Filmpakker i ErindringsBio er testet på blandt andet plejehjem og i biografer. Her er en visning i Reprise Teatret i Holte. Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen

Nationalt Videnscenter for Demens ved Rigshospitalet anslår, at knap 90.000 danskere lider af demens, og antallet stiger i takt med, at middellevealderen bliver højere. Når hukommelsen svigter, medfører det tab af livskvalitet for både mennesker med demens og deres pårørende. Men erindringer fra fortiden kan stadig være intakte hos mennesker med demens.

Siden 2020 har Det Danske Filminstitut i samarbejde med forskere, plejepersonale, pårørende og demensramte gjort forsøg med at vække minderne til live med historiske film. Konceptet ErindringsBio har vist sig at være en god erindringsfremkaldende aktivitet, da levende billeder af for eksempel velkendte steder eller lyden af genkendelig musik, kan vække hukommelsen.

Med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefonden kan projektet rulles ud til et nationalt omsorgsprojekt på landets plejehjem og biografer, samt via en app. ErindringsBio kan allerede tilgås gratis online.

FAKTA

PROJEKT: ErindringsBio
STED: Hele landet
ORGANISTION: Det Danske Filminstitut
PERIODE: 2022-2025
STØTTE: 2,5 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond
LÆS MERE: Se ErindringsBio online