NÅR LYSET TÆNDES
Der er brug for opera i det moderne samfund, mener Operaens tidligere chef Kasper Holten, hvis opsætninger af blandt andre Wagners Ringen har skabt international interesse for dansk opera
I dagene inden den nye Opera i København blev indviet i januar 2005, rasede en voldsom storm i havnen. Den tidligere operachef Kasper Holten husker, hvordan han og holdet bag åbningens gallaforestilling befandt sig lykkeligt uvidende i en mental boble inde i Operaen fuldt koncentreret om at få de sidste ting til at klappe. Uden synderlig kontakt til omverdenen blev de derfor overraskede, da de dukkede op til overfladen og så det frådende vand omkring dokøen. "På mange måder spejlede elementernes rasen den intensitet, vi oplevede indenfor", fortæller han. "Indtil få minutter før forestillingen vidste vi ikke, om vi måtte aflyse på grund af tekniske problemer. Det var frygtelig nervepirrende indtil sidste øjeblik, hvor alt løste sig. Det er noget af det mest fantastiske, jeg har oplevet".
Operahuset på Dokøen er 41.000 m2 stort. Foto: Adam Mørk/Henning Larsen Architects
Operaens indre leben
Efter en rekordhurtig byggeproces stod Operaen færdig i efteråret 2004 som en gave fra A.P. Møller Fonden til den danske befolkning. I løbet af 2½ år rejste sig en bygning på 41.000 m2 fordelt på fem etager under jorden og ni etager over, beklædt med lyse kalksten.
Som et markant punktum for Amalienborg-aksen har københavnerne siden da ved aftenstide kunnet følge med i Operaens indre leben. For facaden, der krummer sig ud mod havneløbet under det udkrængede tag, bliver transparent, så snart Olafur Eliassons tre smukke glaslysekroner tændes i foyeren.
Nye proportioner
Indenfor rummer huset to scenerum. Store scene har plads til op til 1.655 tilskuere alt efter, hvor stor orkestergrav den enkelte forestilling kræver. Takkelloftet, som er den lille scene, kan rumme 180 tilskuere og er justerbar, så den kan tilpasses forskellige kunstformer. Derudover er huset kendetegnet ved en overdådig mængde rum, cirka 1.000, der fungerer som prøvesale til henholdsvis opera, ballet, orkester, omklædning osv.
Netop proportionerne fremhæves af Kasper Holten, når han taler om sin tid i Operaen. De mange scenerum bag ved og rundt om hovedscenen, hvor man kan opbevare komplette kulissesæt og rekvisitter til op til fem forestillinger ad gangen og samtidig afvikle prøver på kommende forestillinger, er en markant opgradering af de muligheder, man har som instruktør, fortæller han.
Bag ved og rundt om hovedscenen er mange andre scenerum, hvor man kan opbevare komplette kulissesæt og rekvisitter til op til fem forestillinger ad gangen. Foto: Adam Mørk/Henning Larsen Architects
Der kan tænkes stort og ambitiøst, og man kan afprøve formater, der ikke tidligere har været mulige på Gl. Scene, hvor forholdene er væsentlig mindre. Den erfaring gjorde han sig allerede med sin første operaopsætning i det nye operahus, som var tredje del af Wagners Ringen. "Sigfried lever med en stedfar, der har mange hemmeligheder, og det, at kulissen kunne indrettes, så man konkret kunne vise, hvad der gemte sig nede i kælderen, var en helt ny måde at arbejde på, som satte min fantasi i gang", husker han.
Visuelle forventninger
En yderligere kvalitet ved pladsforholdene og dét, der gør dem til en vigtig præmis i et moderne operahus, er de muligheder, de tilvejebringer for at udfolde selve den visuelle side af en opera. "I dag kommer publikum med store visuelle forventninger skabt af film og tv og af deres kendskab til verden fra de rejser, de foretager. Derfor er det vigtigt, at Operaen kan tilbyde en anden form for poesi og en historiefortælling, hvis visuelle udtryk ikke hører til i forrige århundrede, men er fuldstændig up to date", pointerer Holten.
