Fondens uddelingspolitik tager udgangspunkt i de i Fondens
fundats nævnte formål, som er:

  • Danskheden i grænselandet
  • Nordisk samhørighed
  • Fremme af dansk søfart og industri
  • Videnskabelige formål, særlig lægevidenskab
  • Almennytte i øvrigt

Under Almennytte i øvrigt støtter Fonden et bredt felt af projekter, som omfatter både uddannelse, miljø, klima, sociale formål, natur, bevægelse og fritid, bevaring af bygninger af kulturhistorisk værdi og en række øvrige kulturelle formål. Eksempler på Fondens uddelinger kan ses på Fondens hjemmeside og i Fondens årsskrift.

Læs om udvalgte projekter, som har modtaget støtte fra Fonden

Blandt de seneste års større uddelinger, som der arbejdes med, kan nævnes opførelse af Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttets Center for Large Structure Production ved Lindø, nyt skatkammer til Rosenborg Slot og naturcenter Tønnisgård på Rømø. Dertil kommer støtte til renovering af højskoler, teatre og museer tillige med mange andre projekter inden for især uddannelse (herunder erhvervsuddannelsesområdet), sociale forhold samt kultur og idræt.

Fonden støtter både større og mindre projekter. Langt hovedparten af projekterne er baseret på ansøgninger, som alle forelægges Fondens bestyrelse. Fonden kan tillige i konkrete tilfælde arbejde mere tematiseret. Bestyrelsen arbejder med afsæt i Stifters vilje og Fondens fundats. På den baggrund lægger bestyrelsen ved sine beslutninger en række kriterier til grund, at de udover at være almennyttige tillige har høj kvalitet, betydning, geografisk spredning i Danmark, i grænselandet, og i Norden, nyttighed i samfundet, bæredygtighed, økonomi (både anlæg og drift) samt ansøgerkreds.

Der ydes ikke støtte til enkeltpersoner og personlige formål, ligesom der normalt ikke ydes støtte til drift, administration og fundraising.