FIND ARBEJDSRO I ITALIEN

To danske institutioner i udlandet restaureret til gavn for forskere og kunstneres dedikerede arbejde mange år frem i tiden

San Cataldo på den sorrentinske halvø er et af to danske refugier i Italien, som Fonden har støttet renovering af. Foto: Jens Lindhe
Det gamle kloster huser hvert år hundredvis af videnskabsfolk og kunstnere. Her et enkeltværelse. Foto: Jens Lindhe
Rumklangen i nonnernes gamle kloster var mindre egnet til nutidens samtaler, så den højloftede spisestue har fået akustikstyring. Foto: Jens Lindhe
Fra den store terrasse foran Wiinstedtsalen kan stipendiater se ud over Middelhavet. Foto: Jens Lindhe
Det Danske Institut i Rom har siden 1967 taget imod danskere med konkret studieformål i Rom. Foto: Jens Lindhe
Instituttet har nu fået bedre naturligt lysindfald, bl.a. i gangene med de italiensk inspirerede mørktglaserede klinkegulve. Foto: Jens Lindhe
Stipendiaternes små boliger har også fået bedre lys med lysskakte og specialdesignede vinduer på badeværelset. Foto: Jens Lindhe
Renoveringen har givet øget bekvemmelighed såvel som bedre arbejdsforhold - med respekt for husets oprindelige intentioner. Foto: Jens Lindhe

Der findes to oaser i Italien, hvor danskere gennem de sidste 100 år har kunnet slå sig ned i længere perioder for at hellige sig forskning eller kunst uden at skulle tænke på ret meget andet. San Cataldo i Syditalien og Det Danske Institut i Rom er begge elskede og velbesøgte institutioner, som hvert år huser en skare af danske forfattere, billedkunstnere, musikere og videnskabsfolk, hvis behov for uforstyrret arbejdsfordybelse næppe kan indfries i smukkere rammer.

Begge steder har gennemgået en omfattende istandsættelse de senere år med arkitekt Bente Lange som kyndig rådgiver. Arbejdet er støttet af Fonden for at sikre, at stederne også i fremtiden kan stille unikke arbejdsbetingelser til rådighed for kreativt og videnskabeligt virke.

Dansk højmodernisme og italiensk inspiration mødes i Kay Fiskers bygning fra 1967, hvor Det Danske Institut i Rom har til huse. Foto: Jens Lindhe Dansk højmodernisme og italiensk inspiration mødes i Kay Fiskers bygning fra 1967, hvor Det Danske Institut i Rom har til huse. Foto: Jens Lindhe

Accademia di Danimarca

Det Danske Institut lå oprindeligt nær Piazza Navona, indtil det i 1967 flyttede til en ny bygning tegnet af den danske arkitekt Kay Fisker og opført i udkanten af Villa Borghese-parken. Den geometrisk stramme bygning i gule tegl ligner umiskendeligt arkitektur, der rimer på dansk højmodernisme, men tag ikke fejl, understreger Marianne Pade, instituttets direktør.

Fiskers italienske inspiration titter frem såvel i de tynde laglagte tegl, der kendes fra Roms antikke bygningsværker, som i instituttets brune klinkegulve, hvis mørkglaserede flader skinner som Roms nattevåde boulevarder i skæret fra lysdesigner Marianne Tuxens smukt opdaterede lyssætning.

For lidt lys

I det hele taget har lysforholdene været en kardinalopgave i forbindelse med restaureringen. Paradoksalt nok var instituttet både plaget af for meget lys og for lidt. Særligt i gangarealerne var det sparsomt.

De højtsiddende vinduesbånd gjorde det nødvendigt at installere yderligere lys ved stipendiaternes arbejdspladser. Foto: Jens Lindhe De højtsiddende vinduesbånd gjorde det nødvendigt at installere yderligere lys ved stipendiaternes arbejdspladser. Foto: Jens Lindhe

For at ændre det har arkitekt Bente Lange blandt andet slået hul i væggen ud til en tagflade og tilføjet en dobbeltdør i glas, så dagslyset nu fylder en dunkel krog i gangen, der tidligere var uden naturligt lysindfald.

I tillæg har lysdesigner Marianne Tuxen skruet på forholdene i hele gangen ved at placere spotlamper næsten skjult i de mørke trælofter, men som små, effektive lyskilder, der gør rummet til et lyst og venligt gennemgangsareal. Tuxens skjulte lyskilder finder man også installeret i instituttets bibliotek, hvor højtsiddende vinduesbånd har gjort det nødvendigt at øge det kunstige lys nede i rummet ved stipendiaternes læsepladser.

