Aarhus Kommune – Stærkere læringsfællesskaber

Stærkere læringsfællesskaber blandt det pædagogiske personale skal styrke elevernes læringskultur.

Foto: Colourbox.dk

Bevillingsmodtager: Aarhus Kommune
Periode: 2022-2024
Beløb: 6.600.000 kr.
Kategori: Almen professionsudvikling

I Aarhus Kommune ønsker man over en treårig periode at fortsætte bevægelsen mod en styrket samarbejdskultur blandt det pædagogiske personale, og dermed fortsat arbejde på at styrke læringskulturen for eleverne.

Lærere og pædagoger bliver gennem kompetenceudviklingen i stand til systematisk at bruge datapakker samt skolens egne data til at tilrettelægge og evaluere undervisningen for den enkelte elev, mens lederne skal have en fremtrædende rolle i at understøtte de professionelle læringsfællesskaber.

Indsatsen blev igangsat for to skoleområder i Aarhus Kommune sammen med Randers Kommunes samlede skolevæsen tilbage i 2014. Siden er alle skoler i Aarhus Kommune en del af indsatsen.

Indsatsen består i fælles læringsdage, sparringsgrupper på tværs af skolerne og et tæt samarbejde med kommunes såkaldte læringspartnere, der supporterer omsætningen gennem læringskæden fra Børn- og Ungechef til de enkelte teams på skolen.