Foto: KFUM's Soldatermission

Foto: KFUM's Soldatermission

Foto: KFUM's Soldatermission

Foto: KFUM's Soldatermission

En donation på 66 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden gør det nu muligt for KFUM’s Soldatermission at bygge flere nye boliger og fællesfaciliteter til veteraner, som har brug for støtte til at komme videre i livet.

Boligerne skal ligge ved Høvelte Kaserne og KFUM’s Soldaterhjem i Nordsjælland tæt på naturen. I dag findes der ikke et lignende tilbud til veteranerne øst for Storebælt.

A.P. Møller Fonden støtter projektet for at bidrage til en stabil og omsorgsfuld ramme om hverdagen for danske soldater og veteraner og for at anerkende deres indsats for Danmarks sikkerhed. Senest har Fonden støttet nye soldaterhjem i Rønne, Haderslev og Frederikshavn.

Projektet er udviklet ud fra princippet ”alene, få og flere”. De nye boliger vil sammen med en række fællesfaciliteter blive udformet på en måde, så veteranerne både kan finde ro og privatliv og gradvist indgå i mindre og større fællesskaber.

KFUM’s Soldatermission har siden 1889 været en del af soldaternes hverdag. Organisationen driver soldaterhjem over hele landet og har siden 2012 opbygget en omfattende veteranindsats gennem SoldaterRekreationerne i samarbejde med Veterancentret. KFUM’s Soldatermission råder over 31 rekreationspladser fem steder i Danmark.

FAKTA

PROJEKT: Soldatermissionen Høvelte – for veteraner
ORGANISATION: KFUM’s Soldatermission
PERIODE: 2026-2028
STØTTE: 66 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
LÆS MERE: KFUM’s Soldatermission