Foto: UngHavn Danmark

Foto: UngHavn Danmark

Ungdomsskoleforeningens projekt ”UngHavn” har modtaget en bevilling på 8 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til, at flere unge kan prøve kræfter med det maritime liv i havne i otte kommuner forskellige steder i landet.

Ideen om UngHavn opstod i Holbæk, hvor Ungdomsskolen, Nationalmuseet og Kystliv Holbæk gik sammen om at give unge mulighed for at prøve kræfter med det maritime liv, og åbne de unges øjne for nye udviklingsmuligheder med afsæt i det fællesskab, som de praktiske opgaver og oplevelserne skaber.

I ”UngHavn” kan unge prøve kræfter med alt fra sejladser til maritimt håndværk. Ombord på skibene kommer de unge ud på ukendt territorium, hvor man bliver nødt til at samarbejde for at få skibet til at sejle. Når vinteren sætter ind, rykker UngHavn indendørs på havnen, hvor de kan hygge sig med at bygge modeller af skibene med deres nye venner.

Erfaringerne fra Holbæk er så positive, at de nu skal bredes ud til yderligere syv kommuner: Roskilde, Faaborg-Midtfyn, Middelfart, Svendborg, Guldborgsund, Helsingør og Jammerbugt.

Alle unge mellem 12 og 25 år kan deltage i de maritime aktiviteter – også bogligt stærke, ensomme og angste. Op mod 3.650 unge forventes at deltage i UngHavns aktiviteter.

FAKTA

PROJEKT: UngHavn Danmark – Fælles om et maritimt tredje
ORGANISATION: Ungdomsskoleforeningen
PERIODE: 2024-2027
STØTTE: 8 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond