Tage af tang

Restaureringen af Læsøs enestående tanggårde genopliver gammelt håndværk og sætter fokus på unik kulturarv

Læsøs tangtage udgør en enestående bygningsmæssig kulturarv. Foto: Straatagets Kontor
Tagene er langtidsholdbare, hvis de vedligeholdes. Foto: Straatagets Kontor
Såkaldte 'vaskere' vikles omkring tagspær. Foto: Læsø Museum
Yderst lægges et tykt, løst tanglag, som trampes ned. Foto: Læsø Museum
I alt 45 tons tang er brugt til huset her på Gl. Havnevej. Foto: Straatagets Kontor
Tanghusruten viser øens gæster vej forbi flere restaurerede tanggårde. Foto: Læsø Museum
Tagene er grobund for blomster og planter som her på Museumsgården. Foto: Colourbox

Midt i Kattegat finder man den lille ø Læsø, der har en lang tradition for en helt speciel byggeteknik. Nemlig tage lavet af tang. I farvandet omkring øen var der indtil 1930'erne i massevis af ålegræs, og det udgjorde en uovertruffen tagbeklædning, når man rensede det, tørrede det og opsatte det ved hjælp af et flere hundrede år gammelt håndværk kaldet tængning.

Tangtage er langtidsholdbare, hvis de bliver vedligeholdt. Museumsleder Simon Kyhn-Madsen ved Læsø Museum fortæller, at en del af tangtaget på museets Museumsgård er hele 350 år gammel. Tangens isoleringsevne er 90 procent af rockwool, og i datiden var ålegræs tilmed helt gratis. Dertil er de metertykke tangtage ganske pittoreske med deres sølvfarvede patinering, plantevækst og blomster.

Håndværk bevaret af lokale
De læsøske tanggårde er unikke i Danmark og internationalt. Men da ålegræsset næsten forsvandt fra Kattegat i 1930'erne på grund af slimsvamp, var det vanskeligt at vedligeholde tagene.

Mange af tanggårdene var meget forfaldne inden restaurering, som her Alléen 5. Foto: Læsø Museum Mange af tanggårdene var meget forfaldne inden restaurering, som her Alléen 5. Foto: Læsø Museum

Kun 36 af øens ca. 300 oprindelige tanggårde stod tilbage efter 70 år. Derfor gik en gruppe lokale beboere i begyndelsen af år 2000 sammen for at genoplive det gamle tængningshåndværk for på den måde at bevare øens enestående bygningsmæssige kulturarv for eftertiden.

Siden A.P. Møller Fondens første donation i 2015 til et restaureringsprojekt af Læsøs tanggårde er 16 huse blevet restaureret. Man udvælger restaureringsværdige huse ud fra en række kriterier, fortæller museumsleder Simon Kyhn-Madsen. "Det kan for eksempel dreje sig om beliggenhed og om, hvor meget tang der er tilbage af tangtaget".

En ny donation fra A.P. Møller Fonden vil sikre afslutningen af projektet, der genskaber dele af de oprindelige kulturmiljøer forskellige steder på øen. Frem til år 2021 skal yderligere et hus i Gammel Østerby samt to huse midt på øen i Bangsbo/Stoklund-området restaureres.

Det er hårdt arbejde at få det tunge tang op på taget. Foto: Læsø Museum Det er hårdt arbejde at få det tunge tang op på taget. Foto: Læsø Museum

Læsøs markante tanghuse er trækplaster for øens mange besøgende. En "Tanghusrute" viser eksempelvis vej for gæster gennem Gammel Østerby, hvor de fleste restaurerede tanggårde befinder sig, med beskrivelser af de enkelte huse og deres historie. Tanggårdene er en afgørende del af øens identitet, og projektet har stor lokalopbakning, fortæller Simon Kyhn-Madsen.

Kvinder vrider vaskere
Granskning af historiske kilder viser, at tængning af Læsøs gårde var et kvindearbejde. "Den eneste, der var betalt, var tængemanden, som stod for tilsynet med arbejdet. Ellers var det læsøkoner fra nabogårdene, som kom og hjalp til, gerne 50-100 ad gangen", fortæller Simon Kyhn-Madsen. Parvis vred og snoede kvinderne via håndkraft tangen til lange såkaldte vaskere med lange haler for enden. Mellem vaskerne lagdes de såkaldte gumlinger, der er en vasker uden hale.

