Om A.P. Møller Fonden

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (A.P. Møller Fonden) er en erhvervsdrivende fond, som blev stiftet i 1953 af skibsreder A.P. Møller. Fonden blev etableret med det formål at sikre, at virksomheden A.P. Møller – Mærsk fremover også blev drevet i A.P. Møllers ånd samt at støtte en række områder, som havde særlig betydning for skibsrederen. Disse områder er:

  • Danskheden i grænselandet
  • Nordisk samhørighed
  • Fremme af dansk søfart og industri
  • Videnskabelige formål, særligt lægevidenskab
  • Almennytte i øvrigt

Under øvrige almennyttige formål støtter Fonden et bredt felt af projekter, som omfatter både uddannelse, forskning, sociale formål, sport og fritid, natur, klima, bevaring af bygninger af kulturhistorisk værdi og en række øvrige kulturelle formål.

Fonden favner både store og mindre projekter. Fonden støtter projekter i hele Danmark samt Sydslesvig, Grønland og på Færøerne. I enkelte tilfælde har Fonden selv taget initiativ til et projekt, men dens støtte retter sig almindeligvis mod gode ideer, arbejdsomhed, samarbejde mellem relevante aktører og høj kvalitet.

A.P. Møller oprettede en række fonde i sin levetid, hvoraf A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er den største.  A.P. Møller Fonden varetager i dag administrationen af disse fonde.

Fonden og A.P. Møller Holding A/S

Som en erhvervsdrivende fond er det en del af A.P. Møller Fondens formål at drive ‘nyttig virksomhed’ i A.P. Møllers ånd. I 2013 blev A.P. Møller Holding A/S etableret med henblik på at udøve Fondens rolle som engageret ejer og dermed sikre, at Fonden fortsat i kommende generationer kan yde til samfundet i form af donationer.

A.P. Møller Holding A/S’ opgave er at investere i og bygge værdiskabende virksomheder ud fra tanken om ‘nyttig virksomhed’. A.P. Møller Holding arbejder som en langsigtet og engageret ejer med fokus på løbende at forny og udvide porteføljen af stærke, selvstændige virksomheder.

Fonden ejer 100 % af aktierne i A.P. Møller Holding A/S, som ejer 41,51 % af kapitalen og 51,45 % af de stemmeberettigede aktier i A.P. Møller – Mærsk A/S.

Robert Mærsk Uggla har siden 2016 været CEO for A.P. Møller Holding A/S.

Fakta

A.P. Møller Fonden modtager årligt ca. 1600 store og små ansøgninger og har det seneste år støttet omkring 500 projekter.

Størrelsen af årets uddelinger kan variere fra år til år. Samlet er der fra 2017 til 2022 bevilget støtte for 5 mia. kr. Derudover blev der i 2013 ekstraordinært bevilget 1 mia. kr. til at styrke undervisningen i den danske folkeskole. Ved udgangen af 2022 var donationen fuldt udmøntet.

Se Fondens årsrapporter og skema for god fondsledelse