Hvideslægten ved Tissø
Opkøb ved Tissø bevarer hovedparten af enestående vikingekompleks som forskningsressource for eftertiden
Tissø er en af Danmarks største søer, og i vikingetiden lå et betydningsfuldt storgårdskompleks ved dens vestlige bred. Løbende udgravninger fra slutningen af 1970'erne og frem har afdækket, at det cirka 70 hektar store område har været beboet fra cirka år 550 til 1050. Komplekset omfattede to storgårde fra forskellige perioder, flere kultpladser, en kultbygning, en stor handels- og markedsplads, 400-600 grubehuse og meget mere. I datiden lå området som en ø omgivet af vand og mose med adgang fra Storebælt via Halleby Å ved Reersø. "Vi regner med, at hele Odsherreddistriktet ned til Trelleborg har været kontrolleret og styret af den konge, der sad her", siger Lars Jørgensen, forskningsprofessor for Danmarks og Middelhavslandenes Oldtid ved Nationalmuseet.
Fremtidssikring
Området er enestående både nationalt og internationalt, da det periodemæssigt dækker udviklingen fra førkristen til kristen tid, herunder den magtmæssige forandring fra småkonge- til national kongemagt.
Omkring 20 procent af residenskomplekset er allerede undersøgt. Her markeringer på bakketoppen hvor spor af bygninger er fundet. Foto: Naturpark Åmosen
Omkring 20 procent af residenskomplekset er undersøgt. Et nyt jordopkøb betyder, at knap tre fjerdedele af det areal, man mener komplekset har fyldt, nu er sikret for fremtidens forskning. Nye udgravninger i 2015-2018 vil søge at klarlægge, om eliteresidensens beboere udgjorde stammen til middelalderens magtfulde Hvideslægt.
Opkøb af de nye arkæologiske arealer samt nye udgravninger er muliggjort med en donation fra A.P. Møller Fonden.
Enestående forskningsressource
Storgårdskomplekset ved Tissø er det, man kender bedst i Nordeuropa, fortæller Lars Jørgensen, som har deltaget i udgravninger af området i 25 år. Faktisk er det en modelplads for nordeuropæiske anlæg af denne type. Da jorden ligger frit, har man hurtigt fået et overblik over pladsen ved Tissø og dens udvikling over en 500-årig periode. Det er straks vanskeligere at udgrave et lignende anlæg i Gammel Uppsala i Sverige, fordi det ligger i bebygget område. Til gengæld har århundreders landbrug medført betydelig slitage på de arkæologiske lag. De sidste 30 år har man målt, at 0,5-1 cm om året bliver nedslidt. Med opkøbet kan man beskytte det, der er tilbage.
"Vi kan lade en enestående forskningsressource blive liggende for eftertiden. Hvis forskningen kommer med nye spørgsmål i fremtiden, kan man gå tilbage, lukke op og få af- eller bekræftet nye antagelser. Der er til mange gode forskningsprojekter", siger Lars Jørgensen.
Fund pibler frem
Områdets potentiale som forskningsressource har allerede vist sig. Udgravning af et område, sidst undersøgt i 1997, har åbenbaret det sydlige Skandinaviens ældste kalkbrændingsanlæg. Dengang "studsede man over nogle ting", som Lars Jørgensen siger, og fordi jorden var opkøbt og beskyttet, kunne man gå tilbage og undersøge sagen nærmere. Kalkbrændingsanlægget blev brugt til at fremstille materiale til hvidkalkning af anlæggets storgård og formentlig også de første bygninger, som blev benyttet til kristne ritualer.
Et byzantinsk blysegl fra år 850 er blandt de fund, der vidner om internationale diplomaters besøg ved Tissø. Foto: Pia Brejnholt, Nationalmusee
I den tid, man har kendt til storgårdspladsen, er det piblet frem med over 12.000 fund, blandt andet cirka 100 arabiske mønter og sågar et byzantinsk blysegl fra år 850. "Man kan regne ud, at familien ved Tissø må have været ganske betydningsfuld, når internationale diplomater kom på besøg", fortæller forskningsprofessoren.
Tilsvarende segl er hidtil kun fundet i Hedeby og Ribe.
Noget, arkæologerne derimod ikke har fundet, er en gravplads i tilknytning til eliteresidensen. På markerne ved en gravhøj lidt vest for pladsen har en række fornemme genstande set dagens lys, og de tyder på gravlæggelser af betydningsfulde personer. Som en del af de nye arkæologiske undersøgelser fra 2015- 2018 vil man granske gravhøjen og måske afsløre en gravplads.
Hvideslægtens vikingerødder
I 1977 fandt en landmand en over to kilo tung guldhalsring på en af markerne, hvor man nu ved, at storgårdskomplekset lå. Den repræsenterede en enorm formue og var den direkte anledning til, at man begyndte at undersøge området.
"Vi er helt sikre på, at det var en kongelig residens, og har en mistanke om, at det er forløberne for Hviderne, der residerede her", siger Lars Jørgensen. Hviderne var langt ind i middelalderen mere magtfulde end kongen. De havde store samlinger af godser og ejede halvdelen af alle gårdene på Sjælland. "At samle så meget kræver, at man har rødder, der går langt tilbage".
Hvor to tidsperioder mødes
Området omkring Sæby Kirke på sydøstbredden af Tissø har spor af en landingsplads og mange grubehuse. Den er interessant, fordi den bærer præg af at være såkaldt kontaktplads for overgangen mellem vikingetiden og middelalderen. Hidtil har der været få pladser med spor af denne kontakt, og kommende udgravninger vil forhåbentlig give svar på spørgsmål om overgangen mellem de to tidsperioder, fortæller Lars Jørgensen.
Sæby Kirke ligger løsrevet fra byen, hvilket tyder på, at den har været privatkirke for en eliteresidens. Foto: Naturpark Åmosen
Man satser også på, at der i nærheden ligger en eliteresidens, hvad Sæby Kirkes specielle placering vidner om.
"Kirken ligger løsrevet fra byen. Det er typisk for en privatkirke og tyder på, at den har nogle rødder, der går længere tilbage, end man umiddelbart tror", siger Lars Jørgensen. Sæby Kirke er tilmed knyttet til Hvideslægten, hvilket bestyrker formodningen om, at familien ved Tissøs storgårdskompleks kunne være stammen til den magtfulde middelalderklan.
Redaktionen afsluttet maj 2015