4. Maj Kollegiet i Odense
4. Maj Kollegiet i Odense har siden 1952 tilbudt studieboliger, primært til unge med tilknytning til frihedskampen under den tyske besættelse. Kollegiet har gennemgået en omfattende renovering, som har fornyet de gamle bygninger.
Renoveringen er realiseret med en bevilling på 78 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden. Med renoveringen har de mange kollegianere på 4. Maj Kollegiet i Odense fået moderne fællesfaciliteter og mere tidssvarende rammer at bo i, mens de studerer på en af Odenses mange forskellige uddannelsesinstitutioner.
4. Maj Kollegiet i Odense rummer 77 værelser, 7 fælleskøkkener og en festsal.
Om 4. Maj Kollegiet
Kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig besluttede en kreds af danske modstandsfolk i maj 1945 at opføre ni 4. Maj Kollegier rundt omkring i landet med boliger forbeholdt studerende til besættelsestidens frihedskæmpere. Et af disse kollegier var det odenseanske 4. Maj Kollegiet.
Kollegiet stod indflytningsklar i sommeren 1952 og er i dag stadig hjem for studerende. Kollegiet står som et levende mindesmærke, hvor frisind og demokrati prioriteres, og hvor erindringen om frihedskampen bevares.
Gennem årene har Fonden også støttet istandsættelser af 4. Maj Kollegierne i Tønder, Marstal, Aarhus, Aalborg og på Frederiksberg.
PROJEKT: Renovering af 4. Maj Kollegiet i Odense
ORGANISATION: 4. Maj Kollegiet i Odense
PERIODE: 2023-2026
STØTTE: 78 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
LÆS MERE: 4. Maj Kollegiet i Odense