Naturcenter Tønnisgård

Foto: Bente K. Bjerrum, Tønnisgård
En donation på 44 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gør det muligt at føre Naturcenter Tønnisgård på Rømø op i en international klasse af formidlingscentre. Her vil øens mange gæster kunne få en bedre forståelse af Rømøs og det øvrige Vadehavs enestående natur og kulturhistorie. Vadehavet er anerkendt af UNESCO som umistelig Verdensarv.
Rømø har en helt særlig plads i A.P. Møller Fondens historie. Og med det nye formidlingscenter på Tønnisgård bidrager Fonden til, at øens mange gæster får bedre muligheder for at forstå den enestående natur og dens betydning for marsklandets fængslende kulturhistorie.
Centret vil bringe historien om Vadehavets foranderlige og dynamiske landskab til live. Gæsterne vil blive inviteret ind i fortællingen om, hvorfor dette tidevandsområde – verdens største – kun findes her, og hvordan det skabes og formes af vind og vand. Samtidig skal der være mulighed for at komme på guidede ture ud i Vaden med de kyndige naturvejledere. Centret vil også sætte fokus på den særlige relation mellem mennesker og det unikke landskab, som har præget livet på Rømø og de omkringliggende øer gennem århundreder, og gjort dem til en skattet del af dansk kultur.
Med projektet vil stedets gamle kommandørgård blive restaureret nænsomt indeni, der kommer nye udeområder og så bliver der opført en ny bygning, hvor en udstilling samt et stort udendørs formidlings- og undervisningslaboratorium vil give gæsterne mulighed for at fordybe sig i udelivet og mærke naturens forunderlighed på egen krop.
PROJEKT: Verdensarvscenter Rømø/Tønnisgård
ORGANISATION: Den selvejende institution Fonden Tønnisgård
PERIODE: 2025-2028
STØTTE: 44 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
LÆS MERE: Naturcenter Tønnisgård