Dokøen
Dokøen i Københavns Havn, der er nabo til Operaen, er ejet af A.P. Møller Fonden. Derfor er det også Fonden, som får renoveret de fredede konstruktioner, såsom tørdok, pumpehus og kraner, så de kan holde mange år endnu.
Dokøen har sit navn fra tørdokken midt på øen. Dokken er fra 1855 og bliver ikke længere brugt, men fungerer som et minde om dengang, flåden byggede skibe på Holmen. Dokporten er under renovering og er blevet fragtet til Grenå. Den vender tilbage til dokken i slutningen af 2025.
Flytningen af dokporten har været en kompliceret operation, da den vejer 170 ton, måler 19 meter i længden, er 10 meter høj og 2 meter bred. Med bistand fra en flydekran blev dokporten løftet op fra sit leje i dokken og slæbt til Nordhavnen, hvor den med hjælp fra tre store mobilkraner blev løftet over i et skib og sejlet til Grenå.
Dokken krævede oprindeligt tørlægning ved vandpumpning, hvorfor det særprægede pumpehus i engelsk gotik og med høj skorsten blev bygget i 1858-1860. Det fredede pumpehuset er p.t. under ud- og indvendig restaurering. Sammen med de ligeledes fredede højbanekraner og tørdokken ved siden af, er Pumpehuset et levende minde om Københavns industrielle og militære fortid.
A.P. Møller Fonden afsluttede i 2024 renoveringen af de to højbanekraner ved dokken. Kranerne er fra 1927. I forbindelse med renoveringen blev kranhusene vendt 180 grader og placeret længere fremme på kransporene, ud mod havneløbet. Den position var en fejring af skibet i forbindelse med stabelafløbninger – i dag en gestus til byen.
I 2026 forventes selve dokken renoveret, hvorefter alle de fredede ejendomme er nyrenoverede.
STED: Dokøen, Københavns Havn
ORGANISATION: A.P. Møller Fonden
BYGHERRE: A.P. Møller Fonden
ARKITEKT: Fogh & Følner (renovering)