Det var læsøkoner fra nabogårdene, som kom og hjalp til, gerne 50-100 ad gangen.
Simon Kyhn-Madsen, museumsleder
Førhen var tængning et kvindearbejde, og tangen blev vredet ved håndkraft. Foto fra 1951: Straatagets Kontor Førhen var tængning et kvindearbejde, og tangen blev vredet ved håndkraft. Foto fra 1951: Straatagets Kontor

"Det er meget hårdt arbejde. I dag består et tangsjak af tre fuldvoksne mænd. Før var det to bondepiger. Dem skulle man ikke lægge arm med", siger læsøbo Niels Erik Nielsen, forvalter ved Læsø Museum, med et glimt i øjet.

I dag har man udviklet en teknik, så man ved hjælp af maskiner vrider tangen til vaskere. De tunge vaskere bliver siden viklet omkring de første fire spær i tagkonstruktionen, og gumlinger lagt imellem i lag. Vaskerne og gumlingerne skaber en vold hele vejen rundt om hustaget. Ovenpå lægger man et flere meter tykt, løst tanglag, der bliver trampet ned helt op til skorstenskanten. Efter et års tid sætter tangen sig og bliver mere kompakt. Med tiden filtrer tangbladene sig ind i hinanden, og taget bliver til en stor, sammenhængende klump.

"Det er ikke så skrøbeligt som et stråtag, og man kan sagtens gå på det. Når man blev trolovet, sad man der og drak kaffe og gik en tur rundt om hele taget", fortæller læsøbo Niels Erik Nielsen.

Ålegræs fra Bogø
Restaureringen af Læsøs tanggårde kræver naturligvis først og fremmest tang. Masser af tang. Hvert hus, der er blevet restaureret som del af projektet, har brug for mange tons af materialet, og et enkelt hus skulle bruge næsten 90 tons, fortæller museumsleder Simon Kyhn-Madsen: "Der skal meget til, for at det fungerer".

Ålegræs fra Bogø og Lolland-Falster lagres i en tangbank. Foto: Straatagets Kontor Ålegræs fra Bogø og Lolland-Falster lagres i en tangbank. Foto: Straatagets Kontor

På grund af svampeangrebet i 1930'erne er øen ikke længere selv leveringsdygtig i den vigtige ressource. Det er da også en af årsagerne til, at traditionen næsten gik i glemmebogen, og tang efterhånden blev udskiftet med anden tagbeklædning. I dag importerer man ålegræs fra Bogø og Lolland-Falster. Her er man på baggrund af mangeårig erfaring med produktionen af tangmadrasser i stand til at levere tangen i den kvalitet, Læsøhusene har brug for.

Ud over den lokale tækkemand Henning Johansen, en af ildsjælene bag det oprindelige restaureringsprojekt, er to andre nu blevet oplært i tængningens kunst. "Det er vigtigt. For tang er et organisk materiale, og tangtagene skal fremover løbende vedligeholdes", fortæller museumslederen.

Tangtagene er brandsikre og vandafvisende, da saltvand helt naturligt imprægnerer tangen. Samtidig er tang for salt til, at insekter og andet kryb tager bo i det.

Synlige fra alfarvej
Læsøbo Lilli Petersen er formand for huslavet Hedvigs Hus, en tanggård, der tilhører Læsø Museum og er åben for offentligheden. Huset er over 300 år gammelt og har løbende fået skiftet sit tangtag igennem de sidste 10 år. Lilli Petersen er datter af husets sidste ejer, Hedvig, og er født i huset.

Tanggården Hedvigs Hus er over 300 år gammel. Foto: Straatagets Kontor Tanggården Hedvigs Hus er over 300 år gammel. Foto: Straatagets Kontor

"Da jeg var barn, kunne man stå i vinduet og se helt ud til kysten", fortæller hun. Det kan man ikke længere, for hvor øen i flere århundreder var stort set afskovet, er der nu mange træer og små skove.

En del af restaureringsprojektet skal skabe luft omkring de karakteristiske tanggårde. Ejerne forpligter sig til at fælde træer og holde ejendommen "synlig fra alfarvej", som museumslederen formulerer det: "Alle skal have gavn og glæde af husene i mange år. Desuden er det en genskabelse af, hvordan øen oprindeligt så ud, og man kunne se fra den ene ejendom til den næste".

Lilli Petersen kaster et kyndigt blik på tangtaget på sin mødrene gård og konstaterer, at der skal eftertættes her og der. "Jeg ved godt, at jeg har ejerfornemmelser. Men jeg kan huske, at det var noget, der blev gjort hvert tredje eller femte år". Taget skal jo helst holde i mange hundrede år.

Redaktionen afsluttet august 2016
Opdateret april 2020

Tags

Arkitektur Bolig Historie/Kulturhistorie Kulturarv Restaurering