Modernisering af Danmarks ældst fungerende teater
I snart 200 år har Rønne Theater dannet ramme om det bornholmske teaterliv. Både for den engagerede amatørscene og de professionelle teatre. Teateret blev opført i 1823 af lokale borgere og teaterentusiaster, og er dermed Danmarks ældst fungerende teater. Med en bevilling på 15,7 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden bliver teateret nu fremtidssikret.
Moderniseringen skal bidrage til, at der skabes bedre publikumsoplevelser og bedre rammer for arbejdet på scenen, blandt andet med elektrisk scenetræk, nyt sceneloft og -gulv, renovering af skuespillergarderobe, isolering og ventilation.
Projektet gennemføres mens Rønne Theater fortsat er aktivt og åbent.
Med bevillingen ønsker A.P. Møller Fonden at fremtidssikre en af Danmarks ældst fungerende teaterbygninger. For udover at Rønne Theater er en væsentlig kulturhistorisk bygning midt i Rønne, så har teatret en stor værdi for det bornholmske og danske kulturliv.
PROJEKT: Renovering og fremtidssikring af Rønne Theater
ORGANISATION: Rønne Theater
PERIODE: 2023-2024
STØTTE: 15,7 mio. kroner fra A.P. Møller Fonden
ANDEN STØTTE: Brdr. Larsen E., S. og A. Larsens legat, Sparekassen Bornholms Fond, Bornholms Brand, Teaterforeningen Bornholm samt Rønne Theaters Venneforening.