Foto: Horsens Kommune

Foto: Horsens Kommune

Kortgrafik: Horsens Kommune

Naturpark Svanegrund

Naturpark Svanegrund og fire kommuner går med støtte fra A.P. Møller Fonden sammen om en naturpark på 84.000 hektar omkring Svanegrund ved Horsens Fjord og det østjyske øhav.

Det er en donation på 110 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, som i de næste fem år skal genoprette dyre- og plantelivet i det østjyske øhav med både flere rev og ålegræs samt styrket formidling og friluftsliv i hele naturparken.

”Livet i og omkring de danske farvande har det svært. Det har vi alle efter evne en pligt til at gøre noget ved. Jeg glæder mig derfor over, at Fonden kan bidrage til bedre livsbetingelser for dyr og planter i havnaturparken Svanegrund. Samtidigt styrkes forståelsen for det fælles ansvar gennem øgede muligheder for oplevelser og friluftsliv i områdets mangfoldige natur,” siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Projektet har indtil nu været drevet af en stor frivillig indsats fra lokale natur- og friluftsentusiaster organiseret i Fonden Naturpark Svanegrund. De frivillige har siden fået opbakning fra de fire østjyske kommuner, der støtter projektet med driftsmidler og ressourcer.

Fakta om Naturpark Svanegrund:

  1. En lavvandet marin naturpark med tilstødende landarealer, der er beskyttet som Natura 2000 områder samt kystnære arealer, der er ejet af staten.
  2. Omfatter ca. 84.000 hektar, hvoraf 56 pct. er beskyttet natur. Området omfatter kystfarvandet mellem Odder, Samsø og Hedensted Kommuners kystlinjer samt Horsens Fjord, som består af Inderfjorden og Yderfjorden. Områderne rummer også øerne Hjarnø, Alrø, Endelave og Tunø.
  3. På grund af det lave vand i naturparken er der stor gennemtrængning af lys til bunden. Det giver mulighed for en rig biologisk produktion, fordi den er afhængig af lys til planterne, som igen fortsætter op i fødekæden til fiskene.
  4. Det er Fonden Naturpark Svanegrund, som har modtaget donationen på 110 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden. Horsens Kommune skal stå for sekretariatsbetjeningen af Naturpark Svanegrund i samarbejde med Odder, Samsø og Hedensted Kommuner.
  5. Projektet kommer både til at indeholde naturgenopretning med stenrev, biogene rev og udplantning af ålegræs samt formidling og bedre rammer for friluftslivet.
FAKTA

PROJEKT: Realisering af Naturpark Svanegrund
ORGANISATION: Fonden Naturpark Svanegrund
PERIODE: 2026-2030
STØTTE: 110 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
LÆS MERE: Naturpark Svanegrund