Hertil kommer naturligvis den tekniske side af sagen. Også den er blevet væsentlig opgraderet - ikke mindst dybt nede under det 38 meter høje scenetårn. Det multifleksible scenegulv har højdejusterbare gulvsektioner og en form for elevatorer, der kan få store komplekse scenografier til at dukke op af gulvet eller forsvinde igen. Gulvet kan via fire store, mobile scenevogne transportere enorme kulisser ind og ud fra scenen, uden at de manuelt må skilles ad. De tekniske muligheder skaber tilsammen nogle langt bedre logistiske løsninger, end det tidligere har været tilfældet, og dermed både bedre arbejdsforhold og større kunstnerisk frihed.
Den gyldne lyssætning i foyeren skabes bl.a. af kunstneren Olafur Eliassons store lysekroner. Foto: Adam Mørk/Henning Larsen Architects
At rejse ind i magien
I Kasper Holtens øjne foretager man en mental rejse fra virkelighedens verden ind i fantasiens, når man går til opera. Og i det nye operahus styrkes denne rejsefornemmelse, når man har passeret svingdøren og træder ind i foyeren. Her modtages publikum i en imødekommende atmosfære skabt af rummets lyssætning, der toner gyldent ud, når den reflekteres i foyerens mest markante element, den dobbeltkrumme skalvæg i bejdset ahornfinér. Ahornvæggens yderside spejler tilskuerrummets indvendige form og minder publikum om dét, som venter dem inde i mørket. Den videre rejse foregår via brede gangbroer spændt ud i varierende højde i den fem etager høje foyer. Fra fordelingsbalkonerne skyder broerne sig gennem den bejdsede skalvæg ind i auditoriet, som scenerummet også kaldes. Og herinde er alt gearet til magi, mener den tidligere operachef. Alene farvevalget, der spænder fra mørkeblåt velour på alle stolesæder over det bladguldsbelagte loft til de gyldne balkonforkanter, fra hvis slidser det hvide fiberlys tilfører rummet en diskret, næsten intim belysning. En effektfuld designmæssig og æstetisk kombination, hvis forførende samspil hjælper publikum over tærsklen til eventyrets verden.
Vi har brug for opera
Skal han pege på det væsentligste ved det nye operahus på Dokøen, svarer den tidligere operachef, "at det medvirker til at fremtidssikre operaen som kunstform". Sammen med Skandinaviens andre nyopførte operahuse i Göteborg, Helsinki og Oslo har det skabt nysgerrighed ude i verden omkring nordisk opera. Denne interesse har så igen tiltrukket markante sangere, dirigenter og instruktører, hvilket alt sammen har betydet en styrkelse af dansk opera. En værdifuld gevinst for det moderne samfund, hvor der er brug for opera, forstår man på Kasper Holten. Den beskæftiger sig med ting, vi ofte overser, og minder os om, hvad der virkelig betyder noget i livet.
Avanceret teknik gør det muligt at få store komplekse scenografier til at dukke op af gulvet eller forsvinde igen. Foto fra Tannhäuser 2009: Per Morten Abrahamsen
"Vi lever i en tid, hvor vi bruger et hav af ord til at beskrive alting, og ordene trækker os i logikkens retning. Men en stor del af menneskers liv er jo netop hverken logisk eller rationelt. Ofte er vi i vores følelsers vold".
I en operaforestilling er der ikke så mange mellemregninger, som man finder det i eksempelvis film og litteratur. Det handler om at komme så hurtigt som muligt til de ekstreme situationer og så udforske de store følelsesmæssige op- og nedture. "Ved at overvære en opera træner man sig i at være åben over for følelser og komme i kontakt med de store eksistentielle spørgsmål", konkluderer han.
Åbent hus
Men selv om opera som kunstform i sig selv har noget at tilbyde verden, er det vigtigt, at den sameksisterer med balletten og orkesteret, og at helt andre typer arrangementer også finder vej til huset. I Kasper Holtens tid blev der lagt kvadratmeter til så forskelligartede begivenheder som uddeling af Kronprinsens kulturpris, Zulu Comedy Awards og en tv-nytårskavalkade. Senest har New York City Ballets gæsteoptræden meget tydeligt vist, at også balletten med stort held kan udnytte de nye, store scenefaciliteter. Alt dette ser han som en vigtig daglig påmindelse om ikke blot at forskanse sig "på sin egen lille operaø og kappe fortøjningerne". Den kunstneriske mangfoldighed og arrangementernes forskellighed virker smittende og gensidigt inspirerende og kan sikre, at huset åbner sig mod et nyt publikum, der ikke nødvendigvis har opera som første valg.
Redaktionen afsluttet april 2013