HAVENS GODE MINDER

En veldisponeret sansehave ved Hospice Sydfyn understøtter oplevelsen af natur og nærvær for den døende, de pårørende og personalet

Sansehaven på Hospice Sydfyn er med til at skabe rolige og intime rammer om den sidste tid i livet. Foto: Janne Klerk
Et stisystem rundt om havens bede gør det muligt at komme tæt på planterne, også i en kørestol eller hospitalsseng. Foto: Janne Klerk
I den sekskantede og luftige pavillon er der også gjort plads til en hospitalsseng og en bænk til pårørende. Foto: Janne Klerk
Mere end 50 plantearter er brugt i det 700 m2 store haveanlæg, så der året rundt er noget grønt at kigge på. Foto: Janne Klerk
Havens fire grupper af højbede er beklædt med vejrbestandigt træ af douglasgran, der går igen i pavillonen og espalierer på bygningen. Foto: Janne Klerk
Gennemtænkte belysningselementer sikrer, at havens stedsegrønne planter også kan nydes i årets mørke måneder. Foto: Janne Klerk
Inde fra den lyse vinterhave med citrustræer, klatreplanter og orkidéer er der også kig til sansehaven. Foto: Janne Klerk
Uden for hospicehavens mikrounivers åbner naturens vilde landskab sig. Foto: Janne Klerk

Sansehaven på Hospice Sydfyn udgør sit helt eget mikrounivers. Men samtidig er haveanlægget, der blev indviet i august 2012, fra starten indtænkt som et vigtigt arkitektonisk element i det nybyggede hospice og dets meget varierede landskabelige elementer.

Hospicebyggeriet med sansehaven modtog i 2012 Svendborg Kommunes arkitekturpris. Foto: Janne Klerk Hospicebyggeriet med sansehaven modtog i 2012 Svendborg Kommunes arkitekturpris. Foto: Janne Klerk

På det overordnede plan inddrager haven, parkområdet og bygningen den omliggende natur ved Egense Ås i udkanten af Svendborg.

Som bruger kan man alt efter stemning og behov vælge mellem for eksempel sansehavens rolige og intime rammer, det sivskovs-åbne og vilde landskabsrum med udsigt til græssende heste eller en lund af blandede løvtræer, som danner skov på begge sider af den slyngede indfartsvej til hospicet.

Taler til alle sanser

"Når man skal skabe en sansehave, lægger man som landskabsarkitekt vægt på, at den skal tale til alle sanser og være en oplevelse hele året rundt. Dermed træder det rent arkitektoniske lidt i baggrunden", forklarer Michael Finke, chef for Land+, der i 2011 vandt konkurrencen om sansehaven til Hospice Sydfyn. Selve realiseringen af projektet er sket i tæt samarbejde med PLH-arkitekter, som har tegnet byggeriet, der i 2012 modtog Svendborg Kommunes arkitekturpris.

Havens elementer og mange forskellige planter er omhyggeligt udvalgt efter farver, dufte, smag, former og overflader. Foto: Janne Klerk Havens elementer og mange forskellige planter er omhyggeligt udvalgt efter farver, dufte, smag, former og overflader. Foto: Janne Klerk

For at aktivere alle sanser er beplantning og haveelementer derfor omhyggeligt udvalgt med hensyn til farver på blomster og løv, dufte, smag, former og overflader. Alt i alt er der brugt mere end 50 plantearter i det 700 m2 store haveanlæg. Fra sarte forårsløg, over tidlige og sene stauder, velsmagende krydderurter, duftroser, klatreplanter til prydbuske samt frugtbuske og -træer. Med et rigt fugleliv og raslende løv appellerer haven også til høresansen.

Også interessant om vinteren

I det sene efterår og de kolde måneder står vinterblomstrende og stedsegrønne planter centralt, og de bliver i vintermørket understøttet af gennemtænkte belysningselementer.

De planter, der er smukke om vinteren, er placeret tættest på bygningen, så haven kan opleves optimalt inde fra de mange fælleslokaler, der vender ud mod sansehaven. Og naturligvis mangler decembers udsmykkede juletræ heller ikke.

Skal bringe de gode minder frem

Det har selvfølgelig spillet en afgørende rolle for tilrettelæggelsen af haveanlægget, at det ligger i forbindelse med et hospice og dermed skal støtte op om mennesker med en livstruende sygdom, som har afsluttet den behandling, der kan tilbydes.

Mange af hospicets fælleslokaler vender ud mod sansehaven, så den også kan opleves, når man er indendøre. Foto: Janne Klerk Mange af hospicets fælleslokaler vender ud mod sansehaven, så den også kan opleves, når man er indendøre. Foto: Janne Klerk

Enkelte patienter udskrives igen, men flertallet tilbringer de sidste uger eller måneder af livet på hospicet. Og sansehaven skal derfor være med til at skabe de bedst mulige rammer for både dem og deres familie.

Michael Finke forklarer, at haven grundlæggende skal understøtte livsglæden lige til det sidste. Han kalder anlægget for en mindehave, fordi dufte, farver eller en bestemt plante kan bringe minder frem hos dem, der færdes i haven.

Hospicechefen Marianne Horstmann uddyber: "At alt spirer og gror, er i sig selv livsbekræftende og har en positiv indvirkning. De fleste af os har gode minder fra en have. Sansehaven kan derfor kalde de gode minder fra et helt liv frem. Også når årets cyklus går på hæld med gulnede blade og løvfald, og vinteren sætter ind, er det de positive ting, der står frem. Der er glæder ved enhver årstid. På trods af sygdom vil vi her på Hospice Sydfyn give patienter og pårørende nogle stjernestunder. Og det bidrager sansehaven i høj grad til".

Højbede giver nærkontakt

Haven er disponeret omkring fire grupper af højbede beklædt med vejrbestandigt træ af douglasgran. Den samme træsort går igen i den sekskantede og luftige havepavillon og i de espalierer på bygningen, som smukt blomstrende klematis slynger sig op ad i maj og juni. Omkring højbedene er anlagt bede med bunddække, tidsler, frugt- og prydbuske og en vifte af forskellige græsarter, som om vinteren står med gyldne aks, der kan fange frostens rim.

Netop højbedene gør det muligt at bringe havens besøgende i nærkontakt med sanseoplevelserne - også når man færdes i kørestol eller transporteres i en hospitalsseng over i sansehaven ad det asfalterede stisystem.

Hospicets medarbejdere og frivillige kan året rundt finde blomster til en vase eller pyntegrønt til en juledekoration. Foto: Janne Klerk Hospicets medarbejdere og frivillige kan året rundt finde blomster til en vase eller pyntegrønt til en juledekoration. Foto: Janne Klerk

Livet og døden i haven

Alle brugergrupper har hurtigt taget haven til sig, fortæller Marianne Horstmann. Den bruges på mange forskellige måder - til en kort tur, til samvær eller til stille eftertænksomhed. Og medarbejdere og hospicets korps af frivillige finder året rundt blomster til en vase, som kan modtage en ny patient, eller pyntegrønt til en juledekoration. I sansehavens pavillon er der gjort plads til en hospitalsseng og en bænk til pårørende, så man kan dø ude i naturen, hvis det er det, man ønsker.

Vinterhaven

En del af A. P. Møller Fondens donation på 4,5 mio. kr. er anvendt til indretning af en lys vinterhave i den vestlige patientfløj. Her kan besøgende og patienter sidde i private og fredelige omgivelser året rundt blandt smukke citrustræer, løvrige klatreplanter og orkidéer. Der er tilmed et kig til sansehaven, så man altid kan følge årstidens gang.

Redaktionen afsluttet juni 2014

Tags

Anlæg/Parker