GENFORENEDE FAMILIER

Danske Refugees United hjælper flygtninge med at genfinde familie via webplatform og mobilapplikation

185.000 flygtninge fra 87 lande har registreret sig i Refugees Uniteds database. Her læser en kvinde i Uganda en af organisationens flyers. Foto: Refugees United
En flygtning i Kasarani (Nairobi, Kenya) får hjælp til at registrere sig med en enkel mobilapplikation, der har gjort det muligt at nå ud til mange flere. Foto: Refugees United
Lokale samarbejdspartnere laver vigtigt informationsarbejde. Her med boder på World Refugee Day i Cairo, Egypten. Foto: Refugees United
I Kakuma-lejren i Kenya får nogle af de mange tusinde flygtninge fra nabolandene hjælp til at søge efter familie og venner. Foto: Refugees United
"Enkelt. Gratis. Anonymt." Plakaten findes ud over engelsk og swahili også på arabisk, fransk, maay maay, oromo og somalisk. Foto: Refugees United
Brødrene David (t.v.) og Christopher Mikkelsen fik ideen til Refugees United efter at have mødt Mansour (t.h.) fra Afghanistan. Foto: Refugees United
Skuespiller Mads Mikkelsen er som Goodwill Ambassadør med til at skabe opmærksomhed om sagen. Her taler han med flygtninge i et dansk asylcenter. Foto: Refugees United

"Hjælp til selvhjælp". Så enkelt formulerer David Mikkelsen missionen bag Refugees United - en humanitær non-profit organisation grundlagt i Danmark. Sammen med sin bror Christopher Mikkelsen fik han i 2006 idéen til en webportal, hvor flygtninge via et onlinebaseret søgeredskab kan finde bortkomne familiemedlemmer og venner hurtigere og mere effektivt end nogensinde før.

Mansour, én af 43 millioner

FN's flygtningeorganisation UNHCR anslår, at der er 43 millioner flygtninge på verdensplan. Ud over at være på flugt fra krig, konflikter eller forfølgelse er et grundvilkår for mange, at de er blevet adskilt fra slægtninge og venner uden adgang til information om deres videre skæbne.

To søstre, flygtninge fra krigen i DR Congo, blev i 2012 genforenet gennem Refugees United efter 16 års adskillelse. Det viste sig, at de begge boede i Nairobi. Foto: Refugees United To søstre, flygtninge fra krigen i DR Congo, blev i 2012 genforenet gennem Refugees United efter 16 års adskillelse. Det viste sig, at de begge boede i Nairobi. Foto: Refugees United

Idéen til Refugees United udsprang af et møde med denne virkelighed. I præsentationsvideoen "Lost and Found", som Fonden har støttet produktionen af, fortæller brødrene Mikkelsen historien om drengen Mansour. Under sin flugt fra Kabul i Afghanistan mistede han kontakten med sine forældre og søskende, efter at menneskesmuglere havde skilt dem ad på grænsen til Pakistan. Da David og Christopher Mikkelsen mødte ham i København fem år efter, vidste han stadig intet om, hvor hans familie befandt sig, eller om de i det hele taget var i live.

Fra tre år til tre dage

Det personlige møde blev involverende for de to unge danskere. Når man selv er brødre, ligger identifikationen lige for, fortæller David Mikkelsen. Det tog dem ti måneder at opspore Mansours lillebror. Egentlig ved en tilfældighed på gaden i Peshawar i Pakistan, men ikke mindre lykkeligt af den grund, fordi det faktisk endte med, at de to afghanske brødre blev genforenet. Hele det strabadserende forløb havde imidlertid været lærerigt i mere end menneskelig forstand. Det havde afdækket, i hvor lille omfang de internationale hjælpeorganisationers sporingsprocedure var understøttet af ny teknologi. Den gængse fremgangsmåde bestod i papirformularer udfyldt i hånden trods de ringe muligheder for informationsdeling, tilgangen giver på tværs af institutioner og landegrænser.  