For meget lys

Et ophold på Det Danske Institut på op til tre måneder gives til folk med konkrete studieformål i Rom, men når sommersolen hælder lys i rigelige mængder ned over den italienske hovedstad, kunne varmen ofte være uudholdelig indenfor i instituttet, fortæller Marianne Pade. Ganske uhensigtsmæssigt gjaldt det de rum, hvor stipendiaterne bor og har arbejdspladser, ligesom det også var tilfældet i fællesrum som køkken og dagligstue.

Et kæmpe, hvidt lærredssejl giver ly for solens stråler på den store terrasse såvel som kølighed inden døre. Foto: Jens Lindhe Et kæmpe, hvidt lærredssejl giver ly for solens stråler på den store terrasse såvel som kølighed inden døre. Foto: Jens Lindhe

For at holde sommerlyset og dermed varmen ude arbejdede Bente Lange med etablering af naturlige klimaskærme forskellige steder på bygningen. Blandt andet spændte hun et kæmpe, hvidt lærredssejl op over de store vinduespartier. Lærredet svæver nu i bløde buer fra sit stålwireophæng og danner en organisk kontrast til husets stramme geometri. Sejlet kan tages ned i vinterhalvåret, hvor man gerne vil have lyset ind, men om sommeren skaber det kølighed inden døre og i tilgift siddemulighed i ly for solens stråler ude på den store fællesterrasse.

Alle lysregulerende tiltag er foretaget med respekt for husets oprindelige intentioner, fortæller Marianne Pade. Og de har ikke kun gjort det behageligere at opholde sig i huset; sammen med etablering af solpaneler på instituttets tage fungerer de også som energioptimerende foranstaltning. Instituttets samlede besparelse som følge af ændringerne andrager i omegnen af 50 tons CO2 pr. år, hvilket er langt over forventning, pointerer Marianne Pade.

Luk Instituttets have er også renoveret, så årstidens planter spiller sammen med den geometriske bygningskrop. Foto: Jens Lindhe Luk Instituttets have er også renoveret, så årstidens planter spiller sammen med den geometriske bygningskrop. Foto: Jens Lindhe

Et venligere ophold

Restaureringen omfatter endvidere modernisering af alle badeværelser i tilknytning til stipendiaternes små boliger. I de tidligere vinduesløse rum er der installeret lysskakte med specialdesignede Veluxvinduer, så man ikke behøver tænde lyset i dagtimerne. Alle toiletskabe er bygget ind i væggen for at optimere den sparsomme plads, og flisebeklædning samt vvs-installationer er skiftet, så badeforholdene nu fremstår tidssvarende og indbydende.

Som prikken over i'et er instituttets haveanlæg renoveret med årstidsbeplantning i smukt samspil med den geometriske bygningskrop. "Huset har altid været flot og dejligt at være i, men det store fremskridt i bekvemmelighed og de bedre arbejdsforhold gør, at folk alt i alt oplever instituttet som et venligere sted", konkluderer Marianne Pade.

San Cataldo nær Amalfi

Et par timers kørsel syd for Rom på den sorrentinske halvø ligger det danske refugium San Cataldo.

Restaureringen af San Cataldo har omfattet næsten alle hjørner af den langstrakte klosterbygning, inkl. facaden. Foto: Jens Lindhe Restaureringen af San Cataldo har omfattet næsten alle hjørner af den langstrakte klosterbygning, inkl. facaden. Foto: Jens Lindhe

Bygningen kan dateres tilbage til 1000-tallet og fungerede som kloster for benediktinernonner helt frem til 1812, hvor de sidste kvinder fraflyttede stedet. Godt 100 år senere i 1909 erhvervede dansker Carl Johan Wiinstedt den stærkt forfaldne klosterruin efter at have tabt sit hjerte til huset og områdets enestående udsigt over Middelhavet.

En langvarig renovering resulterede i 1924 i etableringen af et refugium og af den stadigt eksisterende Foreningen San Cataldos Venner. Hvert år siden da har bygningerne givet husly til hundredvis af arbejdsivrige videnskabsfolk og kunstnere i perioden fra april til december.

Brug for opdatering efter 100 år

Annette Ohl, refugiets bestyrer, fortæller om den sparsommelige ånd, hele stedet er rundet af, og som betyder, at man gennem de sidste 100 år har vedligeholdt til husbehov, men på et tidspunkt fik brug for at opdatere bygningen langt mere grundlæggende. I forbindelse med 100-års jubilæet i 2009 igangsattes derfor en restaurering støttet af A.P. Møller Fonden samt Kirsten og Freddy Johansens Fond. Restaureringen har omfattet snart sagt alle hjørner af den langstrakte klosterbygning, i hvis sydfløj alle opholds- og arbejdsceller befinder sig, mens nordfløjen rummer spisesal, bibliotek, opholdsstue, køkken samt musikrum og bestyrerbolig.

