Skoler og kommuner skal kigge hinanden meget mere over skulderen

Hvis naboskolen eller nabokommunen har knækket koden til at få endnu flere stærke læsere i 2. klasse eller til at motivere drengene i udskolingen, så kig dem over skulderen. Både skoler og kommuner kan med fordel i højere grad bruge hinandens erfaringer på tværs. Det mener Per B. Christensen, der er et af de syv medlemmer i vurderingsudvalget hos A.P. Møller Fondens folkeskoledonation.

Hvad er du mest optaget af på skoleområdet lige nu?
“Lige nu er jeg selvfølgelig optaget af, hvordan vi udvikler skolen, efter at store grupper børn har været sendt hjem på grund af corona i mange uger. Det er en stor opgave at bringe børnene men også medarbejdere og ledere på skolerne på omgangshøjde efter en usikker og anderledes periode. Ingen mener, at børn kun skal undervises hjemme, men derfor kan der godt være potentiale i nogle af de onlinebaserede måder, det er blevet gjort på, som lærere og ledere kan udnytte fremover. Derfor skal vi samle op og være ærlige om erfaringerne – både de gode og de dårlige.”

Hvad er du – udover coronasituationen – ellers optaget af på skoleområdet?
“Jeg er optaget af, hvordan vi får mere ledelse og mindre styring i folkeskolen: Altså, hvordan får vi styrket folkeskolens faglige ledelse for eksempel i form af den sparring lederne giver medarbejderne. Jeg mener, at en styrket faglig ledelse er vejen til at få skabt faglig udvikling i skolen, som i sidste ende kan mærkes helt ude i klasselokalet hos Anker og Petra. Hvis det skal lykkes, skal vi give mere plads til, at den kommunale og lokale ledelse på skolerne kan sætte deres egen retning og forpligte sig på den. Der har været tendens til en art projektitis, hvor kommuner og skoler har haft en lang række projekter kørende på samme tid. Men hvis man har for mange mindre indsatser, der går i for mange retninger, så er der stor risiko for, at de ikke bliver forankret, men tværtimod stresser skolens medarbejdere, ledelser og dermed også eleverne.”

En styrket faglig ledelse er vejen til at få skabt faglig udvikling i skolen, som i sidste ende kan mærkes helt ude i klasselokalet, udtaler Per B. Christensen. Foto: Klaus Holsting

Hvad kendetegner et godt skoleudviklingsinitiativ set med dine øjne?
“For det første skal ansøgeren brænde for det, og det kan man typisk hurtigt mærke, om de gør. Hvis det er en idé, som en tredje part har fået, bliver det ofte svært at omsætte ideen til praksis. Det andet, der er interessant, er, om indsatsen lægger sig op ad en linje, man i forvejen arbejder med på skolen eller i kommunen. For en indsats nytter sjældent, hvis den ikke er en del af det lange seje træk. Man kan ikke sætte et løsrevet initiativ i gang og tro, at effekten kan måles på karaktererne i udskolingen to år efter. Gode initiativer er en del af et langsigtet arbejde. For det tredje er det vigtigt, at initiativet er velplanlagt og velbeskrevet. Jeg er meget opmærksom på, om der er en sammenhæng mellem det problem, som skolen eller kommunen beskriver, og de målsætninger, man har. Og så er det også vigtigt, at medarbejdere og ledere på skolen eller skolerne har været involveret i at udvikle ideen. Ellers er det svært at rulle ud.”

Er der et særligt felt, hvor skolen har udviklet sig i de år, du har siddet med i vurderingsudvalget?
“Jeg synes, at mange skoler og kommuner er blevet bedre til at prioritere og sige ‘vi satser for fuld skrue på lige præcis de her to indsatsområder og resten lader vi ligge’. Det er godt, for der er brug for en prioritering og en bevidsthed om, at man ikke kan gå med i alt. Og de indsatser, man går ind i, skal passe til virkeligheden på skolen og til de ansatte og elever, man har.”

Hvad er især vanskeligt for kommunerne og skolerne i forbindelse med kompetenceudviklingsinitiativerne?
“Det er stadig en udfordring for skoler og kommuner at lære af hinandens erfaringer. Det gælder kommunerne imellem, det gælder skolerne imellem, men det gælder faktisk også lærere og pædagoger på den enkelte skole. Det er både noget, jeg har erfaret i vurderingsudvalget men også i de halvandet år, hvor jeg var formand for Lærerkommissionen og besøgte en lang række skoler. Vi er ikke kommet langt nok med at dele gode ideer – og fejl for den sags skyld. Jeg kan stadig blive en smule overrasket over, at skoler eller kommuner ikke lærer af hinanden, når naboskolen eller nabokommunen gør det godt eller har fået greb om en bedre måde at gøre tingene på. Det gælder også helt ned på skoleniveau, hvor man kan komme ud på en skole, hvor lærerne i indskolingen er dygtige til at samarbejde om at forberede undervisningen, men hvor det modsatte er tilfældet hos udskolingslærerne på samme skole.”

Hvilke udfordringer oplever du hos udbyderne af kompetenceudvikling?
“Professionshøjskolerne er tit medansøgere på ansøgningerne til Fonden, fordi de jo ofte står for den kompetenceudvikling, Fonden støtter. Jeg oplever, at professionshøjskolerne har en udfordring med at bruge den viden og de erfaringer de får, når de underviser erfarne lærere og pædagoger i fag og metoder. Jeg så gerne, at den viden, professionshøjskolerne får fra erfarne folk i praksis, i langt højere grad blev taget med tilbage og integreret i lærer- og pædagoguddannelsen. På den måde kunne vi få det dobbelte ud af indsatserne.”

Du er oprindeligt uddannet lærer og har beskæftiget dig med folkeskolen de sidste 40 år. Hvorfor har du valgt at bruge dit eget arbejdsliv på uddannelse og læring?
“Jeg har altid interesseret mig for at påvirke og flytte andre mennesker. Allerede som barn var jeg medlem af elevrådet på skolen, og som ganske ung var jeg håndboldtræner. Det med at være med til at forme andre mennesker og hjælpe dem på vej har været en helt central del af mit arbejdsliv både som lærer og i mine mange år som leder. Det lyder måske lidt højstemt, men det at bidrage til noget, der er større end en selv, har jeg brændt for hele mit arbejdsliv og gør det fortsat.”

Bliver du aldrig træt af folkeskolen?
“Jo, det kan jeg da godt blive, når jeg synes, at de samme problemstillinger opstår for tiende gang. Men jeg bliver aldrig grundlæggende træt af at beskæftige mig med skolen, fordi den er så afgørende en institution for vores samfund.”

Redaktionen afsluttet september 2021

Fakta

Per B. Christensen er uddannet lærer og var direktør for børne- og kulturområdet i Næstved Kommune i knap 20 år. Per B. Christensen har en lang række betroede poster på skoleområdet, bl.a. som formand for Akkrediteringsrådet for de videregående uddannelser samt som medlem af Reformkommissionen nedsat af Regeringen. Herudover har han været formand for følgegruppen for læreruddannelsen, Børne- og Kulturchefforeningen samt for Lærerkommissionen.