Opførelse af Amaliehaven

Siden åbningen for 30 år siden er Amaliehaven blevet en mere frodig og indbydende park. Foto: Jens Lindhe
Haven er velbesøgt året rundt, af turister, såvel som de mange, der arbejder og bor i kvarteret. Foto: Jens Lindhe
En stram, symmetrisk komposition giver parken en rolig stringens. Foto: Jens Lindhe
Nærheden til saltvand og havgus betyder, at havens mange forskellige planter skal kunne klare havneklimaet. Foto: Jens Lindhe
De markante bronzesøjler, springvand og kaskadefontæner er skabt af den italienske billedhugger Arnaldo Pomodoro. Foto: Jens Lindhe
Sollignende fontæneskulpturer overrisler anlægget med stråler af vand. Foto: Jens Lindhe
Anlæggets geometri understreges af formklippede buske, der sammen med blomster og blade skaber variation og dybde. Foto: Jens Lindhe

Den 10. maj 1983 åbnede Amaliehaven for offentligheden. Parken er en af Københavns yngste, placeret mellem Amalienborg Slot og havnefronten. Haven er en gave fra A.P. Møller Fonden til det danske folk og er tegnet af den belgiske landskabsarkitekt Jean Delogne. Den italienske billedhugger Arnaldo Pomodoro har skabt havens fire bronzesøjler, springvandet i midten og kaskadefontænerne i siderne.

Fra skibsværft til grøn oase
Det kan være svært at forestille sig, at der engang lå et skibsværft og siden et travlt havnekvarter dør om dør med kongefamiliens residens. Store oceangående lastskibe lagde til, og Amerikabådene sejlede ud med emigranter på vej mod et nyt liv.

I dag finder man i stedet en have med vandkunst, blomster, grønne planter og med en af Københavns smukkeste udsigter. Amaliehaven er opført symmetrisk omkring Frederiksgades akse og ligger på én af dansk arkitekturs mest berømte sigtelinjer fra Marmorkirken gennem Frederiksstaden over Amalienborg Slotsplads til havneløbet og over på den anden side af havnen, hvor Operaen slutter sigtelinjen.

Amaliehaven er med tiden tilpasset klimaet og har vokset sig mere frodig og indbydende. De smukt irrede kapper på Pomodoros bronzesøjler klæder Marmorkirkens kuppeltag og rytterstatuen midt på Amalienborg Plads. Havens rolige stringens bliver understreget af havemurenes og bygningsvæggenes lysegrå, franske kalksten. Flisebelægningen, anløbstrapperne og vandkunsten er af bornholmsk Hellestbakke- eller Moseløkkegranit, og de mange træbænke er udført i flødebrun iroko, også kaldet afrikansk teaktræ.

På begge sider af vandkunsten fremstår haven i to niveauer med hække og mure, der skærmer mod Toldbodgade på den ene side og havnen på den anden. Bænkene i de midterste haverum er integreret i højbedenes granitkanter. 

En fremsynet placering

Amaliehaven skabte røre, inden den åbnede. Nogle hævede, at den var ødelæggende for stedets ånd. Andre mente, at haven ikke var i overensstemmelse med arkitekt Nicolai Eigtveds oprindelige plan fra 1700-tallet om en plads for enden af Frederiksstadens hovedakse. Langt de fleste bød dog parken velkommen som en markant og tiltrængt tilføjelse til det københavnske byrum. I dag er haven velbesøgt af folk, der arbejder og bor i kvarteret samt turister. Anlæggelsen af Amaliehaven kan i dag ses som et tidligt tegn på den udvikling, som hele Københavns Havn har gennemgået siden slutningen af 1990'erne, nemlig at den gamle industrihavn langsomt er blevet omdannet til beboelses- og rekreativt område.

Tags

Parker og haver