Samfundsansvar

Fundatsen er grundlaget for A.P. Møller Fondens virke. Fonden ser gerne, at bevillinger har en geografisk spredning og inddrager klima, miljø eller andre bæredygtighedsaspekter, hvor det er relevant. Når bestyrelsen har behandlet og taget beslutning om en bevilling, sender fonden bevillingsbrev til bevillingsmodtager. Ansvar for udmøntning af bevillingen påhviler alene bevillingsmodtageren.

Fondens uddelingsaktiviteter, der varetages af bestyrelsen og understøttes af en organisation med omkring 20 ansatte, anses ikke for at have direkte eller væsentlige negative påvirkninger af miljø-, klima-, sociale- og personaleforhold, respekt for menneskerettigheder samt korruption og bestikkelse. Fondens ledelse varetager de nævnte forhold i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Fonden har ikke udarbejdet en særskilt ESG-politik. Endvidere har Fonden ikke identificeret væsentlige risici og har derfor ikke udarbejdet formelle politikker og procedurer, redegjort for risici indenfor miljø-, klima-, sociale- og personaleforhold eller forhold vedrørende respekt for menneskerettigheder, bekæmpelse af korruption og bestikkelse.

Fondens erhvervsmæssige aktiviteter varetages af A.P. Møller Holding A/S, som Fonden ejer 100%. A.P. Møller Holding A/S udøver det aktive ejerskab i A.P. Møller koncernen og investerer i samt opbygger nyttig virksomhed. A.P. Møller Holding A/S udarbejder koncernregnskab, herunder redegørelse for samfundsansvar. Koncernens selskaber, definerer deres egne specifikke ESG-politikker.