Sorø Klosterkirke stråler igen

Røde tegl var nyeste mode i 1160, viser restaurering af den gamle kirke, som også giver en udskældt kalkmaler æresoprejsning

Sorø Klosterkirke fra 1161 bliver istandsat både inde og ude. Foto: Colourbox.dk / Knud Erik Christensen
De unikke kalkmalerier trængte til bevarende behandling. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter
Efter afrensning har kirken nu fået sine farver tilbage. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter
Kalkmalerierne er senere fortolkninger af de oprindelige fra middelalderen. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter
6-8 konservatorer har arbejdet på opgaven i næsten to år. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter
Kirkerummet er et af Danmarks længste - her før restaureringen. Foto: Colourbox.dk / Knud Erik Christensen
For at skabe plads til servicefunktioner bliver den oprindelige indgang i et sideskib genåbnet. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter
Engelske blytækkere og danske håndværkere har samarbejdet om et nyt blytag. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter
En mock-up blev testet på kirkens tag inden udskiftning af hele sydsiden. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter

Tidens tand og indtrængende regn fra et utæt tag gnavede dybt i Sorø Klosterkirkes unikke kalkmalerier, indtil en igangværende istandsættelse, der stopper forfaldet, gør bygningen mere funktionel og kaster nyt lys på både kalkmalerier og kirkens farverige historie.

A.P. Møller Fonden har støttet den omfattende restaurering med 25 mio. kr.

Sorø Klosterkirke er et enestående bygningsværk, som har tiltrukket besøgende fra nær og fjern i snart tusind år: Først som del af et stort kloster for munke i cistercienserordenen. Dernæst kirke og gravkirke for flere konger, Biskop Absalon, adelige slægter og nationale ikoner som Ludvig Holberg og B.S. Ingemann. I dag sognekirke for Sorøs borgere, mål for mange turistbesøg og ramme om ceremonier ved højtider og dimission for eleverne på Sorø Akademi – kirkens nærmeste nabo.

Kirken må have forekommet voldsom i en verden, hvor alle huse var grå og brune.
Thomas Bertelsen, arkitekturhistoriker, Bertelsen & Scheving Arkitekter

Røde tegl ‒ hvid fuge
Fra dag ét vakte kirken opsigt, og hvor spektakulær kirkens udseende var, da den stod færdig i 1161, har den aktuelle istandsættelse bidraget med en større forståelse af. Det forklarer Thomas Bertelsen, arkitekturhistoriker hos Bertelsen & Scheving Arkitekter, som har været totalrådgiver ved istandsættelsen:

Påmalede hvide fuger på rødkalket murværk var et af de overraskende fund under restaureringen. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter Påmalede hvide fuger på rødkalket murværk var et af de overraskende fund under restaureringen. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter

”Som en af Danmarks allerførste bygninger opført i røde mursten må kirken have forekommet voldsom i en verden, hvor alle huse var grå og brune, og ikke nok med det: Under istandsættelsen opdagede vi, at man indvendigt i den nye kirke kalkede det i forvejen røde murværk rødt og påmalede kunstige hvide fuger. Det kunne tilsyneladende ikke blive tegl’sk nok”.

Denne sminkning af de røde tegl var et af flere overraskende fund, der dukkede frem, da dele af det oprindelige murværk blev blotlagt.

Gevinst i at flytte indgangen
Kirken er indrettet til klosterliv ‒ langt fra sin nuværende funktion som rummelig folkekirke. Et element i istandsættelsen er derfor at tilføje kirken et brude- og dåbsværelse, bedre toiletforhold, herunder handicaptoilet, samt et magasin til opbevaring. At finde plads til disse moderne servicefunktioner i en tusind år gammel bygning har krævet hovedbrud og inddragelse af Nationalmuseet og kirkens menighedsråd. Løsningen, som endte med at få opbakning fra alle sider, er at flytte indgangsdøren tilbage til vestgavlen i kirkens nordre sideskib, hvor døren sad i den oprindelige kirke.

