16-06-2026

Sådan kommer Tingbjergs store multihal til at se ud

Visualisering: Lundgaard & Tranberg Arkitekter

Visualisering: KVANT-1

Vinderen af arkitektkonkurrencen om Tingbjerg Multihal er Lundgaard & Tranberg Arkitekter. Hallen bliver et samlingspunkt for hele København med plads til både kultur, idræt og hverdagsliv. I hallen kan 2.000 tilskuere samles under et stort tag inspireret af en fuglevinge.

Hallen bliver en del af Tingbjerg Idrætspark, som Københavns Kommune vil opgradere. Foran multihallen arbejdes der for eksempel med en plads, der åbner sig mod selve idrætsparken. Der vil også blive arbejdet med flere forskellige aktivitetszoner og stier med plads til f.eks. loppemarkeder, kulturdage og andre aktiviteter.

Hallen har et samlet budget på cirka 500 millioner kroner. Den A.P. Møllerske Støttefond bidrager med 400 millioner kroner, mens Københavns Kommune finansierer resten. Københavns Kommune står også for at anlægge parkering og udearealer omkring hallen.

Projektet vil nu blive bearbejdet, inden Tingbjerg Multihal kan åbne i 2030.

Læs mere: Multihal i Tingbjerg