Praksishus i Nuuk
Et fælles og moderne praksis- og kompetencehus har længe været et stort ønske for sundhedsuddannelserne i Grønland. Med støtte fra A.P. Møller Fonden på 60 millioner kroner, kan det nu lade sig gøre at bygge og indrette huset.
Med de nye rammer bliver det muligt at uddanne og kompetenceudvikle flere sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og fysioterapeuter i Grønland, hvor behovet for flere sundhedsfaglige medarbejdere er meget stort.
”Praksishuset” skal ligge ved Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, som Fonden tidligere har støttet. Huset bliver indrettet til simulationer med bl.a. intensivstuer, som erfaringsmæssigt er en god måde at kombinere teori og praksis.
Simulationsbaseret undervisning anvendes allerede i dag på sundhedsuddannelserne, bl.a. med udstyr støttet af A.P. Møller Fonden i 2024. I praksishuset indrettes rummene som realistiske pleje- og behandlingsrum, hvor de studerende blandt andet kan træne håndtering af akutte situationer, eksempelvis et hjertestop i en traumestue, og efterfølgende evaluere forløbet sammen med deres underviser.
Byggeprogrammet for praksishuset er udarbejdet af arkitektfirmaet tnt nuuk i tæt samarbejde med repræsentanter fra Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Peqqissaanermik Ilinniarfik samt Institut for Sundhed og Natur ved Ilisimatusarfik.
Praksishuset forventes opført i 2026–2027.
PROJEKT: Etableringen af Praksishus – Innovativt lærings- og uddannelsescenter i Nuuk
ORGANISATION: Namminersorlutik Oqartussat, Anlægsafdelingen i Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter
PERIODE: 2026-2027
STØTTE: 60 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden