Stifters vilje – historien om fondene

Skibsreder A.P. Møller og hans amerikanske hustru, Chastine Mc-Kinney Møller.

Sit første rederi stiftede A.P. Møller i 1904 i barndomshjemmet Villa Anna i Svendborg.

A.P. Møller var formand for Fonden fra 1953 indtil sin død i 1965, hvorefter sønnen skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller overtog posten.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, barnebarn af A.P. Møller, har været formand for Fonden siden 2012.

Fonden har til huse på Esplanaden i denne bygning fra 1856 af arkitekt G.F. Hetsch. Kunstner ukendt.

Rettidig omhu ligger bag stiftelsen af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal i 1953. Efter 2. verdenskrig frygtede skibsreder A.P. Møller, at hans livsværk før eller siden ville blive overtaget af danske eller udenlandske spekulanter. Med sine tre børns samtykke organiserede han derfor i 1946 rederiet som en familiefond. Fonden fik overdraget en betydelig del af A.P. Møllers formue, og fundatsen gjorde det muligt at styre virksomhedens overordnede principper.

Syv år senere blev Familiefonden delt i to, og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal dannedes. Den nye fond overtog langt størstedelen af den oprindelige fondskapital, og efter A.P. Møllers død blev den suppleret med yderligere en stor aktiepost i rederiet.

Den dag i dag sikrer fondsstrukturen, at virksomheden A.P. Møller – Mærsk har solide rammer at navigere inden for.

Fonden har været og vil fortsat være tæt knyttet til familien. A.P. Møller var formand for Fonden indtil sin død i 1965, hvorefter sønnen, skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, overtog posten. Da Mærsk Mc-Kinney Møller gik bort i foråret 2012, blev hans yngste datter, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, ny formand.

A.P. Møllers fonde

A.P. Møller oprettede en lang række fonde, hvoraf A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er den største.

Den A.P. Møllerske Støttefond blev oprettet i 1983 og er den næststørste fond efter A.P. Møller Fonden. Den A.P. Møllerske Støttefond har til formål at støtte velgørende og almennyttige formål, samt yde støtte til det sociale område og ansatte med tilknytning til A.P. Møller Gruppen. Fonden uddeler omkring 150 bevillinger om året.

I dag henter den selvstændige A.P. Møllers Fond for islandske studerende sine midler i A.P. Møller Fonden, som desuden rummer Fonden til Lægevidenskabens Fremme og varetager administrationen af Den A.P. Møllerske Støttefond.

Ultimo 2013 stiftede A.P. Møller Fonden et holdingselskab, A.P. Møller Holding, til at varetage Fondens erhvervsmæssige aktiviteter.

A.P. Møllers Fonde

AKTIVE
1936: A.P. Møllers Fond for islandske studerende ved de højere Læreanstalter i København
1946: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Familiefond
1953: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (A.P. Møller Fonden)
1956: Fonden til Lægevidenskabens Fremme
1983: Den A.P. Møllerske Støttefond

NEDLAGTE
1936-1981: Kaptajn Peter Mærsk Møller og Hustru Anna Hans Jeppesens Mindefond
1942-1968: Fonden af 1942 angående Nordisk Samarbejde
1943-1968: Hans Mc-Kinney Møllers Mindefond til Bekæmpelse af Børnelammelse
1959-1993: Den Sydslesvigske Hjælpefond
1960-1983: Den A.P. Møllerske Hjælpefond

ANSØGNING
A.P. Møller Fonden håndterer uddelingerne fra de aktive fonde, dog skal støtten til islandske studerende søges gennem Dansk-Islandsk Samfund. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Familiefond kan ikke søges.