Efter tre år i København etablerer LGBT Danmark AURA-fællesskaber i 10 provinsbyer. Foto: LGBT Danmark

Lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede oplever i højere grad trivsels- og sundhedsudfordringer i sammenligning med heteroseksuelle. Blandt andet føler de helt unge LGBT’er sig usikre, fordi de har oplevet at blive mobbet i skolen eller hører om homofobi og hadforbrydelser mod LGBT-personer. Af samme årsag kan det være svært for mange unge at stå åbent frem.

På den baggrund startede LGBT Danmark (Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner) i 2015 projektet AURA. AURA er mødesteder, som tilbyder unge LGBT+’er under 25 år et fællesskab, hvor de hver 14. dag kan møde ligesindede, udvide deres netværk og opleve tryghed og anerkendelse. De op til 30 unge, der sædvanligvis deltager, kan også få rådgivning eller en snak med en af projektets mange frivillige.

Med støtte fra Den A.P. Møllerske Støtteefond bliver der etableret AURA-fællesskaber i 10 byer rundt i hele landet. Et centralt succeskriterium er, at de unge får etableret et netværk, som kan give dem styrke i hverdagen, og samtidig får nogle værktøjer, så de kan håndtere de udfordringer, de udsættes for.  

De ti byer, hvor der skal etableres AURA-fællesskaber er: Aabenraa, Esbjerg, Viborg, Aalborg, Vejle, Aarhus, Odense, Frederikshavn og en by Vestsjælland og Bornholm.

FAKTA

PROJEKT: Etablering af sociale tilbud for unge med LGBT-baggrund
ORGANISATION: LGBT Danmark, Landsforeningen for Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle og Transpersoner
OMFANG: Arrangement hver 14. dag i 10 provinskommuner
PERIODE: 2018-2019
STØTTE: 1 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond
SE MERE: LGBT Danmark