskyttelsesprojekt. Donationen skal sikre, at Strandparken bliver ved med at være et enestående område med mange muligheder for at nyde naturen og være aktiv på land og i vand.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, bestyrelsesformand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, siger: ”Køge Bugt Strandpark er et utrolig vigtigt åndehul for rigtig mange mennesker. Her findes muligheden for et aktivt udeliv og gode naturoplevelser. Det er en glæde for Fonden at kunne bidrage til en modernisering af området, forankret i en bæredygtig vision.”

Med donationen bidrager A.P. Møller Fonden til modernisering og udvikling af Strandparkens bygninger, faciliteter og naturområder. Fonden vil holde en arkitektkonkurrence, så visionen for Strandparken kan realiseres med en sammenhængende arkitektur og stærk lokal identitet. En af forudsætningerne vil være, at alt byggeri bliver bæredygtigt og tager udgangspunkt i landskab og natur.

Det er fællesskabet Strandparken I/S, der får ansvaret for projektet.

Læs mere: Køge Bugt Strandpark