Fra en genåbnet indgang kan man se ned gennem kirkerummet til Ludvig Holbergs sarkofag. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter Fra en genåbnet indgang kan man se ned gennem kirkerummet til Ludvig Holbergs sarkofag. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter

Det greb giver yderligere den gevinst, at besøgende allerede fra kirkedøren kan kigge hele vejen ned gennem kirkerummet – et af Danmarks længste – og se Ludvig Holbergs sarkofag i den anden ende.

Den oprindelige og nu genåbnede indgang til kirken har været blændet de seneste 250 år, og genåbningen har givet ny viden om det oprindelige klosterliv på stedet. Døren var dengang eneste vej til klosteret for almenheden, og munkene kunne afskære omverdenens adgang med en solid bom for døren på indersiden. Der er under istandsættelsen fundet huller i murværket og tydelige slidspor efter bommen.

Ny vurdering af hårdhændet restaurering
Istandsættelsen omfatter også kirkens indvendige udsmykning, som har fået sine farver tilbage. Kirken er totaldekoreret i 1869-78 af arkæolog og kunstmaler Jacob Kornerup. Han genopdagede og nyfortolkede kirkens overkalkede, middelalderlige kalkmalerier, herunder en meget kendt frise med våbenskjolde, hvor adelige slægter kunne købe sig plads til familiens skjold.

Den kendte skjoldefrise ses her under afrensning. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter Den kendte skjoldefrise ses her under afrensning. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter

Kornerup blev dog siden kritiseret for i sin restaurering at forholde sig så frit til de oprindelige middelaldermotiver, at der nærmest var tale om nye værker. Under istandsættelsen af kirken har det dog vist sig, at Kornerup ikke tog sig helt så store friheder. Det fortæller konservator Maj Trier Rygaard fra firmaet Nordisk Konservering, som har haft 6-8 konservatorer på opgaven i næsten to år for at afrense og genopfriske dekorationerne på kirkens vægge, buer og hvælvinger: ”Kornerup er blevet kritiseret for at være alt for hårdhændet i sine restaureringer, blandt andet ved at bruge andre farver og motiver end de oprindelige. Men vores arbejde har vist, at hans brug af farver og motiver faktisk er meget præcist baseret på de oprindelige, hvilket giver ham en form for æresoprejsning”.

Bevaret og dokumenteret
Konservatorerne har desuden lavet bevarende behandlinger og dokumentation af de oprindelige kalkmalerier neden under Kornerups, som vil blive gemt for eftertiden på Nationalmuseet. Dele af materialet vil desuden blive udgivet i et bogværk om klosterkirken som del af projektet. Al restaurering er besluttet i tæt samarbejde med Nationalmuseet.

Et utæt tag er udskiftet, og tidligere vandskader udbedret. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter Et utæt tag er udskiftet, og tidligere vandskader udbedret. Foto: Bertelsen & Scheving Arkitekter

Enkelte af dekorationerne var skadet af indtrængende vand fra kirkens tag og tagrytter, der i perioder af kirkens liv har været utæt. Men også disse dekorationer er det lykkedes at bevare og give deres tidligere farver tilbage, fortæller Maj Trier Rygaard. For at undgå nye vandskader har kirken netop fået nyt kobber på tagrytteren, og blytaget på hele kirkens sydside er udskiftet.

”Nu har vi råd til begge dele”
Sorø Klosterkirke er én af ganske få private kirker i Danmark, ejet af Stiftelsen Sorø Akademi. Stiftelsen har i mange år kun har haft råd til løbende vedligehold af kirken. Så uden støtte fra blandt andre A.P. Møller Fonden havde den aktuelle totalistandsættelse ikke været mulig, forklarer Jens Kristian Poulsen, direktør for Stiftelsen Sorø Akademi og bygherre på restaureringsprojektet: ”Stiftelsens indtægtsgrundlag er gennem historien svundet ind, så vi i dag ikke ville have råd til både skoledriften og til tilfredsstillende vedligehold af en så stor og historisk værdifuld bygning som Klosterkirken, der ikke er blevet grundigt restaureret siden 1870’erne. Men takket være donationer har vi nu råd til begge dele”, siger han.

Redaktionen afsluttet november 2020

Tags

Historie/Kulturhistorie Kulturarv Restaurering