Denne indsigt blev springbræt for idéen om via et webbaseret søgeredskab at skabe mulighed for at lede efter familie og venner i et ikke-myndighedskontrolleret system. Redskabet blev i første omgang udviklet til computere i 2008 og er i dag en globalt tilgængelig central database, hvor flygtninge anonymt og under sikre forhold kan oprette en profil. De nøgleord, den enkelte knytter til sin profil, er matchbare med nøgleord, som andre af databasens brugere har tilføjet deres profiler. På den måde er det muligt både at søge efter forsvundne familiemedlemmer og selv blive synlig for andre, der har oprettet en profil. Noget, der for få år siden kunne udvikle sig til en langvarig og opslidende proces, tager under gunstige omstændigheder nu kun tre dage takket være teknologiens evne til lynhurtigt at forbinde mennesker gennem en effektiviseret informationsdeling.

Støtte til organisatorisk stabilitet

A.P. Møller Fonden støttede projektet med seks millioner kr. i 2009 både for at sikre Refugees United organisatorisk stabilitet og med henblik på videreudvikling af søgeværktøjet. Ifølge David Mikkelsen fungerede midlerne som en blåstempling af den lille NGO. Det gav ro omkring organisationens konsolidering og den udviklingsfase, de allerede havde sat gang i. Samtidig bevirkede det, at en lang række andre private fonde efterfølgende viste interesse for at støtte projektet.   

Aktiv medspiller

Som flygtning er man ofte henvist til blot at vente uden selv at kunne gøre ret meget ved sin situation. For brødrene Mikkelsen har et af de vigtigste incitamenter for etableringen af Refugees United været at vende inertien til handling og gøre den enkelte flygtning til en aktiv medspiller i opsporingen af sin familie.    

En af projektets kenyanske samarbejdspartnere hjælper en somalisk flygtning med at registrere sig via mobiltelefonen. Foto: Refugees United En af projektets kenyanske samarbejdspartnere hjælper en somalisk flygtning med at registrere sig via mobiltelefonen. Foto: Refugees United

I april 2011 blev organisationens webbaserede søgeværktøj suppleret med en mobilapplikation, der kan tilgås fra mobiltelefoner; en helt afgørende produktudvikling, fordi mobiltelefonien har større udbredelse blandt flygtninge end adgangen til computere. Muligheden for at nå de rigtige målgrupper optimeres betragteligt med den nye applikation, hvilket væksten i antallet af profiler i Refugees Uniteds database også vidner om. I april 2011 rapporterede organisationen om 30.000 oprettede profiler, og blot et år efter rundede tallet 100.000. I dag har 185.000 flygtninge fra 87 forskellige lande registreret sig i databasen. Man benytter en teknologi, der er ukompliceret at bruge; sms, wap og USSD. Og platformen er udformet, så den er let at tilgå, og brugerne - selv med markedets billigste mobiltelefoner - modtager nyheder, hvis der viser sig at være et match i databasen.

1 million profiler i 2015

En simpel idé, skabt af nødvendighed, har således vist sig succesfuld i praksis. Dagligt skaber det håb blandt klodens mest udsatte mennesker om at blive genforenet med forsvundne familiemedlemmer og få reetableret det liv, de havde før flugt og fordrivelse. Ikke overraskende har Refugees Uniteds værktøj de senere år vundet global anerkendelse med finansiel støtte fra telekommunikationsvirksomheden Ericsson, det internationale konsulenthus Delta Partners og Omidyar Networks samt en række private fonde. Det ultimative mål for brødrene Mikkelsen er da også, at søgeværktøjet på lang sigt minimerer problemets omfang. Men indtil da glæder man sig i organisationen over den stærkt stigende aktivitet i databasen, som man stiler efter, runder en million brugere inden udgangen af 2015.

Redaktionen afsluttet november 2012

Tags

Digitalisering Formidling Social