SØSTRENES HJEM
Det gamle Søstrehus i Christiansfeld er efter gennemgribende renovering byens nye kulturcentrum
I Christiansfeld midt for den centrale kirkeplads ligger ét af byens mest prominente huse. Som navnet Søstrehuset antyder, blev det bygget til byens ugifte søstre, få år efter Christiansfelds anlæggelse som hjemsted for den reformatoriske Brødremenighed i 1773. De efterfølgende år knopskød det til en trefløjet bygning, og i dag fremstår det med sine 4.000 m2 som et af byens største bygningsanlæg. Fra 2012-2014 gennemgik Søstrehuset en omfattende restaurering møntet på bevarelse og på at gøre det egnet til at fungere som kulturhus for Christiansfeld og omegn.
Nøje planlagt
Historisk set byggede man slet og ret Christiansfeld på en bar mark. Som én af de første byer i Danmark blev den planlagt i mindste detalje, derefter udmålt og opført på få år i en periode, hvor man endnu ikke havde tradition for byplanlægning her i landet.
Christiansfeld blev bygget på en bar mark og planlagt i mindste detalje. Foto: Jens Lindhe
Byen var et eksperiment inspireret af den herrnhutiske bevægelse og anlagt til, at indbyggerne kunne praktisere et liv med Gud. Der var sørget for alle fra vugge til grav. Skolegang, uddannelse og arbejde fandtes alt sammen inden for det lille areal, og man satte sit punktum for enden af Nørregade på kirkegården Gudsageren under identiske sten, der alle vender mod øst.
Kønnet i byplanen
Helt fra starten manifesterede kønnet sig i Christiansfelds byplan og dagligliv. Om man var pige eller dreng, mand eller kvinde var udslagsgivende for, hvor i byen man havde sin bopæl og sin daglige gang. Almindeligvis ville en ung Christiansfeld-pige efter konfirmationen flytte fra sit barndomshjem ind i Søstrehuset, mens de jævnaldrende drenge rykkede over i Brødrehuset.
Byen var gennemskåret af en øst-vestgående akse, med kvinderne nord for i Søstrehuset, Enkehuset og pigeskolen langs Nørregade og mændene syd for i Brødrehuset og drengeskolen langs Lindegade: En opdeling, der matchede de kønsadskilte indgange til byens kirke - kvinderne brugte norddøren og sad i kirkens nordlige halvdel, mens mændene var henvist til den sydlige. Selv på Gudsageren gjorde kønnet sig gældende; mændene blev begravet til venstre for indgangen, kvinderne til højre.
Det har været magtpåliggende at bevare den gamle korsal og dens interiører for eftertiden. Foto: Jens Lindhe
Korsalen
I dag er den opdelte beboelsesstruktur historie, og medlemmer af brødremenigheden bor dør om dør med mennesker uden tilknytning til byens religiøse identitet, ligesom Søstrehusets funktion som hjem for byens ugifte døtre for længst er ophørt. Men tilbage i midten af 1800-tallet, da det nu fredede hus havde sin storhedstid, var der en livlig aktivitet på alle etager med omkring 150 kvindelige beboere. Deres sociale og åndelige fællesskab var knyttet sammen af aktiviteter som madlavning, håndværk og ikke mindst af dagens mange andagter med sang og bøn, som foregik i den store korsal på anden etage i husets vestfløj.
Når man opholder sig i korsalen, mærkes det knap, at tiden er gået. Alt er intakt - fra de lange, hvide træbænke og det smukke orgel for enden af rummet til lysekronerne i snoretræk fra loftet. I forbindelse med restaureringen har det derfor været magtpåliggende at bevare rummet og dets interiører for eftertiden. Når det i løbet af 2015 igen tages i brug til kirkelige handlinger og forskellige kulturelle arrangementer, sker det på nye planker af douglasfyr, mellem nyistandsatte vægge, smukt bevarede og renoverede vinduer, nymalede døre og paneler samt totalrenoverede el-installationer.
De lange midterkorridorer
Et særligt kendetegn ved Søstrehuset er bygningens lange midterkorridorer. De løber fra fløj til fløj i underetagen og på første sal. Lyset strømmer ind fra store gavlvinduer og videre ned gennem de lange gangarealer med et hav af rum til begge sider.
Lyset strømmer ind i de lange gangarealer med rum til begge sider. Foto: Jens Lindhe
På hver etage er hovedparten af gulvene udskiftet. Alle døre og paneler er slebet ned, behandlet og malet i de originale nuancer afdækket via farvearkæologiske forundersøgelser. Alle vægflader er repareret og kalket. Husets store vinduer er bevaret, og efter en grundig renovering fremstår de smukt i deres originale udformning. Eftersom de oprindeligt er lavet i enkeltglas, er der fremstillet forsatsvinduer til samtlige vinduesfag, så kulden kan holdes ude i vinterhalvåret.
Husets nye rolle som kulturcentrum har krævet en opgradering af køkken- og toiletfaciliteterne på hver etage, ligesom sikkerheds- og adgangsforhold for handicappede er ført op til nutidens standard.
Sovesale og stilhistorie
Helt oppe under taget finder man de imponerende sovesale og samlingsrum på mellem 150 og 300 m2. For blot hundrede år siden lå husets yngste søstre på rad og række i døgnets mørke timer, mens de ældre søstre var privilegerede med eget værelse på etagen under. Efter i årevis at have stået ubenyttede hen er de enorme rum nu totalrenoverede og møblerede, og de har fået ny smuk belysning, så de efter planen kan anvendes til større kulturarrangementer og konferencer.
Oppe under taget er de enorme sove- og samlingssale totalrenoverede og har fået ny smuk belysning. Foto: Jens Lindhe
Søstrehusets interiør er kendetegnet af en enkelhed, der spejler fortidens religiøse værdisæt og livspraksis. Fra etage til etage vandrer man gennem stilhistorien, når udtryk fra rokoko og empire møder klassicismen og barokken på trappegelændernes balustre, døre og andet interiør. Alle disse unikke elementer samlet på ét sted er i stor udstrækning bevaret og restaureret til glæde for nutidens stilhistoriske hukommelse og nysgerrighed.
Kulturcentrum
De sidste søstre fraflyttede huset i midten af 1900-tallet. Herefter fungerede det i en periode som alderdomshjem, hvorefter en række danske missionsselskaber lejede den store bygning helt frem til 2011.
Nu hvor den store restaureringsindsats er tilendebragt, slår Søstrehuset i løbet af 2015 dørene op for offentligheden omskabt til Kulturarvens, kunstens og videnskabens hus. Mellem sine aktiviteter vil det rumme Kolding Kommunes musikskole, lokalarkivet, Christiansfeld Turistkontor og Brødremenighedens museum og arkiv. Fortidens leben vender altså tilbage og gør huset til et stort aktiv for udviklingen af hele Christiansfeld og for ambitionen om ikke at ende som smukt museum, men netop forblive en levende by i området og i fremtiden.
Redaktionen afsluttet februar 2015