Refugiets køkken er blevet gennemgribende renoveret med bl.a. nye vægfliser og nyt komfur. Foto: Jens Lindhe Refugiets køkken er blevet gennemgribende renoveret med bl.a. nye vægfliser og nyt komfur. Foto: Jens Lindhe

Akustikstyring af samtaler

I dag er alle bygningsfacader pudset op, vinduerne og døre er istandsat, og klosterets karakteristiske 'campanile' - et fritstående klokketårn - er blevet restaureret og kan tilgås via en stor, nyrenoveret tagterrasse.

Som noget helt væsentligt for den daglige drift peger Annette Ohl på den gennemgribende renovering af refugiets køkken. Der er opsat nye vægfliser, og de nye køkkenborde har optimeret rumindretningen væsentligt, da hele maskinparken tidligere stod og flagrede, hvor der nu var plads, men i dag er mere funktionelt placeret. "Nu er det et virkelig velfungerende køkken men uden, at moderniseringen har ændret rummets oprindelige stemning og udtryk".

I klosterets smukke spisestue var det et gammelt ønske at få etableret akustikstyring, så samtalerne omkring bordet ikke blev slynget til ukendelighed i det højloftede rum. Bente Lange har løst problemet ved at trække et flere centimeter tykt pudslag henover loftfladen, hvilket har forbedret lydforholdene i rummet så meget, at gæsterne i dag kan indtage deres tre, daglige måltider under indbyrdes snak om dagens arbejde og faktisk høre hinanden.

Gammel krypt nu musiksal

En anden forbedring, Annette Ohl fremhæver som helt væsentlig, gælder de flere kvadratmeter, San Cataldo har fået til rådighed.

Wiinstedtsalen - tidigere en gammel krypt, nu en stor lys sal til bl.a. musik med udgang til klosterets terrasse. Foto: Jens Lindhe Wiinstedtsalen - tidigere en gammel krypt, nu en stor lys sal til bl.a. musik med udgang til klosterets terrasse. Foto: Jens Lindhe

En gammel faldefærdig krypt er således efter gennemgribende renovering blevet et stort, lyst rum beregnet til forskellige arrangementer og mødeaktiviteter, mens det på hverdage fungerer som øvelokale for musikere.

Med den nye Wiinstedtsal, som den hedder, har klosteret nu to øvelokaler, så man kan tilbyde flere musikere refugieophold samtidig. Det har haft betydning for pianist Merete Cecilie Westergaard, der er på San Cataldo for sjette gang, men denne gang i selskab med sin trio. Hun taler begejstret om musiksalen og de nye muligheder, den rummer for koncerter og for i større udstrækning end tidligere at møde fagfæller.

Fra den store sal er der adgang til en vidunderlig nyanlagt terrasse med et kæmpe skyggeskabende valnøddetræ. Når vejret er til det, serveres her pizzaer fra den oprindelige brændepizzaovn, mens stipendiater kan lade blikke vandre til nabobyerne Scala og Ravello og videre ud over Middelhavet. Ikke langt fra Wiinstedtsalen men lidt adskilt fra de øvrige bygninger er et tidligere hønsehus nænsomt istandsat ude og inde. Det er nu udstyret med soveværelse, køkkenafsnit, toilet/bad samt stort opholdsrum beregnet til bolig for forskere, der har brug for længere ophold på San Cataldo.

Et tidligere hønsehus er nænsomt istandsat og indrettet til bolig for forskere, der har brug for længere ophold på San Cataldo. Foto: Jens Lindhe Et tidligere hønsehus er nænsomt istandsat og indrettet til bolig for forskere, der har brug for længere ophold på San Cataldo. Foto: Jens Lindhe

Afstand øger effektivitet

Et stipendieophold har almindeligvis en varighed på op til en måned. Sådan ét har professor ved SFI Nanna Mik-Meyer benyttet sig af flere gange i sin forskningskarriere. Det er især muligheden for at arbejde i en længere, sammenhængende periode uden afbrydelser, der trækker, fortæller hun.

"Den mulighed har jeg ikke på samme måde hjemme, hvor telefonen ringer, og der konstant tikker mails ind. De 14 dage, jeg har været her denne gang, har været helt afgørende for den bog, jeg er ved at færdiggøre".

Det er sandsynligvis afstanden hjem til, der gør forskellen, for på San Cataldo er der i parentes bemærket fremragende netforbindelser. For sådan er det på et kloster anno 2016.

Redaktionen afsluttet september 2016

Tags

Bolig Restaurering