Kunstnerhjemmet Jenle
Renovering og fremtidssikring af Jeppe Aakjærs kunstnerhjem.
Jeppe og Nanna Aakjærs kunstnerhjem Jenle skal renoveres og fremtidssikres, sådan at det gule stuehus for eftertiden kan danne ramme om formidling af Jeppe Aakjær og hans samtid.
Som en del af projektet får stuehuset en teknisk opgradering med jordvarmeanlæg, isolering og forbedring af indeklimaet, samt en indvendig istandsættelse af stuehusets 17 rum og tilhørende sidebygning med arbejdsrefugium. Samtidig bliver husets indbo sikret ved en gennemgang, registrering og rensning af de mange genstande, værker, møbler, bøger og andre arkivalier.
Visionen for projektet er, at Jenle skal bevares og udvikles til et markant center for formidling af Jeppe Aakjærs litterære og folkelige betydning, og hvor Aakjærs aktualitet og relevans kontinuerligt debatteres og præsenteres i en nutidig kontekst.
Projektet er realiseret ved støtte fra A.P. Møller Fonden, Spar Vest Fonden, Staten og Skive Kommune
PROJEKT: Fremtidssikring og renovering af Jeppe Aakjærs kunstnerhjem Jenle
ORGANISATION: Skive Kommune
PERIODE: 2023-2024
STØTTE: 5 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden