26-05-2025
Loop Architects skal stå for det nye maritime skolehjem midt i Helsingør

Illustration: LOOP Architects og LOKAL
Arkitektfirmaet LOOP Architects skal sammen med Tegnestuen LOKAL ApS, Kragh & Berglund Landskabsarkitekter A/S og Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S stå for Det Maritime Skolehjem til bådebygger- og sejlmagerelever på U/NORD i Helsingør.
Helsingør er det eneste sted i Danmark, hvor man kan uddanne sig til bådebygger og sejlmager. Derfor er der brug for et sted, hvor elever som kommer langvejs fra, kan bo, når de går på skolen. Selve uddannelserne kommer til at ligge i Værftshal 19 på byens havn.
Det nye skolehjem skal ligge i Fiolgade i hjertet af Helsingør. Byggeriet skal være i harmoni med det historiske miljø, og der bliver lagt stor vægt på bæredygtighed. Det gør blandt andet, at den eksisterende bygning bevares, så den kan bruges som fælleshus, mens der bygges en helt ny værelseslænge.
Både skolehjem og det nye uddannelsescenter i værftshallerne er støttet af A.P. Møller Fonden med i alt næsten 100 millioner kroner.