Videnskabsklubben
Nu kan børn gå til humaniora i fritiden. Videnskabsklubben udvider nemlig sine tilbud til at inkludere humaniora, og gør det dermed muligt for videbegærlige børn at dyrke deres nysgerrighed indenfor humaniora. Udvidelsen er mulig på grund af en bevilling på 9,5 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden.
Fonden støtter udvidelsen for at give flere børn mulighed for at udforske deres nysgerrighed og bidrage til, at de får en bredere forståelse af verden.
Videnskabsklubben vil tilbyde undervisning i filosofi, historie, arkitektur og sprog. Målgruppen er børn i 4.-6. klasse, og de fire forløb skal udrulles til 1.700 børn og unge i 2026 og 2027. Derudover fortsætter Videnskabsklubben de nuværende tilbud indenfor naturvidenskab.
Organisationen Videnskabsklubben har siden 2017 udbredt viden om naturvidenskab og teknologi gennem fritidsklubberne ‘Miniforskere’, hvor frivillige gymnasieelever og udskolingselever faciliterer undervisning til børn – primært fra 4.-6. klasse.
PROJEKT: Udvikling og etablering af nye klubber med fokus på humaniora i fritiden til børn og unge
ORGANISATION: Videnskabsklubben
PERIODE: 2025-2028
STØTTE: 9,5 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
LÆS MERE: Videnskabsklubben